Morten Sørensen

Lige så længe, jeg kan huske, har jeg haft en drøm om at blive præst i folkekirken, og derfor var det også en stor glæde, da jeg i december 2015 blev ordineret i Ribe Domkirke. 

Efter et langt teologistudium og pastoralseminariet fik jeg ansættelse som vikarpræst i tre små landsogne på Røddingegnen, hvor jeg er født og opvokset. Det indgående kendskab til området gjorde, at jeg fik en blid opstart på mit virke som præst. Der var gode muligheder for at lære faget i gode og kendte rammer. 

Vikariatet på hjemegnen blev begyndelsen på mine fire år som vikarpræst i folkekirken, og jeg har i den periode været så privilegeret, at jeg har kunnet gå fra det ene vikariat til det andet uden pauser. Vikariaterne har givet mig en masse god erfaring med præstearbejdet og på min vej gennem Ribe Stift har jeg set og oplevet folkekirken fra mange forskellige vinkler. Det forunderlige ved arbejdet som præst er, at det grundlæggende er de samme opgaver, som løses, men rammerne og forholdene kan, afhængig af hvor man er, og hvilken type sogn, man virker i, være meget forskellige. Jeg har således både prøvet kræfter med de store travle bysogne, og i de små nære landsogne.

En ting, som man godt kan savne som vikar er forankringen i et lokalsamfund og det at være nogens præst. Derfor var det også helt fantastisk, da jeg tilbage i november fik meddelelse om, at jeg var blevet indstillet til stillingen som sognepræst i Gudme-Brudager-Gudbjerg Pastorat. 

Jeg er nu flyttet ind i præstegården og er godt i gang med at komme på plads. Jeg er blevet taget godt imod – både af menighedsrådene, de ansatte, som virkelig gør en stor indsats for at jeg må falde til på mit nye sted. Jeg glæder mig til at møde menigheden og være deres præst – i både glæde og sorg og på de helt almindelige, grå hverdage. 

I mit arbejde som præst er jeg meget optaget af, at der bliver sat de rette ord på det liv, som vi lever. Unge og gamle må gerne gå fra kirken og sognegården med noget at tænke videre over. Der skal i kirken være plads til både det tunge og det lette, og jeg tænker også, at vi som kirke har en opgave i at hjælpe mennesker godt i vej, når der er brug for det.