Som afslutning på en total renovering af Tryggelev Kirke bad menighedsrådet en lokal kunstner om at male en ny altertavle til kirken.
Den ny renoverede kirke og altertavlen blev indviet i foråret 2014.
Kunstneren tog udgangspunkt i motivet i kirkens gamle altertavle, Jesus og kvinden ved brønden, hvor Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. Som samaritaner er kvinden uren og udstødt, men Jesus fordømmer hende ikke.
På den nye altertavle ses en hvid person fra oven oplyst af et stærkt hvidt lys. Provst Trine Brink Westergaard skriver om personen:
”Det mest iøjnefaldende og smukke er, at her er kvinden og Jesus smeltet sammen til én.” Til højre for denne person noget tilbage i billedet, ses en krukke der næsten er gennemsigtig – Det er den gamle krukke, det gamle liv.
Altertavlens farver er i bunden brune og opefter blå der bliver lysere og lysere, jo højere øjet bevæger sig opad.
Kilde: Kunstneren.