Ellinge kirke
Ellinge sogn
Kerteminde provsti
4 felter i altertavle
Sven Havsteen-Mikkelsen (1922-1999)
I koret i Ellinge kirke står en ældre altertavle med et stærkt moderne islæt. I 1994 kunne kirken fremvise en nymalet altertavle, hvor kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen på en spirituel blå grundfarve har forsynet topstykket med en ottekantet stjerne, symbolet på Kristus, samt indsat et tredelt maleri i storstykket, udført af kunstneren i 1993.
Temaet for altertavlens maleri er fortællingen om de to disciple, der efter Jesu død vandrer mod Emmaus, hvor de møder en person, som de om aftnen indbyder til at blive hos dem. ”Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem” (Luk 24, 30-31).
Kunstneren har ofte behandlet dette motiv. På den blå baggrund og i et orange lys, måske genopstandelsens lys, ses to, måske tre sorte skikkelser samlet om et måltid.