Indisk kristendom eller dansk kristendom i Indien

Tekst: Trille Brink Westergaard, provst i Langeland-Ærø Provsti

Ansøgninger med begrundelse og baggrund

Her er gengivet mine ansøgninger dels til Fyens stift, dels til Kompetencefonden. De er med for at bekrive ønsket om og formålet med studieorloven.

Lindelse præstegård 31/7-2018

Ansøgning om studieorlov for provster.

Jer er 59 år, har været præst siden 1/6-1991 og provst siden 1/6-2011.

Jeg har ikke tidligere haft studieorlov, men søgte – uden held – sidste år.

Jeg ønsker at bruge orloven på et ophold i Arcot Lutheran Church  (ALC), en (nu kun delvist) dansk mission i Tamil Nadu distriktet i Sydindien.

Anledningen er dybt personlig. Mine morforældre var missionærer i ALC. Min morfar rejste ud i 1897, min mormor under 1. verdenskrig. Min mor er født i Indien i 1923 og voksede op derude. Familien vendte tilbage til Danmark i 1939, da min morfar gik på pension.

Min morfar var med til at oprette sygehuset, enkerefugiet (indiske enkers lod er barsk), drenge-kostskolen og ikke mindst det teologiske college på stedet. Min mormor ledede drengekostskolen. Min mor og hendes søster gik på dansk kostskole i Nilgiri Hills. Mine morforældre havde en indisk plejesøn, der senere blev præst. Jeg mener, at hans efterkommere stadig virker i ALC.

Min – længst afdøde – mor fortalte levende om sine barndoms- og ungdomsår i Indien. Hun beholdt en grad af kontakt og nåede at gense stedet.

For mig er det en livslang drøm at opleve det sted, som er en del af familiens – men også Danmarks - historie. Jeg ønsker ikke kun at se det, men at opleve det – leve der en periode.

Jeg har gennem generalsekretæren for Danmission, Jørgen Skov Sørensen, været i dialog med deres regionale repræsentant for Asien, Peter Herum, der igen har været i kontakt med ALC. Mit ønske er, at stedet og Danmission kan bruge mig til noget: En beskrivelse, et analysearbejde, missionens historie i området el. lign. – gerne et studie sideløbende med en praktisk indsats.

Alle har været meget imødekommende. Jeg vedhæfter Peter Herums sidste mail, hvoraf det fremgår, at

”Danmission vil fortsat gerne samarbejde med dig på samme måde som vi drøftede sidste gang du søgte orlov. Jeg ser frem til at høre mere fra dig når en afgørelse om orlov foreligger.

Hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer må du endelig kontakte mig igen.

Venlig hilsen Peter”

Forståeligt nok har Danmission og ALC ikke ressourcer til at indgå i en omfattende planlægning af formål og virke, før det vides, om jeg bliver bevilliget studieorlov. Jeg kan derfor ikke indkredse studieemnet nærmere end ALC på nuværende tidspunkt.

Jeg forventer at søge fondsmidler mv. til rejsen. Alternativt betaler jeg selv.

Jeg anmoder om, at en evt. orlov kan placeres i perioden fra ca. oktober til ultimo marts. Januar- marts (mellem jul og påske) vil være optimalt. Årsagen er klimaet med hård tropevarme fra marts afløst af regntid indtil oktober.

Af hensyn til embedets tarv ville det være hensigtsmæssigt at udskyde afholdelsen til januar-marts 2020 – hvis der kan dispenseres for, at den skal afholdes i 2019. Der er – forhåbentlig - tre nyankomne præster i provstiet her i efteråret, og en større omstrukturering sker fra nu og de næste måneder. Alternativt ønskes en placering så sent i 2019 som muligt. Jeg er naturligvis fleksibel.

Med venlig hilsen Trille Brink Westergaard

Fra Kompetencefondens arkiv:

"Indisk kristendom eller dansk kristendom i Indien?"

"Hvad betyder det for Arcot Lutheran Church i Tamil Nadu, Indien - og i bredere forstand indisk kirke udsprunget af dansk missionsarbejde - at den har rødder i en dansk kristen kultur?  Nu er den selvstændig kirke ledet af indere med hinduistisk kulturel baggrund. Hvordan og i hvilket omfang præger det kirken i dag?"

Min personlige motivation: 

Min morfar var missionær i Arcot Lutheran Church 1897-1939, min mormor 1017-1939. Min mor voksede op på stedet. 

Kirken er nu selvstændig, uafhængig af Danmission. Jeg har hørt og læst meget om stedets historie, men er interesseret i dets nutid: Hvad er der sket i udviklingen fra dansk missionsmark til indisk kirke. Det ønsker jeg at undersøge. Jeg er inviteret som kirkens gæst.

De 3 sammenhængende spørgsmål.

Jeg stiller 3 spørgsmål:

A.    Indisk kristendom eller dansk kristendom i Indien?

B.    "Hvad betyder det for Arcot Lutheran Church i Tamil Nadu, Indien - og i bredere forstand indisk kirke udsprunget af dansk missionsarbejde - at den har rødder i en dansk kristen kultur? 

C.    Nu er den selvstændig kirke ledet af indere med hinduistisk kulturel baggrund. Hvordan og i hvilket omfang præger det kirken i dag?"

De sammenfattes: Hvad er der sket i udviklingen fra dansk missionsmark til indisk kirke?

Det korte og mest ærlige svar er: Jeg ved det ikke!

Jeg opholdt mig godt 7 uger hos ALC (kortere end forventet primært pga. et uheld før planlagt afrejse). En måned mere havde næppe gjort nævneværdig forskel: Kulturforskellen er så stor, og min forståelse af den så begrænset, at det ville være uhæderligt at bilde nogen ind, at jeg har opnået tilstrækkelig viden – herunder en nogenlunde brugelig fortolkningsramme for den viden, jeg dog har opnået – til at kunne besvare de spørgsmål, jeg har stillet.

Det følgende er ikke en akademisk analyse, men oplevelser og opfattelser. Der er mange danskere, der har et langt mere indgående kendskab til ALC og til den tamilske (og indiske) kultur og historie, den er en del af. Jeg har talt med mange af dem og er blevet klogere. Først og fremmest klog nok til at vide, hvor meget viden og forståelse jeg stadig mangler.

Den personlige oplevelse.

A.    ”Vi skylder de danske missionærer vores liv!”

var en sætning jeg ofte hørte. De tilføjede: ”De gav os mad, rent vand, arbejde. Byggede skoler til vores børn. Men det vigtigste er, at de gjorde os kristne! De lærte os, at vi har værdi, at vi er nogen, at fattigdom og sygdom ikke er gudernes straf. De behandlede os som ligeværdige mennesker”.   Baggrunden er, at ALC fra begyndelsen blev kirke for de kasteløse, såkaldte pariaer. De kalder nu sig selv ’dalitter’ (dem, der trædes på). ALC er principielt for alle, men reelt kirke og skole (de to hænger tæt sammen) for dalitter, stammefolk og romaer, der hører til de fattigste i Indien.

Officielt er det ikke tilladt at diskriminere pga. kaste-status. Reelt gennemsyrer diskriminationen hele samfundet. Dalitterne anses stadig for urene. Diskriminationen sker ned gennem kasterne. De laveste kaster er ofte lige så fattige som dalitterne og lever i samme landsbyer/elendighed, men diskriminerer ikke des mindre: Ved at forhindre adgang til fælles drikkevand, ved vold mv.

De kristne i ALC har en selvopfattelse som indere, tamilier, men først og fremmest dalitter. Men kristendom har givet dem en ny selvopfattelse og stolthed over deres egen historie.

Kernemenigheden, de fleste præster, mange lærere og ledelsen af ALC er op til 7-8. generation kristne. De er relativt veluddannede og har løftet sig op til levevilkår på middelklasseniveau. Men ALC driver stadig altovervejende skole og kirke for dalitter og de allerfattigste. Det giver mange udfordringer, især økonomisk, men også på andre områder.

I princippet er der obligatorisk skolegang. Reelt går højst 80% af børnene i skole. Kvaliteten af skolegang er meget tvivlsom for de fattigste.

Fra ALCs (tidl. Danish Mission) grundlæggelse har de drevet skoler. Uddannelse var og er den væsentligste diakonale indsats. Samtidig var/er skolerne missionens vigtigste ’platform’. Tidligere blev de finansieret fra Danmark (tidl. DMS, nu Danmission). Nu er Danish Mission-skolerne, som de hedder, statsstøttede med op til 80 % af udgiften. Men på visse betingelser: De skal optage alle fattige, hvilket betyder, at 80-90 % af eleverne er hinduer (det er der intet nyt i. Tallet var måske endda højere ’i gamle dage’). Nyt er, at mindst 80% af lærerne skal være hinduer. 

De kasteløse - dalitter, stammefolk, romaer og andre grupper, der ikke tilhører kasterne – har status som ”scheduled caste”. Det betyder, at de indgår i særlige støtteordninger, er tilskudsberettigede, at der er øremærkede pladser til dem på uddannelsesinstitutioner mv. Men det gælder ikke for kristne og muslimer. Konverterer man, mister man de få rettigheder, man har som kasteløs.

Prisen for at konvertere er nu højere end tidligere: Man bliver ikke blot udstødt af familie og venner (som før). Man giver afkald på den mulighed man har for at løfte sig ud af fattigdommen.

I hele ALCs historie har man kendt begrebet ”Christian by heart”: Troende kristne, der går i kirke, men ikke bliver døbt, for at undgå udstødelsen. Hinduismen er overvejende ortopraxisk: Det er det, man gør, der tæller (dåb/ikke dåb), ikke hvad man tror på. Hinduismen favner let Kristus som én af de mange guder. Mon monoteistisk praksis accepteres ikke. På den baggrund er det vanskeligt at blive klog på, hvor udbredt kristendommen er i Indien (de officielle tal er få %). Eller hvor stor opbakning ALC har. Mange lærere og elever på ALCs skoler kan vel være ”Christians by heart”. Der er i ALCs egne rækker en fascinerende tillid til, at er de det ikke nu, ja, så bliver de det under opholdet på skolerne!  Man fristes til at give dem ret, når man ser, hvordan både lærere og elever beder inderligt med på Fadervor og andre bønner, gladelig synger kristne salmer (herunder salmer oversat fra dansk – af blandt andre min morfar). Inden man lader sig rive med, skal man huske, at hinduer opfatter Kristus som en yderst tiltalende gud – blandt mange andre.

B.     ”Danmark er vores ’Holy Land!”’

”De danske missionærer har reddet vores liv! De har givet os alt!” Taknemmeligheden mod de gamle missionærer er overvældende. Som barnebarn af missionærer og selv opvokset i 1960erne og 70erne har jeg altid været ambivalent: Min mor omtalte den danske mission, sine forældre og deres indsats med stor kærlighed og respekt. Min samtid satte spørgsmålstegn ved, om man ikke bare kunne udføre hjælpearbejde uden partout at omvende inderne til kristendommen? Hvis jeg var i tvivl om svaret (det var jeg egentlig ikke), så er jeg det ikke længere: Nej, man kan ikke hjælpe dalitterne uden at gøre dem kristne! Det ligger i hinduismen og dermed i de ikke-kristne dalitters selvforståelse, at deres elendighed er karma: De har gjort noget i et tidligere liv, som de nu bøder for. Hvis de bærer den lod, bliver de belønnet i det næste liv. Der er intet incitament til at ændre hverken sin egen eller andres situation. Sygdom og fattigdom er gudernes straf. Det skal mennesker ikke blande sig i. Med den selvforståelse kan man ikke tage imod nogen form for hjælp: Det er at gribe ind i gudernes beslutning og blot påkalde sig endnu værre karma.

Missionærerne blev beskyldt for at ’købe’ omvendelse med hjælp. Ifølge alle jeg har talt med, er det forkert: Det var i mødet med Guds kærlighed til og accept af dem i Kristus, at de blev/bliver i stand til at modtage hjælp.  Meget har ændret sig: ikke-kristne dalitter kæmper nu for bedre rettigheder og muligheder. Dem, jeg har talt med, holder dog fast i, at denne ændring skyldes missionen.

Deres frelse kom fra Danmark, og derfor er Danmark stadig deres Hellige Land.

ALC er nu helt uafhængig af Danmission. Den væsentligste økonomiske støtte kommer nu fra amerikanske kirker og sponsorater. Men ALCs arbejde kaldes stadig Danish Mission. Den kirkelige og åndelige arv er dansk, og det er afgørende for dem at fastholde.

C.    ”ALCs opfattelse af ’luthersk’”

Hvordan være luthersk i Indien? Giver det overhovedet mening? Min opfattelse (men jeg ved ikke nok) er, at det giver mening, men som udgangspunkt en helt anden mening end for europæere.

Der har været kristendom i Indien i næsten 2000 år. Apostlen Thomas rejste angiveligt til Sydindien (tæt på Tamil Nadu). Der findes i hvert fald i området en meget gammel syrisk-ortodoks kirke. Jeg besøgte i Chennai Thomas-katedralen med Thomas’ angivelige grav.

Allerede i 1600-tallet kom de første katolske missionærer med særligt portugisiske kolonister. Lutherdommen kom primært med Ziegenbalg i danske Trankebar i 1700-tallet. Det var faktisk en tysk præst herfra, der grundlagde den første mission under DMS i 1864.

Men det var næppe store dogmatiske forskelle, der gjorde, at de to kirker ikke smeltede sammen i Indien. Det var historisk-kulturelt betinget: Katolicismen kom først, missionerede og drev kirke blandt højkasterne. Måske ikke af princip, men omvendte kastefolk tolererede ikke at dele kirke med kasteløse. Kastefolket var så at sige ’taget’ af den katolske kirke. Derfor blev det et kendetegn for den lutherske mission (primært tysk og dansk), at den virkede blandt kasteløse. Min morfar skriver om det i flere bøger. Han er ærgerlig over og ked af det. Men må som alle andre acceptere realiteterne: Når man optager kasteløse i sin kirke, er det næsten umuligt at få kastefolkene i tale. Dermed blev ALC – til dels i Ziegenbalgs fodspor – den første kirke for kasteløse.

Det betyder, at ’luthersk’ i Tamil Nadu er synonym med kirke for kasteløse/dalitter, mens katolsk er synonym med kirke for kastefolket. Hvad de to kirker ellers kan beskylde hinanden for, har det næppe været intentionen for nogen af dem. Men selv i omvendelsen til kristendommen har det ikke været muligt at eliminere den stærke og altomfattende hinduistiske kastekultur. 

Resultatet: De katolske kirker og katedraler er imponerende og velstående. ALC har få smukke (i sammenligning beskedne) kirker, mens de fleste er primitive blikskure eller små lerbygninger.

D.    3. ”Du er vores familie!”

Jeg kom hjem. Sådan oplevede jeg det. Jeg blev ikke bare modtaget som hædersgæst og VIP overalt. Det blev jeg, fordi de insisterede på, at vi var i familie. Jeg var barnebarn af deres ’kirkefædre’. Jeg kom ’hjem’ til min mors barndomshjem. Og blev modtaget som familiemedlem.

Min familie forlod Indien i januar 1938. Jeg vidste, at jeg ikke ville møde nogen, der havde kendt dem. Men jeg kom så tæt på som overhovedet muligt. Jeg mødte min mors gudbarn, som min morfar døbte og min mor bar over dåben lige før de rejste. Hun var nu 81. Hendes far var elev af min morfar – og som en søn for ham. Hun og hendes søskende var alle opkaldt efter mine morforældre, min mor og hendes søskende. Hun kendte min familiehistorie, og hendes børnebørn og oldebørn bærer stadig min families navne.

Min morfar startede og ledede (1923-30) det første teologiske college. Han var klar over, at det var vigtigt at uddanne indere til teologer og præster, hvis kirken skulle vokse. Jeg mødte utallige (blandt andet mange præster), der var børn eller børnebørn af disse første indiske præster. Deres taknemmelighed mod mine morforældre var til at tage og føle på. Og selvfølgelig var vi så i familie. De viste mig gamle fotos af deres og min morfar sammen. Og jeg viste dem bøger og pamfletter, som min morfar skrev om sine dygtigste indiske præster og medarbejdere.

E.     ”Findes indisk kristendom?”

Jeg havde sat mig for at finde ud af, om ALC nu repræsenterer indisk kristendom eller dansk kristendom i Indien. Det viser sig, at spørgsmålet ikke giver mening. Ikke engang i missionærernes tid kan man tale om dansk kristendom i Indien. Den indiske/tamilske baggrund og kultur er så stærk – og anderledes end dansk – at alt, også tro, vil blive tolket og levet ind den.

Spørgsmålet er så, om ALC i sammenligning med andre lutherske kirker i nærheden skiller sig ud pga. den danske baggrund? Jeg ved for lidt – også om de andre lutherske kirker – til at vove et svar. Men alting tyder på, at der sker en tilnærmelse mellem de lutherske kirker i området. Jeg tilbragte en uge på det luthersk teologiske college i Chennai, Gurukul. Underviste og fulgte undervisningen. De lutherske kirker (mest i Sydindien) har et fælles organ, UELCI – United Evangelical Lutheran Church of India. Det er UELCI, der driver Gurukul, der nu er den primære uddannelsesinstitution for lutherske præster – uanset hvilken kirke de kommer fra. Man kan forestille sig, at det tætte samarbejde med tiden vil føre til sammenlægninger. Lighederne virker større end forskellene.

Foruden de lutherske kirker er der som nævnt katolske kirker, syrisk-ortodokse Thomas-kristne og dertil et utal af de kirkesamfund, vi også kender. ALC er dominerende i Tamil Nadu med sin lange historie og store indsats, men man skal ikke langt væk, før f.eks. pinsekirker er udbredt. 

F.     ”Indisk ledet, men dansk – og forældet – organisation”.

ALC har været ledet af indere siden 1970’erne. I de første mange år i gradvist mindre tæt samarbejde med DMS/Danmission. Den sidste danske missionær (der var selvskrevet til kirkerådet, det ledende organ) rejste i 2003. Jeg har haft lærerige samtaler med hende i DK.

Venerationen over for missionærerne og den tidligere danske ledelse er så stor, at kirkens organisation er opbygget som på missionærernes tid. Det forekommer meget lidt heldigt. ALC har fra 70’erne egen biskop, men derudover er det stadig kirkerådet, der er øverste organ, også for skolerne. Set med danske øjne giver det mange problemer. De væsentligste er:

·         Næsten alle medlemmer af kirkerådet er præster. Der mangler bredde/andre kompetencer.

·         Der er valg til kirkerådet hvert 3. år. Der er altid kampvalg, og det betyder, at kirken næsten permanent er i en valgsituation.

·         Biskoppen vælges også hvert 3. år. – med samme konsekvens.

·         De jævnlige valg ødelægger kontinuiteten. Der søsættes alt for mange ’projekter’, der ikke følges til dørs. Fordi de forskellige ’partier’/grupperinger’ har brug for profilering. 

·         Efter nyvalg sker der endog meget stor udskiftning på alle ledende poster i kirker og skoler. Det er en selvfølgelig del af indisk kultur, at når man får muligheden for det, så placerer man familie og venner i de bedst mulige stillinger.

Jeg drøftede disse forhold ret indgående med den nuværende ledelse (det bemærkes, at ikke alle taler engelsk og at deres engelske ofte er svært forståeligt for en dansker). En del af dem kan udmærket se, at denne gamle organisation passede til missionærtiden for 100-150 år siden, men ikke er hensigtsmæssig nu. De kan også se de mange problemer, jeg redegjorde for. Men der er ingen udsigt til snarlig ændring af to grunde:

1.      Venerationen over for missionærerne er for stor og strækker sig helt ind i organisatíonsmodellen. Mange kan grine af det, men ændre det? Nej, det kan man ikke!

2.      Kulturforskelle. Som jeg oplever det, ligger det ikke i kulturen at ændre noget, blot fordi det ikke er velfungerende. Tradition er et langt væsentligere parameter end effektivitet eller blot hensigtsmæssighed. Jeg fristes til at sige, at de er så vant til, at ting fungerer dårligt, at de har lært at leve med det. For dem er 3 år en langt længere tidshorisont end for mig. Formentligt også fordi meget i landet er så usikkert, at langtidsplaner også er det. Jeg kan være rystet over deres manglende evne til at tænke mere end få dage frem og langtidsplanlægge noget som helst. Til gengæld er jeg dybt fascineret af deres evne til at leve i nuet!