Forholdet mellem Gudsbegrebet og det ondes plads i teologien

Tekst: Eva Fischer Boel

Indledning

Onde ting sker. Det kan man jo slet ikke undgå at blive konfronteret med dagligt, når man ser eller læser nyhedsstof. Desuden er der ikke noget menneske, der går gennem livet uden at blive personligt ramt af det onde i form af forskellige katastrofer – fx sygdom og død.

Som sognepræst er jeg jo ofte helt uundgåeligt – ikke mindst i forbindelse med begravelser af især yngre mennesker -  i kontakt med pårørende, der på den måde erfarer det onde i deres liv. Jeg bliver draget ind i disse menneskers liv, og de deler deres sorg og smerte med mig. Deres anfægtelser og spørgsmål bliver derfor også gang på gang mine spørgsmål.

Og vi mennesker bliver anfægtede af det onde, og vi stiller spørgsmål til det, for vi er meningssøgende væsener, der lever i en rationelt domineret verden, hvor tingene helst skal ”gå op”. Derfor imødegås det onde ofte med et rationale, der grunder sig på årsag-virkning ud fra tanken om, at der ikke er noget, der sker uden en grund, og at vi derfor i en eller anden form må have gjort os fortjent til det, der rammer os, at der er en mening med det.

Personligt kan jeg bestemt heller ikke se mig fri for at tænke i disse mønstre, som gennemsyrer vores kultur. Og samtidig så ved jeg jo godt – eller rettere jeg tror – at sådan hænger det ikke sammen, og at sådan en tænkning er i strid med min teologi og med mit luthersk-evangeliske ståsted. Ikke desto mindre så sker der onde ting. Ødelæggende, horrible ting. Men hvorfor? Og har Gud en rolle i det?

Det onde som teologisk problem

Det onde er ikke bare et problem for det meningssøgende menneske, som må lede efter årsager. Det er i høj grad også et problem - eller i hvert fald en udfordring - for teologien.

Det onde findes. Og Gud er barmhjertig og kærlig, sådan åbenbarer han sig i Det nye Testamente. Samtidig hævder vi i Trosbekendelsen, at Gud er almægtig. Hvordan kan det gå til? Hvis Gud er almægtig og god, hvorfor findes det onde så? To ad gangen er der ingen problemer i, at udsagnene kan være sande. Der er ingen problemer i at sige, at Gud er almægtig og god, hvis det onde ikke findes. Der er heller ingen problemer i at sige, at Gud er almægtig, og at det onde findes, hvis Gud ikke er god. Og det er heller ikke modsigelsesfyldt at sige, at Gud er god og det onde findes, hvis Gud ikke er almægtig. At Gud er kærlig og barmhjertig er uomgængeligt i den kristne teologi. Men hvad hvis Gud er almægtig? Så må det vel betyde, at han både står bag det gode og det onde?

Når man anlægger forskellige synspunkter på Guds forhold til det onde, får det uundgåeligt vidtrækkende konsekvenser for teologien. Netop dette forhold har jeg valgt arbejde med i min studieorlov, og jeg har lagt hovedvægten af arbejdet på to teologer, der står skarpt trukket op over for hinanden netop i spørgsmålet om, hvorvidt Gud bevirker det onde eller ej, nemlig Jakob Wolf og Lars Sandbeck.

Jakob Wolf – Gud står bag både godt og ondt

-Gud er almægtig

For Jakob Wolf er det essentielt at fastholde, at Gud er almægtig. Uden almægtighed, ingen Gud lyder Wolfs ræsonnement, for ”almægtighed hører med til definitionen af, hvad ordet ”Gud” betyder i vores tradition.” (Wolf 2010: 28). Men at Gud er almægtig indebærer samtidig, at han står bag det onde.

Wolf er tilhænger af et klassisk, teistisk gudsbillede, hvor Gud er metafysisk, evig, uforanderlig og almægtig. Gud er et overnaturligt objekt som er uden for verden og ikke påvirkes af den, som kan alt og ved alt, og som fra tid til anden, når det passer ham, intervenerer i verden.

-Gud opleves som tvetydig

På den ene side viser Gud sig i Jesus Kristus (2. trosartikel) som barmhjertig og kærlig. På den anden side er Gud som almægtig (1. trosartikel) ansvarlig for det onde. Dette er jo selvimodsigende. For hvordan kan Gud være både kærlig og ond på samme tid? Wolf vil fastholde begge dele i al deres modsigelsesfuldhed. Han ”løser” problemet ved at placere det i grænserne for menneskets erkendelse.

Han begynder i fænomenologien, i det som mennesket faktisk kan erkende nemlig i det, som han kalder den uvilkårlige erfaring (Ibid:49 ff). Vi oplever os selv som afmægtige, og vi oplever, at der er en magt, der er ansvarlig for det, der sker, hvorfor vi regerer enten med vrede eller glæde alt efter omstændighederne. Vi reagerer netop, fordi vi tillægger det, der sker betydning, siger Wolf, og alene det, at vi tillægger det, der sker betydning tyder på, at der er en betydningsgivende magt i det, siger han. Det opleves forvirrende for et menneske, at det nogle gange oplever taknemmelighed og andre gange vrede over for den ansvarshavende magt. Magten opleves som tvetydig: Vil den mig det ondt eller godt?

Denne magt ligger en religiøs tydning nær, og religionen kalder den for Gud. Begrebet om Gud er begrebet om det, der i sidste ende er ubegribeligt (Wolf side 60). Alt hvad vi kan sige om Gud er, at han opleves tvetydig, som også den gammeltestamentlige Gud i flg. Wolf er det (Ibid: 86 ff.), og at vi erfarer ham som bortvendt. I kristen sammenhæng er det første trosartikel, vi her har med at gøre, og den er helt nødvendigt for anden trosartikel, for åbenbaringen: ”Forkyndelsen af, at Gud har åbenbaret sig, anser jeg imidlertid for at være meningsløs, hvis den ikke sker på baggrund af, at vi kender Gud som set fra ryggen, som den bortvendte (….)Åbenbaring forudsætter skjulthed (….) Det er meningsløst at forkynde, at Gud er kærlighed, hvis det ligger i luften, at det er en selvfølgelighed, at Gud er det.” (Ibid: 93, min kursivering).

Den skjulte Gud (hvis almagt kan erkendes) er altså en nødvendighed for den åbenbarede Gud (hvis åbenbaring kun kan tros). Erkendelsen af disse to foregår dog på to forskellige niveauer: Første trosartikel kan gribes gennem fornuften, mens 2. trosartikel med åbenbaringen af Gud i Kristus og evangeliets forkyndelse af Gud som en kærlig og barmhjertig far, der vil os det godt, kan kun tros!

Troen går ud over fornuften, den sprænger den i tilliden til, at for Gud er alle ting mulige. Den modsiger ikke fornuften som sådan; men den påstår, at der er flere muligheder, end fornuften kan se”. (Ibid: 72)

Mennesket oplever altså med sin erfaring en skabergud, der er almægtig og tvetydig/skjult (både god og ond). Men med sin tro, der overskrider erfaringen, kan mennesket have tillid til, at Gud en entydig barmhjertig og god far (åbenbaret Gud). Men hvordan kan de to udsagn være sande, hvis man både skal tage troen og erfaringen alvorligt? Det kan de iflg. Wolf ved, at de ikke er udsagn i samme henseende[1]. Troens erkendelse af, at Gud er kærlighed indebærer dog ikke en erkendelse af, hvorfor Gud på samme tid kan opleves som ond i skaberværket, også efter åbenbaringen er sammenhængen mellem den skjulte og den åbenbarede Gud skjult. Gud er i sidste ende ubegribelig for os. Kun troen, hvor Gud lader tvetydighedens maske falde, kan i glimt give os fred i tillid til at Gud er god indtil vores umiddelbare erfaring med den tvetydige skabergud og vores forstand fortæller os noget andet. Modsætningen består.

Sandbeck – Gud er entydigt god

-Den almægtige Gud er en ukristelig Gud – som er død!

For Lars Sandbeck er det Gud som almægtig, der er problemet, fordi det nødvendigvis må implicere, at Gud står bag det onde, som sker, hvilket iflg. ham står i modsætning til billedet af den barmhjertige nådige Gud. Gud er iflg. Sandbeck entydig god (Sandbeck 2018: 91), og almagtsteorien er forfejlet, fordi dens gudsbillede for ham at se er i direkte strid med evangeliet om den nådige, tilgivende og kærlige Gud (Sandbeck 2014:11), ja såvel den gammel- som nytestamentlige gudsforkyndelse er uforenelig med Guds almagt, siger han. (2018:11).

Sandbeck lægger i sin bog ”De gudsforladtes Gud” ikke fingrene imellem, når han skal beskrive almagtsteorien, som han mener baserer sig på overtro og metafysik af værste forældede skuffe. Den er ”grundlæggende forfejlet (….) Den almægtige Gud er ikke blot en ukristelig Gud, men også en umenneskelig Gud (2014:11).  Både i bogen ”De gudsforladtes Gud” og den efterfølgende ”Afsked med almagten” forsøger Sandbeck altså at hamre en tyk pæl igennem almagtstænkningen.

For Sandbeck at se er det at hævde, at Gud er almægtig, et udtryk for modernitetens forældede teistiske syn på Gud som en fjern metafysisk Gud, den højeste form for virkelighed, garant for en statisk SANDHED, som der kan henvises til i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og unormalt. Med sådan et teistisk gudsbegreb kan let føre til voldelig fundamentalisme, siger Sandbeck, idet han læner sig op af Grønkjær og Vattimos tænkning. I øvrigt er denne Gud en anakronistisk Gud, for i det postmoderne gives der ingen sandheder med stort S. Men mennesket er sat fri og Gud er død, som Nietzsche sagde. Eller som Grønkjær udtrykker det: ”Er man uforanderlig og ubevægelig, er man så godt som død. De teistiske teologer havde udformet hans dødsattest, den skulle blot underskrives af blandt andre Friedrich Nietzsche.” (Grønkjær 2011: 39). At Gud er død er imidlertid for Sandbeck at se en genuin kristen tankegang: Gud viste sin svaghed og døde på korset, og derfor er kristendommen også i sit væsen en a-teistisk religion med et a-teistisk[2] gudsbillede.

Ved at blive menneske, ophører Gud med at være metafysisk og transcendent. Og da han dør på korset, bliver han ovenikøbet selv a-teist forstået som den, der tvivler og er gudsforladt: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.

Opstandelse og kors hænger sammen. Opstandelsen er en bekræftelse af korsets frelsens virkning: Gud forener sig med mennesket – han overvinder splittelsen ved selv at lade sig splitte. Gud forsoner sig med det gudløse, gudsforladte menneske ved selv at blive et. På korset bliver Gud selv ateist (ibid: 126). Gud forsoner sig med det menneske, som ikke kan forsone sig med Gud – DET er kærlighed, siger Sandbeck.

-Kærlighedens subtile magt

Hvis Gud ikke er almægtig, hvad kan han så overhovedet? Sandbeck svarer, at Gud nok vingeskudt, men han er ikke fuldstændig svækket[3]. Var han det, var han død, og så havde opstandelsen ingen betydning, og Sandbeck tænker netop kors og opstandelse sammen. Inkarnationen afslører, at Gud ikke er almægtig, men den afslører ikke – og det gør korset heller ikke – at Gud ikke længere skulle besidde nogen magt overhovedet. Guds magt er en magt til svækkelse, en modmagt til enhver voldelig magt, som ligger i den menneskelige magts og destruktions tilbøjeligheder – alt det, der forhindrer kærligheden i at være til. Det drejer sig ikke om omfanget af magt, men om brugen af den. (Sandbeck 2018: 113) Gud skaber – idet han svækker – betingelserne for, at kærligheden kan være til. Guds magt virker dér, hvor der skabes rum og mulighed for kærlighed. En almægtig magt ville tvinge, men kærlighed og tvang er to uforenelige størrelser (Sandbeck 2014: 142-144).

Sandbeck opfinder begrebet en ”subtil magt”. Det er kærlighedens og tilgivelsens magt, som ikke kan tvinge, men som påvirker gennem ånd: ”Der skal så lidt til at ændre så meget” (Ibid 163). Når den magt virker, erfares den som meget stærk, til gengæld kan den let ødelægges – fx med ligegyldighed og mangel på lydhørhed. Identitetssvækkelse er kærlighedens betingelse. I kærlighed er der ikke tvang, vold eller modvold, og det eneste kærligheden har at give, er sig selv. Netop i korset ses det, hvad kærlighed er. (Sandbeck 2018: 121) Den ultimative kærlighed er netop guddommelig, for det er ikke en kærlighed mennesket af sig selv kan realisere. Når kærligheden opstår, erfarer vi Guds magt, som sætter os fri. (Ibid. 117)

-Trosbekendelse og Fadervor

Da jeg havde læst Sandbecks bog ”De Gudsforladtes Gud” var der et spørgsmål, der blev ved med poppe op, nemlig spørgsmålet om, hvordan Sandbeck kunne afsværge en almægtig Gud, når det nu er en del af vores kristne bekendelsesgrundlag? Det nævnes jo både i den apostolske og nikænske trosbekendelse. Det er der formodentlig mange, som har spurgt Sandbeck om. I hvert fald giver han svaret i sin efterfølgende bog ”Afsked med almagten”.

Det beror på oversættelsesfejl af biblen, at betegnelse ”almægtig” har sneget sig ind i trosbekendelsen, hævder Sandbeck, for ”Guds almagt optræder ikke én eneste gang i Bibelen[4].” (Sandbeck 2018: 19), og for øvrigt findes der slet ikke noget græsk eller hebraisk ord for ”almagt” (ibid: 21-22). For mig at se leverer Sandbeck en meget fin, lang og gennemarbejdet redegørelse for, at ordet almægtig (latin: omnipotent) har sneget sig ind i vores trosbekendelse gennem flere omgange af oversættelser, der tillige har været under indflydelse af græsk tænkning.

Til gengæld har vi en genuin kristen betegnelse for Gud, og det er, at han er vores far, siger Sandbeck. Jesus bruger netop billedet af Gud som sin far og den, vi må kalde far, fordi vi er hans børn. I far-barn-relationen ligger der implicit, at faren har en anden frihed og magt, end vi har (Sandbeck 2018: 110). Men det er en kærlighedens magt. Ikke en herskende tvangsmagt. Det ses tydeligt gennem Guds åbenbaring i Jesus Kristus. Her åbenbarer Gud, hvad det er for en slags magt, han gør brug af, nemlig en tjenende, omsorgsfuld og kærlig magt. Jesus bruger hyrdebilledet om sig selv og dermed om Gud. Hyrden har ikke magt over fårene, men drager omsorg for dem. Hyrdens magt er omsorg (Ibid.: 112-113). I bønnen Fadervor giver vi netop udtryk for vores håb om omsorg fra Gud. Vi beder om, at hans vilje må ske – hvilket nok i himlen, men ikke på jorden er en selvfølgelig. Vi beder også om, at Gud må fri os fra det onde, som er de magter både i- og uden for os selv, som ødelægger vores liv med- og for andre.

Mennesket mellem Gud og Djævelen – Luther mellem Wolf og Sandbeck.

Sandbeck og Wolf vil nok være enige i, at menneskets liv udfolder sig i en spænding mellem godt og ondt, men her ophører enigheden også. Wolf vil sige, at spændingen mellem godt og ondt er villet af den almægtige Gud, som står bag det hele (monisme). Sandbeck derimod vil sige, at Gud kun står på det godes side, hvilket samtidig indebærer, at der findes en form for modmagt til Gud i verden (dualisme).

Også Luther taler om, at mennesket er spændt ud mellem godt og ondt – mellem enten Djævelen og Gud, der besidder mennesket vilje (jf. også Lindhardt 1991). Mennesket er som en kampplads mellem Gud og Djævel (WA 18, 670 og 750). Samtidig med at Luther i ”Om den trælbundne vilje” forfægter denne dualisme, hævder han imidlertid i samme skrift også en monisme via forhærdelsestanken (WA 18, 707-708). Det er med andre ord Gud, der står bag alting også bag det, der forekommer os Djævelsk. Det er i dette perspektiv således ikke Djævel over for Gud, men så at sige Gud over for Gud. Gud bevirker alt i alle, siger Luther og accentuerer Guds almagt (WA 718-19)[5]. Det at Luther både en og samme tid taler om hhv. dualisme og forhærdelsestanke gør hans tankegang uklar og åbner for, at Luther kan tolkes på forskellig måde.

Det er netop, hvad Sandbeck og Wolf gør. De anvender på vidt forskellig vis Luther i deres teologi – og de kritiserer også begge Luther, men fra diamentralt modsatte positioner således at det, den ene ser som en svaghed i Luthers teologi, af den anden anses for at være en styrke – og omvendt. Wolf bygger i sin teologi på Luthers tale om den åbenbarede og den skjulte Gud. Hvad angår ovennævnte spænding mellem monisme og dualisme, undskylder Wolf Luther med, at han ikke her er ”på højde med sig selv systematisk set” (Wolf 2010: 46), og fremhæver ikke overraskende Luthers monistiske tilgang. Sandbeck, derimod, hævder at Luthers skrift ”Om den trælbundne vilje” er problematisk, fordi man her kan ”foranlediges til at tro, at Luther selv var spekulativ almagtstilhænger. Men bortset fra dette skrift har Luther et skarpt blik for, hvad der er vigtigt for troen og forkyndelsen, nemlig tilliden til Guds kærlighed og faderlige omsorg, snarere end almagten.” (Sandbeck 2018: 59-60). Sandbeck fremhæver særligt, at Luther i udlægningen af 1. trosartikel i sin ”Lille Katekismus” ikke med et eneste ord nævner almagten, men at Luther derimod pointerer, at Gud er den, der forårsager eller sørger for, at alt er godt. (Ibid: 44-45)

Afslutning

Er Gud almægtig? Hvis almægtighed indebærer – og det gør det jo i sin yderste konsekvens – at Gud er ubevægelig og upåvirkelig, så må svaret for mig at se være nej. For mig at se er Gud netop bevægelse. Han er den, der bryder grænser. Han er den, der bevæger, hvor ingen andre kan. Og han bevæges selv. Hvis han var totalt ubevægelig, ville han være død. Men Gud er jo netop den levende Gud. Og fordi han indgår i relation – til sig selv i sin treenighed og til mennesket – er han påvirkelig og ønsker at være det – ellers var han vel aldrig blevet menneske.

Gud er kærlighed. Det er hans magt i verden, det fortæller evangeliet os. Den magt giver netop afkald på at styre og bestemme. Men det er en magt, der bevæger, og som kan ændre alt. Især, hvis vi tror på den.

Der er en mening med kærligheden – det er der ikke med det onde.