”Aanden i naturen” 

Tekst: Christian von Tangen Sivertsen, sognepræst i Nyborg

Er naturen i en kristen sammenhæng guddommelig? Umiddelbart vil mange af os vel mene, at det er den selvfølgelig, ligesom naturen for rigtig mange mennesker i det hele taget er en umiddelbar og mere nærliggende vej til guddommelighedserfaring (såkaldt numinøs erfaring), end eksempelvis gudstjenesten eller de bibelske skrifter er det. Naturen er Vorherres egen katedral, som man siger. En katedral, der er tilgængelig for os alle, uden særlige forudsætninger.

Men frekventerer man teologien, bliver det knap så indlysende, da det her tværtimod ofte understreges, at naturen kristeligt forstået ikke er guddommelig, men højst er agtelse værd, som det udtrykkes. Bag den formulering ligger den opfattelse, at det er grundlæggende for kristendommen, at naturen ikke kan besidde guddommelighed, da det vil føre til panteisme, dvs. en opfattelse hvor Gud bliver identisk med sit skaberværk – hvor Gud er naturen.

Men kan det virkelig passe, at det er uforeneligt med kristendommen at mene, at naturen skulle være guddommelig, og at panteismen er den eneste, uundgåelige konsekvens af en sådan opfattelse?

Det spørgsmål har været en slags overordnet, polemisk ledetråd for mit studieorlovsprojekt, hvor jeg dels har villet vise, at der de facto har været en særdeles livskraftig og hævdvunden tradition i kristendommen, rodfæstet i de bibelske skrifter, for at opfatte naturen som guddommelig, og dels har jeg  dermed også villet argumentere for, at en sådan tradition sagtens kan rummes i en kristen kontekst. Den fører ikke nødvendigvis til panteisme, men derimod til det man kalder pan-en-teisme. En opfattelse, hvor Gud både er i sit skaberværk, men samtidig også er over, bag eller ved siden af det.

Samtidig har det også været et indirekte formål for mit projekt at vise, at romantikken (den tyske og den danske) i denne sammenhæng betegner et højdepunkt, idet man her udvikler en historisk set enestående sans for, hvordan ikke bare menneskelivet men hele ”al-naturen” er båret af ånd, en guddommelig kraft, der forbinder alt og alle på usynlig og uudgrundelig vis.

Bøgernes bog - de bibelske skrifter

Det mest fundamentale og afgørende skrift til forståelse og fortolkning af kristendommens natursyn er selvfølgelig skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente. Den kan der siges temmelig meget om, men i denne korte sammenhæng, skal der især peges på det gentagene udsagn om, at menneskets Gudgivne rolle i forhold til naturen er at skulle herske over den (”gør jer til herre over den, og hersk over havets fisk, himlens fugle…” osv ). Den formulering har haft en enorm, kontroversiel virkningshistorie, idet den bl.a. har betydet, at kristendommen er blevet og bliver beskyldt for at have et utilitaristisk syn på naturen, dvs., at naturen kun har nytteværdi ved at være til for menneskets skyld og ikke har nogen selvstændig betydning, og at især kristendommen dermed er hovedansvarlig for den vestlige verdens rovdrift på naturen.

Går man til den hebraiske grundtekst, er det dog ingenlunde indlysende at ”herske” skulle være en dækkende oversættelse af det hebraiske ord, hvilket man også har taget konsekvensen af i den nye bibeloversættelse, hvor man har valgt oversættelsen ”tage ansvar”. En oversættelse, der i langt højere grad flugter med det natursyn, der i øvrigt ligger gemt i Det Gamle Testamente, eksempelvis i beretningen om Noa og i Salmernes bog, hvor menneskeliv og natur opfattes som uadskilleligt forbundet, og i lige høj grad afhængige af ”Guds ånd” - foruden hvilken alt liv går til grunde.

Dette natursyn er også grundlæggende for Det Nye Testamente (NT). Men ellers er det faktisk påfaldende, hvor lidt naturen fylder i NT. Den er stort set fraværende, idet dens rolle hovedsageligt er at fungere som baggrund eller referenceramme i nogle af Jesu lignelser. Dog er der især én markant undtagelse, nemlig Paulus’ ord i Romerbrevet, kap. 1, 20, hvor han taler om, at også hedningerne har mulighed for at erkende/erfare Guds væsen, idet Gud udover i sin søn, Jesus Kristus, også har åbenbaret sig i sit skaberværk: ” Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger ….”.

Selvom det udsagn ikke rummer nogen direkte henvisning til naturen, så fik det ikke desto mindre en slags initierende funktion for den naturreligiøse tradition, der så småt påbegyndtes allerede i oldkirken, og som bl.a. viste sig ved, at naturen i stigende grad opfattedes som en bog, på linje med Bibelen.

Naturens Bog 

”Min bog er den skabte natur, en der altid er til min rådighed, når som helst jeg vil læse Guds ord”. De ord er abbed Anthonius (251-356) blevet tillagt, allerede før kristendommen bliver til statsreligion i Romerriget. Siden bidrager adskillige teologer til at udvikle og cementere udtrykket ”naturens bog”, som et udtryk for at naturen opfattes som en bog på linje med bøgernes bog, Bibelen. Det gælder eksempelvis ingen ringere end Augustin, den mest indflydelsesrige af kirkefædrene. Han skriver f.eks. i 400-tallet : ”Det er ikke alene den hellige skrifts autoritet, der forkynder Guds eksistens, men hele den natur, som omgiver os og som vi selv er en del af, udråber, at den har en ophøjet skaber, som har givet os en naturlig bevidsthed og fornuft”. 

Og den bog, naturens bog, kræver ikke nær de samme forudsætninger at læse i, som bøgernes bog gør. Alle har, som allerede Paulus skrev, akkurat de samme forudsætninger for at læse i den, og for deri at se, hvorledes ”Gud har skrevet verden med sin egen finger”, som det hedder et andet sted.

Middelalderen og frem

Selve udtrykket ”naturens bog” fostres således tidligt i den kristne historie. Det til trods, må man dog sige, at det først er betydeligt senere i kristendommens historie, at et mere positivt og omfattende syn på naturen for alvor finder fodfæste, nemlig så sent som i 1100-tallet. En fornyelses- og vækstperiode, hvor en form for vækkelse skyller ind over Europa. Inspireret fra Platon dannes f.eks. begrebet anima mundi (verdens-ånd), som et udtryk for, at verden er gennemstrømmet af en guddommelig ånd, der er al livs usynlige bånd, ligesom det også er i samme periode at f.eks. Frans af Assisi udfolder sine enestående tanker om skaberværket og skriver sin Solsang (og, parentes bemærket, samme frodige periode, hvori hovedparten af vores kirker bliver bygget).

Pladsen er her ikke til at gå i detaljer med, hvordan natursynet yderligere udvikler sig gennem 1100- tallet og videre (f.eks. hos Martin Luther, der har et overraskende positivt natursyn). Blot kan det nævnes, at naturvidenskabens udvikling i f.eks. 1600-tallet ligger i direkte forlængelse af overbevisningen om, at naturen er af guddommelig karaktér. At forske i naturen er simpelt hen identisk med at kigge dybt i Guds væsen. Teologi og videnskab er således to sider af samme uudgrundelige og mystiske sag.

Tilbage til romantikken

Meget, meget mere kunne nævnes, derunder hvordan den kristne mystik ofte udfolder et syn på naturen som guddommelig, og hvordan mystikken bliver én af den tyske romantiks store forudsætninger – og dermed også den danske romantiks. Og netop romantikken er i denne her forbindelse utrolig interessant, fordi den på mange måder bliver en slags kulmination på det natursyn, der udvikles igennem århundrederne. Et syn, der måske sammenfattes bedst med den tyske filosof, Schellings, ord, at ” naturen er den synlige ånd, ånden den usynlige natur”.

Til forskel for alle de forudgående århundreder ender dette ”åndelige” natursyn i romantikken dog med at blive sekulariseret, dvs. løsrevet fra kristendommen, for i stedet at indgå i tidens generelle mystisk-poetiske strømninger i litteraturen og kunsten i det hele taget.

Man kunne måske provokerende, og afslutningsvist, spørge om vi i dag, ikke kunne lære en del af romantikkens dybe og udbredte forståelse af, hvordan alt liv er forbundet med hinanden – uudgrundeligt, men lige livskraftigt? Ja, man kunne måske ligefrem gå videre og spørge, om tiden ikke var inde til, at naturen simpelt hen blev betragtet som guddommelig? I så fald, ville det ligge i den skønneste forlængelse af næsten 2000 års mere upåagtet kirkehistorie.