af: Vita Andreasen, sognepræst ved De 4 kirker, og præst for Kirken på landet, Fyns Stift og Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst i Kollerup-Vindelev, Arbejdsgruppen Kirken på landet
Der er momentum for landsbyudvikling lige nu, spørgsmålet er, hvilken rolle kirken på landet vil få i denne proces. Alle kan se, at globalisering, urbanisering, stordrift og storkommuner har ændret forholdene på landet, men spørgsmålet er, om kirken er parat til at tage medejerskab på de nødvendige forandringer indenfor og uden for kirkens mure.
Selvfølgelig er vi kulturkristne
Op gennem 0-erne har det været god latin at rynke på næsen af de ”kulturkristne”, som dem der ”kun” døber deres børn pr. tradition, dem der ”kun” går i kirke juleaften, og dem der synes, at kirken bare er noget, der skal være der. Men vi må erkende, at en skelnen mellem såkaldt ”kulturkristne” og ”rigtigt kristne” i dag ikke altid giver mening og særligt ikke på landet. Tværtimod er det sådan, at kirken står stærk, dér hvor den erkender, at den er en del af civilsamfundet, som noget der faktisk ”skal være der”, vedkender sig kulturen og samarbejder med beboerforeningen, forsamlingshuset, lokalrådet og fåre-lauget. Kirken på landet er og skal måske netop være noget andet end kirken i byen. Fordi kontekst og kultur er anderledes i Odense og Vejle midtby end i landsbyerne på landet.
At your service
Som udsendinge for Kirken på landet deltog vi dette efterår i et kursus for præster fra Rural Ministries i England arrangeret af Arthur Rank Centret tæt på Birmingham. Centret har i mere end 20 år været et kursussted for udvikling omkring Kirken på landet. Karakteristisk for vore engelske kolleger var, at de ikke oplever et større modsætningsforhold mellem landsbyens liv og kirkens liv. Man bruger hinanden og ”At your service” bliver på utallige måder deres ”brand”. Kirken er det naturlige ”mødested”, og ”Church Café” er et udbredt diakonalt projekt i kirken på landet i hele England. Frivillige og kirkens medarbejdere leder disse caféer og skaber forbindelser mellem folk, der bor på landet. Et sådant engagement vil også herhjemme kunne puste nyt liv i det slidte og ringeagtende udtryk ”servicekirke”. Begrebet ”servicekirke” er blevet brugt om dén kirke, der i nogles øjne blev for populistisk og til fals for det moderne menneske. Men kirken skal vel være kirke for det moderne menneske på landet og møde det i dets kontekst?
Kirken må tage medansvar for udviklingen
Kirken har også i Danmark noget at byde ind med. Steen Marqvard Rasmussen og Marie Hedegaard Thomsen afdækker i forskningsprojektet: ”Forskellige vilkår for kirken på landet”, at der heller ikke i Danmark længere findes en berøringsangst i forhold til kirken, som vi tidligere har troet. Og at der ligefrem er et ønske fra foreninger og institutioner om, at kirken bliver mere synlig, og at den vover at være ”til tjeneste” for landsbyens og kirkens fælles fremtid. Sagt lige ud: det er kirken, der skal få øje på sig selv som en afgørende aktør i lokalområdet, og som dén der kan være initiativtager og sammenkalde folk i lokalområdet. Der kan nedsættes arbejdsudvalg om alt muligt: fra hvem der bager pizza, til hvordan vi byder flygtningene i vores kommune velkomne, eller hvordan vi kan blive det måske eneste ”mødested” også i hverdagen, evt. drevet i samarbejde mellem landsbygraverne, kirke- og kulturmedarbejdere, præsten og menighedsrådet.
Livsverden og systemverden – der er forskel på, hvor fornyelsen kommer fra.
Det er Martin Modéus, biskop i Sverige, der i sin seneste bog: ”Gudstjenestens kerneværdier – om relationer, værdier og form i gudstjenesten” tager afsæt i denne skelnen mellem livsverden og systemverden. Livsverdenen står for et perspektiv på livet, som handler om relationer og nærhed. Det er livet, som vi lever det. Systemverdenen er det perspektiv på livet, som har at gøre med regler, strukturer og institutioner. Her handler det om organisering af livet. Modéus er optaget af gudstjenesten, men kan det ikke også gælde kirken på landet? Hvor tænker vi, at fornyelsen skal komme fra? Vil vi i Grundtvigs fædreland lykkes med at lade den komme fra livsverdenen, eller vil vi læne os tilbage og i skyggen af konkurrencestats-tænkningen og lade systemverdenen regulere fremtiden? Det er det store spørgsmål. Kirken på landet, der måske har været for passiv, skal opdage, at hvis den vil, kan den påtage sig opgaven, og være med til at omskabe den måske trætte landsby - være kirke ”at your service” med åbne døre og hvor det er let at glide ind i netværk af frivillige. Alternativet er, at fornyelsen udelukkende vil komme andet steds fra.
Præsterne skal spille en vigtig rolle i mobiliseringen og udviklingen
På landet er der store forventninger til præsten, og Kirsten Felter har i sin undersøgelse på KU ”Folkets forventninger til Folkekirken” afdækket denne positive forventning. Præsterne har i kraft af disse forventninger mulighed for at gå foran sammen med menighedsrådet i en omstillingsproces på landet. Præsten og menigheden har tilsammen evnen til at bringe mennesker i forbindelse med hinanden og ud af disse møder kan nye initiativer opstå.
Der er også brug for systemverdenen
Vi tror altså på, at fornyelsen skal vokse ud af livsverdenen, men det kan ikke adskilles fra systemverdenen. For der er brug for penge og mod til at udbygge teamsamarbejder, der rækker ud over præsternes samarbejde omkring gudstjenestelister. Alle i kirkens verden på landet skal udfordres på deres vilje og evne til at udbygge samarbejder. Og der er brug for et øget samarbejde mellem sogne og pastorater. Alt for mange steder bruges kræfterne på at finde frivillige til menighedsråd i to-fem sogne, hvor der er fælles præst. Tiden er derfor nogle steder inde til, at menighedsråd lægges sammen, men det kan også være kirkegårdsdriften eller kirke og kulturmedarbejder-ansættelser, som man skal samarbejde om i flere sogne.
At your service
Kirken på landet har fået sin egen projektleder, Hasse N. Jørgensen, ansat ved FUV, der i de kommende fire år vil tage fat i landsbyen og landsbykirkens udfordringer. Kirken på landet har således lige nu en enestående chance for at indgå i de landsbyudviklings-projekter, der er i støbeskeen. Kirken kan blive en vigtig faktor i en udvikling, hvor kirken og folket finder hinanden og skaber udvikling til glæde for kirke og landsby.
