Mariæ bebudelses dag
Af: Carsten Andreassen, Højby
Som forberedelse til at skrive denne vejledning fandt jeg nogle af de inspirationskilder frem, jeg gerne bruger. En af dem er den katolske teolog Karin Johnes tyske bøger, hvor hun giver en meditativ gennemgang af dels Mathæusevangeliet og dels Lukasevangeliet. I forhold til Mariæ Bebudelse er hendes meditationer så inspirerende for mig, at jeg har besluttet mig for at oversætte den lille del til jer, kære kolleger. Så i stedet for at inddrage det i den rytme, som Hanne Uhre opfordrer os til, får I derfor Karin Johnes meditation som et eksempel på, hvordan en bibeltekst åbner sig for mig.
Lige et hint til de af jer, der ikke er vant til en mere meditativ tilgang til de bibelske fortællinger: Husk at læse langsomt. De gamle kaldte det at ”tygge drøv” på teksten.
Jeg glæder mig til at høre fra jer, hvis Karin Johnes meditative tilgang også giver mening for jer.
Bogen hedder i øvrigt ”Die Kraft des Glaubens. Meditationen zum Lukasevangelium“ (Topos, 2000)
Grundlæggende meditation
Hvor Gud påvirker historien, bliver historien til frelseshistorie:
Det, der skete her, var en unik begivenhed i denne verden...
Men denne unikke begivenhed har lige siden været en realitet i vores verden...
Tekst meditation
"Englen" - oplevet virkelighed som et tegnfyldt symbol:
Levende Gud – hvor dit skjulte ord når os på en sådan måde, at det bliver mærkbart, dér åbenbares budbringeren – "angellos", englen…
Jeg mediterer over dine "budbringere", som har gjort dit ord mærkbart for mig: måske mennesker... måske bøger... eller noget andet?...
Ser jeg mine "engle"?...
"Maria" - historisk virkelighed som et tegnfyldt symbol:
Levende Gud, hvor dit ord ikke kun berører denne verden, men går ind i den, der har du forberedt jorden...
Marias kongelige oprindelse...
Marias liv indtil dette øjeblik...
Marias udvælgelse og benådning...
Jeg mediterer over, hvordan du beriger mennesker med din nåde…
Kan jeg måske se noget af det i mit liv?...
"Undfangelse" - oplevet virkelighed som et tegnfyldt symbol:
Levende Gud, dit ord er kimen til guddommeligt liv i denne verden...
Jeg mediterer over frøet som et symbol på, hvordan dit guddommelige liv, plantet i denne verden, nu ønsker at slå rod her, dvs. ernære sig af de jordiske kræfter og vokse af det...
Ser jeg også noget af dit liv vokse i mig?...
"Jomfruelighed" - symbolsk virkelighed som et tegnfyldt symbol:
Levende Gud, den jord, hvori du ønsker at slå rødder i denne verden, er altid "jomfruelig" - enten gennem nådig bevarelse eller gennem hellig renselse, der fortærer alt det urene...
Fornemmer jeg noget af dette også i mit liv?
"Trone" - en virkelighed præget af længsel som tegnfyldt symbol:
Levende Gud, ethvert af de frø, du planter i denne verden, er begyndelsen på dit herredømme over denne verden og den kommende verden...
Jeg mediterer over tilstedeværelsen af guddommeligt liv med dette formål...
Er jeg nervøs overfor opgaven?...
"Frugtbarhed" hos den, der ikke kan få børn - en virkelighed, der er sket som et tegnfyldt symbol:
Levende Gud, hvor du handler i denne verden, er intet umuligt.
Ethvert tegn peger på denne virkelighed...
Er jeg nervøs for de tegn, jeg møder?...
"Lad det gå sådan som du har sagt...", Et ja, der udtrykker en bekræftelse - en virkelighed, der er sket som et tegnfyldt symbol:
Troens mysterium: Hvor du, Herre, ønsker at komme ind i denne verden som en levende virkelighed, venter du på menneskets frie samtykke...
Jeg mediterer over dette mysterium i kristendommens historie...
Jeg mediterer over dette mysterium i mit livs historie...
Jeg mediterer over dette mysterium som en forbøn for en person, der står overfor en stor beslutning…
Salmeforslag
Jorden skal danse
Palmesøndag
Af: Anders F. Aastrup, Sognepræst ved Hjallese Kirke
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten?
”Herren har brug for det”, står der i teksten.
Jesus har brug for et æsel.
Den her søndag har Jesus brug for at blive båret.
Der findes veje, der er så tunge at gå, at man virkelig kan længes efter, at der kommer nogen og bærer én.
På samme måde har vi også brug for, at der er nogen der bærer os.
2. Ligger der et ”du skal” i evangelieteksten?
Vi mennesker har et ideal om, at vi helst skal være dem der bærer.
Vi skal være stærke, også selvom alt muligt svært møder os på vejen.
Der findes veje, der er så tunge at gå, at man virkelig kan længes efter, at der kommer nogen og bærer én.
Jeg tror, at vi palmesøndag skal lære af Ham, som er herre over alting.
Jeg tror, at han viser os, at det kan være en velsignelse at give slip på at ville klare alting selv og overgive sig til at blive båret. Vi skal vove at lade os bære….
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab denne dag?
Jesus lader sig bære i dag.
Han minder os om, at heller ikke vi altid behøver at gå selv.
Gud har rakt hånden ud – med kærlighedens bæreevne holder han hånden under os.
Jesus møder os fra det sted, hvor han lader sig bære.
Påsken er beretningen om en mægtig hånd, der bliver rakt ud imod os – en gudshånd, en kærlighedens hånd, der står klar til at bære.
Den hånd, den har på langfredag form som et kors.
Jesus bærer smerten og lidelsen, han bærer med på alt det svære og tunge og smertefulde, som vi hver især bakser med.
Og den Guds hånd, der vil bære os, den har næste søndag form som en grav, der er tom.
Jesus går levende ud af døden og rækker en mægtig opstandelses hånd ind under alle de tab, vi bærer med os.
5. Hvordan kan det evt. være relævant for din menighed?
Se ovenstående.
6. Hvordan kunne de første linjer lyde?
Jesus plejer ellers altid at gå.
Det er sådan vi møder ham, når vi møder ham i fortællingerne fra bibelens nye Testamente.
Som Vandringsmanden.
Han vandrer rundt. Han går fra sted til sted.
Han er altid til fods.
Men palmesøndag er det anderledes.
Palmesøndag bliver Jesus båret.
Siddende på et æsel drager han ind i Jerusalem.
Derind hvor påskens drama nu skal til at begynde.
Langfredag 2025
Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” 1 Kor 1,22–23
”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” 1 Kor 2,1–2
”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.” Gal 6,14
Jeg har svært ved at se, hvorfor det er blevet en diskussion, hvorvidt der skal prædikes til gudstjenesterne Langfredag. En pensioneret provst skældte mig engang ud for, at jeg ikke uddelte nadver Langfredag! Det synes jeg jo nok, jeg kunne argumentere for med tanke på nadveren som et opstandelsesmåltid, men prædike? Hvorfor ikke? Vi er nu engang kaldet til at vidne om det, som er større, end ord kan rumme, men som ved Guds nåde dog formidles ved ord og Ånd.
Da Langfredag ikke er en højmessedag, er der frit slag både med hensyn til liturgi og prædiketekst. Det har derfor været meget forskelligt, hvad jeg i tidens løb har taget fat på. I den følgende prædiken er det ordene fra 1 Joh 4. Prædikenen er fra 2023, men længslen efter en kærlighed, der består, synes ikke at være blevet mindre. Skulle jeg se med kritiske øjne på den i dag, ville jeg nok forsøge at vægte formidlingen af Guds kærlighed højere end nu, hvor jeg synes, at ”diagnosticeringen” fylder lidt rigeligt.
Som en lille reklame vil jeg tillade mig at pege på bogen: ”Kirken går udendørs” fra Kirkefondet, hvor jeg medvirker med en idé til en langfredagsvandring.
Prædiken:
Jeg vil tage udgangspunkt i et ord fra 1 Joh 4,10-11:
”Deri består kærligheden: Ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
Vi taler om kærlighed i dag!
Vi kunne have talt om mørke, lidelse og død. Det gør langfredag også. Vi hører det i musikken, vi hører det i teksterne, vi sanser det med øjnene i det mørke rum med det golde og tomme alterbord.
Men det er ikke et hvilket som helst mørke, en hvilken som helst lidelse eller en hvilken som helst død, vi er vidne til Langfredag. Det er den kærlighed, der består - helt ind i mørket, i lidelsen og i døden. Det er den kærlighed, der ændrer karakteren af mørket, lidelsen og døden.
For mørket greb ham ikke.
Men han greb fat i mørket, i lidelsen og i døden – og han forandrede den efter denne dag, langfredag.
Langfredag er først af alt den store forsoningsdag.
Deri består kærligheden: I at Gud har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Kærligheden består
Der kan tales om kærligheden som noget, der består!
Det har verden brug for at høre!
Jeg tror, at mange unge har brug for at høre, at kærligheden ER – uafhængigt af dem og deres performance!
Deri består kærligheden: Ikke i, at vi redder verden ved hjælp af vores ansvarsfulde liv!
Jeg tror også, vi er en del, som let fyldes af angst for, hvordan verden udvikler sig i disse år. Stormagterne krakelerer, tilliden mellem landene svækkes. Der oprustes. Kunstig intelligens kan fremstille en løgnagtig virkelighed, som om den var sandheden. Vil kærligheden sejre? Eller bliver kærligheden trængt mere ud på et sidespor? Bliver den kold? Vil den bestå?
Eller måske kæmper du din helt egen kamp for kærligheden? Jagter andres anerkendelse, fordi du aldrig fik den fra dem, der skulle elske dig? Kæmper med at forstå dine nærmestes kærlighedssprog? Længes efter kærligheden? At blive set, hørt, forstået – elsket!?
Når hele verden kun kan jagte kærligheden og længes efter den, taler Guds ord om en kærlighed, der består – udenfor din magt og dit ansvar.
Og deri består kærligheden: Ikke i noget af alt det, vi jagter eller prøver på at præstere! Og derfor heller ikke i, at vi har elsket Gud! Men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Den afdøde engelske præst John Stott gennemgår i en bog, hvem der er de skyldige i Jesu død. Han nævner flere:
- Bødlerne i direkte forstand. De gjorde deres job (ukritisk)
- De jødiske ledere, farisæere osv, som ville af med Jesus, fordi han blandede sig i, hvad vi ville kalde deres private anliggende: Deres hjerters forhold til Gud og andre mennesker. Han anklagede dem for at være kalkede grave: Fine og rigtige udenpå men fulde af død og kulde indeni. Det ville de ikke finde sig i og ville derfor have skaffet Jesus af vejen.
- Pilatus (jf. læsningen). Han finder ingen skyld hos Jesus. Han havde magten til at sætte Jesus fri, men skyder ansvaret fra sig, vasker hænder, men ”sætter sig i dommersædet” og overgiver Jesus til folkets dom og til korsfæstelse.
- Judas som for ussel mammon går på kompromis med, hvad hans samvittighed byder ham og overgiver Jesus til dem, der tager ham til fange.
Disse menneskers valg og fravalg fik Jesus dømt til døden. Og John Stott peger så på, at de selv samme egenskaber klæber til vores liv i dag – og derfor også gør OS til medskyldige i Jesu død. Ligesom Adam og Evas egenskaber, der førte dem til faldet, er helt genkendelige i vores eget liv i dag.
- Som bødlerne ukritisk gjorde deres job, går vi på kompromis med vores egen personlige moral med undskyldninger som: ”Jamen sådan gør man her på vores arbejdsplads!” Eller: ”Sådan er tonen bare her!”
- Som de jødiske ledere værner vi krampagtigt om vores pæne facade. Vi gør hvad der skal gøres. Ingen kan sætte en finger på os. Men hjertet bag! Bagsiden af medaljen og de handlinger, som kun de ganske få fik at mærke, den blander kærlighedens konge sig i! Og de fortæller OGSÅ den sande historie om, hvem du og jeg er.
- Som Pilatus har vi hver især et ansvar, som kun er vores. Vi ved, hvad der er det rigtige, og vi ved, hvornår ansvaret er vores. Alligevel vasker vi hænder eller peger elegant på andre og på deres del af ansvaret, som man behændigt siger, når man lukker øjnene for sin egen del. Men Jesus kendte Pilatus’ hjerte – og han kender mit og dit. Pilatus sendte Jesus i døden – og det gør mine skjulte og elegante synder også.
- Også når jeg er Judas, som for ussel mammon, status, ære, forfængelighed, velstand, økonomi knægter mine egne værdier eller skubber andre til side.
Nej – kærligheden består ikke i, at vi har elsket Gud.
For vi har dømt ham til døden i stedet!
Vi tog ham ind, når han skulle hjælpe os, når han passede ind i vores verdensbillede.
Men vi dømte ham til døden, når han blandede sig i vores ”indre anliggender” – om man så må sige!
Jeg tror ikke, jeg har tegnet billedet for hårdt op! I hvert fald kan jeg genkende mig selv også i noget af dette her. Jeg har også fældet dommen over Jesus – over ham, som ER kærligheden. Så en del af langfredags mørke råder stadig den dag i dag.
Men kærligheden består – nej ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder.
Ordet sonoffer spiller jo på Gamle Testamentes offertanke. Der var flere slags ofre i spil, og Jesus er næppe en oversættelse af ét særligt offer. Men med ordet sonoffer, kaster Johannes i hvert fald lys på Jesu kors og Jesu død som et offer, der bringes for at skaffe forsoning mellem Gud og mennesker. Men i det samlede billede må vi også have med, at Jesus både er ypperstepræsten, som bringer offeret, at han ER offerlammet, der føres til slagtning, OG at han igennem det hele er Gud selv, som igennem hele denne sonofferhandling og lidelseshistorie viser sin grænsespringende kærlighed – der består helt ind mørket, i lidelsen og i døden.
Og når John Stott gør så meget ud af afsløre, at vi besidder netop DE egenskaber, der slog Jesus ihjel, gør han det givetvis for at sige: At hvis du vil møde den Jesus, som døde for dig, må du anerkende, at også DU er fortabelsens og dødens mørke. ”Ak søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren græder, så får du vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale” Sådan synger vi til jul. Men sådan kan vi også synge til påske: Jesus opsøger dig i dalen – på dit mest ydmygende og ydmyge sted! Dér finder han sit fortabte menneske, og dér bliver Gud selv ét med sit fortabte menneske. Jesus bliver ét med sine bødler, med de jødiske ledere, med Pilatus, med Judas - og med dig og mig!
”Deri består kærligheden – ikke i, at vi har elsket Gud, men i har han har sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
Det er ikke meningen, at vi skal stå ved korsets fod og svælge i Jesu lidelse. Det er ikke Guds mening, at vi skal piske os selv over, hvad vores frelse har kostet Jesus. Men vi må høre, at når Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, så kan vi ikke nøjes med bare at være i verden som statister. Vi kan ikke bare lukke døren til kirken og mindes frelserens lidelser. Der findes en kærlighed, som må bæres ud i verden. Og det er os – de frigivne, de forsonede, de tilgivne – som må gøre det! Det skylder vi Gud, og det skylder vi alle dem, Gud elsker! Amen.
Påskedag 2025
Af: Nana Hauge, Hårslev-Padesø pastorat
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Påskedag er temaerne oplagt opstandelsen, det evige liv, døden, forgængelighed, uforgængelighed
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Ja. Du skal ikke forfærdes. Du skal ikke frygte. Du skal se, at Jesus er gået i forvejen.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Jeg vil fokusere på, at døden er overvundet og på hvordan vi kommer fra død til liv.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Jeg har et problem med ordet relevans, når det handler om kristendom og kirke og det åndelige liv i det hele taget. Hvis jeg alligevel skal sige noget, så må det være følgende: Evangeliet er relevant, fordi vi alle skal dø. Det har vi det utroligt svært med. Vi forbereder os ikke på det. Vi taler ikke om det. Vi udskyder alt, der handler om død og begravelse til det sidste. Vi tror, vi skal leve evigt her på jorden. Vi opfatter det som en fejl, når et menneske dør. Alt sammen fordi vi ikke kan leve med, at vi skal dø. Men det skal vi. Og der er en måde hvorpå, vi kan overkomme det. Ikke at det fjerner sorgen over døden. Døden er en fjende. Af livet og af Gud. Selv Jesus græd jo inden han skulle dø. Men det er alligevel en måde, den eneste måde, hvorpå vi kan leve med, at vi skal dø: Det håb vi i dåben er genfødt til.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Påskeliljen forbinder vi med påske, og mon ikke Grundtvigs salme Påskeblomst hvad vil du her, har været en medvirkende årsag hertil? Ser vi nu nærmere på salmens tekst, er den i grunden ret kryptisk. Nogle vil mene helt syret faktisk. Hvad skal vi fx forstå ved strofen: Hanegal og morgensang, synes mig af den udsprang. Det vil jeg prøve at forklare.
6. Prædiken til påskedag
Påskeliljen forbinder vi med påske, og mon ikke Grundtvigs salme Påskeblomst hvad vil du her, har været en medvirkende årsag hertil?
Ser vi nu nærmere på salmens tekst, er den i grunden ret kryptisk.
Hvad skal vi fx forstå ved strofen:
Hanegal og morgensang, synes mig af den udsprang.
Det vil jeg prøve at forklare.
Lad os starte på Vallekilde Højskole. Træder man ind i spisesalen, minder den i stilen om en nordisk høvdingesal fra vikingernes dage. Den er indrettet med bjælkeloft og træpaneler og vægmalerier med motiver fra vores kongesagn, den nordiske mytologi og bibelhistorien.
Et af malerierne forestiller sagnkongen Hadding foran muren.
Hadding kan vi læse om hos Saxo. Iflg. Saxo var han en god konge, der satte manddomsgerninger over fred og ro. Han kunne have levet i et behageligt liv i kongelig herlighed, men det var hans største glæde at hindre og hævne uret, ikke bare når den øvedes mod ham selv, men også mod andre.
Lige som alle mennesker til alle tider, tænkte Hadding også over livet efter døden. Han længtes efter det der kan fortrænge dødens gru, efter De levendes land, som G kalder evigheden.
En vinterdag ser Hadding en kvinde stige op fra gulvet. Hun har favnen fuld af friske blomster. Han følger efter hende for at finde det sted, hvor der vokser blomster om vinteren. De går ned i underverdenen. De dødes rige. Her er der tåge, men de finder en sti der fører dem ud på en grøn eng, hvor blomsterne gror. Så kommer de til en mur. De kan hverken komme over den eller under den. Da tager kvinden en hane, vrider halsen om på den og kaster den over muren. Straks efter hører de hanen gale fra den anden side. Den døde hane er blevet levende. Da ved Hadding, at han står overfor muren til De levendes land.
Det er denne myte Grundtvig henviser til i sin salme. Han forbinder altså hanens gal med beretningen om den tomme grav. Begge peger på Det evige liv.
Men hvordan kommer Hadding over Muren? Eller igennem den? Hvordan når han frem til De levendes land, som Grundtvig kalder evigheden.
Det er spørgsmålet. For Hadding såvel som os. For på mange måder står vi lige så rådvilde over for dødens mur som Hadding. Vi kan ikke komme over den. Vi kan ikke se hvad der er bag den,
Der er dog den afgørende forskel – at Hadding havde jo ikke hørt om Kristus, som kan besejre døden og gå igennem døre og vælte sten fra. Men det har vi. I 1000 år har kirken peget på vejen gennem muren.
Vejen sandheden og livet, som vi også kalder Jesus Kristus, som stod op fra de døde Påskemorgen.
Vi behøver altså ikke blive stående hverken overfor muren eller ved den tomme grav. Englen har jo forklaret og udlagt den tomme gravs betydning for først kvinderne ved graven, siden for os.
Men kan vi tro på det? Kan de døde virkelig opstå, spørger Grundtvig også. Er det virkelig sandt? Er det ikke bare virkelighedsflugt at tro på opstandelsen? Det er i hvert fald en af de hyppigste indvendinger mod kristendommen.
Men evangeliernes vidnesbyrd er på ingen måde eskapisme eller virkelighedsflugt. Evangeliet tager det onde, sorg og døden yderst alvorligt. Evangeliet siger jo netop: du er i så dyb nød, menneske, at du ikke kan frelse dig selv. Intet mindre end Guds søns død kunne gøre det.
Dit liv er skrøbeligt, lige så skrøbeligt som blomsten, der står idag, men er væk i morgen.
Men fordi Jesus betalte syndens sold, skal vi ikke mere være i dødsriget for evigt. Vi skal ikke, dø men leve.
Det er det Kristi død og opstandelse betyder for dig. Syndernes forladelse med forventningen om en glædelig opstandelse, når Han engang kommer igen.
Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed? Sådan siger Jesus til Marta, da hendes bror, Lazarus ligger død i graven.
Og det er virkelig sandt. Hvis vi lytter Guds ord, så kan vi virkelig komme til at se Guds herlighed, se det mirakel tilværelsen er, se livets hellighed. Og livet ER virkelig et mirakel. Vi skal passe godt på livet, på de andres liv som den gave fra Gud det er.
Men en dag, det ved vi, vil livet her i denne verden være slut.
Hvor herligt og betydningsfuldt og mirakuløst det end har været – så får det en ende.
Da er det, at vi skal lytte til ordet om Det store mirakel: Opstandelsen.
Et hanegal varsler morgen og en ny dag. Sådan varsler hanegalet fra påskemorgen, ja fra søndags morgen, så sandt som hver eneste søndag er en lille påskedag - at der er noget på den anden side af dødens mur. Vores menneskeliv ikke bare skal destrueres i graven. Nej det ender godt.
Amen.