Sidste søndag i kirkeåret 2024
Af Ina Balle Aagaard, Hospitalspræst OUH
Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
I Mikateksten ser jeg et stærkt håbstema trods det store arbejde der skal gøres: Sværd og spyd skal smedes om, ligesom vi skal smedes om, men trøsten er, at Herren vil vise os sine veje.
Paulus minder os om vores ansvar. Det er vigtigt at reflektere over hvad vi står i. Hvilken retning følger du? Har du taget lemmingkasketten på – eller træffer du et bevidst valg i de ting du gør?
Mathæus tema handler om menneskets sårbarhed. At evangeliet er for alle som anerkender sin egen svaghed, manglende evner og afmagt, har indset sin egen begrænsning i alt det jeg ikke selv er herre over og ikke kan ændre på. Kunsten/evnen til at høre Jesu trøstende ord kan være forbundet med en lang, men livs-udvidende rejse.
Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
I evangelieteksten ligger der er et: Du skal ikke bære dit liv alene, du skal vide, at du er et elsket menneske. Gør det du magter og overlad så resten til Gud.
Vi bilder os ind at vi er i kontrol over vores eget liv. At vi magter mere end vi kan. Vi planlægger aktiviteter i ugedagene der kommer, den næste friweekend, fødselsdage og ferier. Når så vi rammes af modgang og vi ikke kan overskue tingene længere, bebrejder vi os selv og vi skammer os. Vi er ikke gode til at operere med vores egne begrænsninger, det er sjovere og sejere når vi kan vise styrke og overskud.
Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Det vigtigste budskab denne dag er, at vi er sårbare mennesker der kan rammes af al mulig modgang uden at det er nogens skyld. Men at vores sårbarhed er et fælles vilkår for alle mennesker. Vi kan dø af alt muligt. Ulykker, sygdomme og sorg rammer mennesker i flæng. Når ulykker og sygdomme rammer os, så er det ingen skam. Jo bedre vi er til at dele dét vilkår, jo mindre ensomme bliver vi.
– og hvordan er det relevant for din menighed?
Det er relevant for min menighed at høre trøsten i: At vi ikke er alene når vi bliver kastet ud i en eksistentiel krise. Gud passer på os i liv og død. Vi kommer alle ud for kriser. Kriser åbner for en sårbarhed vi allerede besidder, men som nu gør os klogere på hvad meningen med mit liv er.
Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Første sætning kunne lyde:
Rembrandt malede i 1633 ”Stormen på Galilæas hav” som viser hvordan et skib kæmper op imod stormen, mens det bliver kastet hid og did af de store bølger, sejlene er revet itu, og bølger slår ind over stævnen. I højre hjørne af maleriet ser man Rembrandt selv sammen med Jesus i skibet, mens de forsøger at redde livet for de 13 mænd ombord.
Maleriet billedliggør, et sted man ikke ønsker at opholde sig frivilligt. Et sted, hvor man ikke kan kæmpe imod krisens stærke kræfter, som bølgetoppe der skaber følelsesmæssig storm og uro inde i os. Men ligesom skibet, må vi lade os føre afsted, mens vi navigerer i stormen ved vores måde at forholde os til krisen på.
Når bølgerne bliver for høje og turbulente, kan de bringe skibet i fare. Det, vi selv kan gøre, er at acceptere bølgernes uro, fordi vi ikke kan gøre noget ved selve stormen. Til gengæld kan vi forsøge at navigere skibet ved at kontrollere sejlene.
Vi kan f.eks. sænke sejlene så skibet holder sig flydende for at overleve. Andre dage er havet mere roligt, og skibet er i stand til at bevæge sig fremad med højere hastighed.
I Lukas` fortælling om ”Stormen på søen” vækker disciplene Jesus, der var faldet i søvn og kalder: »Mester, Mester! Vi går under!« Jesus rejser sig og truer af stormen og bølgerne; så de lægger sig, og der bliver blikstille. Men han siger til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede spørger de hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?«
På samme måde spørger vi os selv: Hvor kan jeg finde hvile? Hvad er meningen med min indre storm? Hvorfor rammes jeg? Hvem har jeg, som kan hjælpe mig i mit liv?
1. søndag i advent 2024
Af: Thomas Lindqvist Neergaard, Sct. Jørgens Sogn, Svendborg.
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
A. FORVENTNINGENS GLÆDE
Man siger, at forventningens glæde er den største, og det er der noget om. Er man i tvivl skal man blot se et barn, der glæder sig så meget til at åbne pakkerne juleaften, at de store forventninger umuligt kan indfries. Det gælder nu også mange voksnes forventninger til livet, hvor mange har alt for store forventninger både til omverdenen og sig selv. Enhver dåbsmor kender forventningspresset fra det omgivende samfund, hvor alle har en forestilling om, hvordan man er ”rigtig mor”. Utilstrækkelighedsfølelsen klæber sig til os i den tid, vi lever i.
Vi har ofte alt for store forventninger, og derfor kan vi næsten kun skuffes.
Men med Gud er det omvendt. Her skuffes man ved første øjekast: En pjalt, der kommer ridende ind på et æsel – eller et lille snottet spædbarn i en stald – Vor herre bevares! Til gengæld afløses skuffelsen af forventninger, som rent faktisk indfries.
Vi oversælger og Gud ”undersælger”. Det der ligner en skuffelse viser sig, at rumme den største gave til alle mennesker.
B. SAGTMODIGHED
Jeg tror det er en klassiker at prædike over dette lille fine ord: At sætte Jesu ydmyge og milde sindelag overfor tidens konger og stormænd (og vel også som en modsætning til vores liv og forventninger). Men med valget af Donald Trump, synes jeg, at udtrykket får fornyet sin relevans, for der er efterhånden ingen verdensledere tilbage, der har nogen form for sagtmodighed tilbage: Trump, Xi Xin Ping, Putin, Netanyahu, Hamasledere – og fortsæt selv listen. Det er alle magtfuldkomne, selviscenesættende og kontrolende mennesker.
Efter at have genlæst Josvabogen ifm et bibelmaraton, har jeg måttet sande, at det gammeltestamentlige kongebillede heller ikke er særlig sagtmodigt. Tværtimod! Jesus skiller sig i den grad ud – dengang som nu!
Hvad siger det om vores Gud? Og hvad siger det om den måde, vi skal leve vores liv på? Det hebraiske ord for ”sagtmodig” skulle vist nok være ”anah”, som betyder ”at bøje sig”. Og det er det Gud gør julenat. Han bøjer sig ned til os. Måske vi også skal lære os selv at bøje os til ham – og hinanden!
C. GUD KOMMER TIL OS
Det er altid interessant at arbejde med gudsbilleder, også første søndag i advent: For hvad er det for en konge (eller Gud), der kommer til os?
Da Kong Frederik blev udråbt på balkonen d. 14. januar i år, talte han om, at der var ”noget, der er større end os”… Det begreb er formentlig det mest benyttede ”gudsbegreb” i vores samfund i dag, hvor de færreste tør sige, at de tror på Gud. I så fald er det svært at definere hvilken konge, der kommer. Men er den Gud, der kommer ”større end os”, harmonerer det dårligt med æselmanden, vi hører om i dag.
Mange har nu også opgivet deres religiøsitet og er – som det hedder – blevet guder i eget liv. Har man selv magten over tilværelsen, har man ikke brug for andre end sig selv. Hvem er så den ”konge, der kommer til dig”? Ifølge denne tankegang, kommer du til dig selv, redder dig selv, finder dig selv… Du er kongen i dit eget liv… Men så sker der det, som man af og til erfarer, når som præst møder mennesker på kanten af livet: At ”gud-i-eget-liv” ideen krakelerer totalt, når sygdom og modgang rammer. Jeg har siddet med alt for mange dødeligt syge, der graver sig ned i gudsbilleder som det, der præsenteres i sl. 24:
Den stærke konge, som kun kommer til dem med ”skyldfri hænder og rent hjerte”… Men det har de ikke, og derfor tror de, at de er fortabt. Så er der INGEN konge, der kommer til dem.
Så gælder det om at give dem et andet gudsbillede – fx det, vi møder i teksten i dag. Umiddelbart et udskud på et æsel, men han er mere end det. Han er menneske, der rummer alt det, vi lever i og med. Men han er også den Gud, der kan tage det på sig, som vi ikke kan bære selv. Derfor er han den, der rummer alt og alle (eller alt i alle).
Det er ham, der kommer til os, når vi behøver det. For han er større end os.
D. OM DØRE…
Jeg taler helst ikke om ”kirkeåret” i mine prædikener. Jeg synes nemt det bliver lidt tørt, tungt og ligegyldigt (men det kan være fordi jeg ikke har fundet nøglen til det endnu).
Ikke desto mindre er det selvfølgelig oplagt med et nyt kirkeår at tale om begyndelser og slutninger – og med sl. 24 i hånden (og vel også evangelieteksten, selvom porten ikke nævnes direkte), kan man tale om ”døre”: At åbne døren til noget nyt – eller at lukke døren bag sig.
Dørtærskler, overgange (bruden der bæres over dørtærsklen), de døre, man møder hver dag og hvad synet af dem vækker i én. Man kan smække døren i hovedet på andre eller holde den pænt, så folk kan komme ind. Tit bliver vi inde bag lukkede døre… Men i dag sparker Jesus døren ind til os, og man kan ikke smide ham ud igen. Vi skal lukke ham ind – og gerne selv gå videre sparke døren ind hos hinanden?
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Ja, det gør der vel: Når nu kongen kommer til dig – og det råbes i samtlige tekster – så skal du også tage imod ham og lukke ham ind i dit hjerte.
(Det siges jo virkelig flot i salmen Gør døren høj, gør porten vid (v. 6): ”Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig”!)
Et andet flot billede på, hvordan man lukker Kristus ind, findes i epistlen i romerbrevet: ”At tage lysets rustning på”. Det er mere krigerisk og knapt så rosenrødt, men af og til kræver modtagelsen jo også, at man selv giver videre af det, man har fået. Og det kan bestemt være en kamp!
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Elisabeth Dons Christensen har skrevet et digt, der hedder ”Adventsdigt til en travl husmor”, hvor hun skriver:
”Snart vil vi se,
at det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.”
Det er simpelthen så flot, og det rammer temaerne spot on. For den der sidder på kirkebænken og allerede er ved at brække sig over julen, alle forventningerne eller for den der af forskellige årsager drømmer om – på kirkeårets første dag – at begynde på en frisk, er det befriende at huske, at det hele ikke handler om os og vores bedrifter. Vi skal ikke nå noget, det er Kristus, der skal nå os: Kongen kommer til os alle – så husk at lukke ham ind!
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Det synes jeg er forklaret ovenfor.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Forventningens glæde er den største.
Citatet tilskrives Søren Kirkegaard, og der findes en historie, hvor han selv demonstrerede sin tese på en sær og brutal måde: Engang inviterede han sin forlovede, Regine Olsen, i teatret. Og Regine glædede sig som et lille barn.
Hun gik og talte dagene og overvejede, hvad for en kjole og hvad for en hat, hun skulle have på den aften.
Da tiden endelig kom, spadserede Søren og Regine igennem Københavns gader mod Det kongelige Teater.
De hilste på de fodgængere, som de passerede, og konverserede lidt med de andre teatergæster inden de gik ind i teatersalen og fandt deres pladser.
Nu var de klar til, at forestillingen kunne begynde.
Men i samme øjeblik tæppet går op, rejser Søren Kierkegaard sig og tager Regine under armen – og så forlader de teatret med den forklaring, at forventningens glæde er den største.
Og den glæde har Regine jo allerede fået.
Så er det ikke nødvendigt at se selve skuespillet.
Historien slutter med, at Kierkegaard brød forlovelsen samme aften.
Forventningens glæde er virkelig den største.
Tænk bare på det lille barn, der juleaften glæder sig så inderligt til at åbne gaver. Men det lille stykke plastik fra Kina var blevet pustet så meget op, at de ikke kunne matche virkeligheden…
Sådan var det også for folket i Jerusalem. I dagens tekst skuffer Gud…
2. søndag i advent 2024
Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
Adventssøndagene har alle fokus på Guds komme til os ved Jesus Kristus. Gud er altid på vej hen imod os. Det accentueres på forskellig måde de fire adventssøndage, så de nuancer må derfor gerne skinne igennem til de enkelte gudstjenester. Anden søndag i advent spiller på trosbekendelsens ord: ”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde” – altså Kristi genkomst og evighedshåbet.
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
a. Esajas' Bog 11,1-10: Rodskuddet af Isajs stub. Roden, som måske ellers skulle fræses. Israel var i knæ. Men håbet var knyttet til en ”Neza” – et rodskud, der skulle udspringe af Isajs rod – altså af kongeslægten fra Betlehem. Ordet ”neza” genfindes i ordet Nazaræer (Matt 2,23), hvor det bruges om Jesus af Nazareth. Håbet i håbløsheden er knyttet til Messias. Det knyttes til den samhørighed med Herren, der ligger i at ”kende” ham. Adam kendte sin hustru, og hun fødte en søn – samme ”kende-ord”. I det nye Messiasrige sejrer ord over vold.
b. Romerbrevet 15,4-7: Håbet udfoldes også her: ”Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.” Håb og enhed i Kristus hører sammen. Enheden søger både indad i et Kristus-fællesskab og udad mod brødrene og søstrene. Det er vel den enhed, der også er kirkens håb?
c. Lukasevangeliet 21,25-36: Angst og håb. Angsten er knyttet til forandringer i universet og oplevede naturfænomener. Det paradoksale er, at netop det, der får mennesker til at gribes af angst af Gud ses som forårstegn, der forkynder håb. Et begyndende juleevangelium, der fletter sig sammen med de korte dages tid og lysets tilbagevenden. Jeg tænker ikke, det giver så meget mening at tolke de aktuelle vejrfænomener som tegn på ”de sidste tider”, men man bør ikke gå udenom den angst, disse ting kan fremkalde – også en længsel efter, at det en dag må få en ende og jorden blive ny. Håbet om altings fornyelse er ikke ansvarsforflygtigelse men kan motivere for at deltage i Guds fornyelse af skaberværket.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
a. ”Ret jer op og løft jeres hoved” – Oversat: Kristentroen giver dig grund til at se andre muligheder end dine egne! Vender du ryggen til solen, ser du kun din egen skygge! I den konkrete tekst handler det om forløsningen, der er nær. Det ord er værd at ”smage på”.
b. ”I skal vide, at Guds rige er nær” - Oversat: Himlen er virkelig og alting bliver faktisk nyt en dag, sådan rigtigt! (Og ja, teolog: Guds rige er også i os og alt det der, men 2. s. i advent må vi godt have det lange lys på!)
c. ”Tag jer i agt overfor sløvhed i form af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer”. Oversat: Behøver vi det? Vil det ikke også i dag give et godt fokus på de gode ting, hvis vi undgik svir (utroskab), drukkenskab og dagligdagens bekymringer?
d. ”Våg og bed”. Oversat: Igen: Keep it simple: Vær vågen overfor det indre liv og bønnen! Søg sammen med andre, du kan dele liv og tro med og bed for hinanden! Det har været nogle af de største glæder i mit liv, når nogle har sluttet kreds om mig og bedt for, hvad der lå på mit hjerte!
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
a. Håb i mørket, tillid til Kristus og til Guds frelsesplan
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
a. Fordi bekymringen for verdens tilstand nok må siges at være generel. Men nok også tunnelsynet: At vi indkrogede i os selv ikke ser det håb, der kommer os i møde i Kristus – og som dermed også allerede er til stede i og med Guds rige her og nu gennem Guds ord og sakramenter, bønnen og de troendes fællesskab (for nu at sige det lidt dogmatisk)
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
a. Den lød engang noget i retning af: ”Umiddelbart inden tidligere minister Flemming Kofoed Svendsens søn og børnebørn i 2004 skulle rejse nogle måneder til det skønne Thailand, samlede de familie og venner til gudstjeneste i Birkerød Kirke. Flemming skulle prædike. Det var 2. søndag i advent og teksten lød, som vi netop har hørt det: ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” 2004 var året, hvor en stor tsunami hærgede Phuket i Thailand, og den lille familie var blandt ofrene! Det er jo næsten grotesk, at netop de ord skulle blive nogle af de sidste bibelord, de unge havde hørt i dette liv. Men for familien blev ordene også en påmindelse om et håb, der rejser sig som et fyrtårn netop midt i det allermørkeste kaos…..”
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Lukasevangeliet 21,25-36
