4. søndag i Advent 2024
Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Det første tema er Guds udvælgelse af os til bestemte roller. Johannes rolle er at være det menneske, der ikke peger på sig selv, men peger på Jesus, da Johannes kun er udvalgt til at bane vejen. Et andet tema er vidnesbyrd, for i evangeliet vidner Johannes om Jesus og det er i de ord evangeliet bliver givet videre mellem mennesker.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
På fjerde søndag i advent overværer menigheden, hvordan Johannes giver stafetten videre. For Jesus står midt i blandt dem klar til at træde ind på scenen, men de kender ham ikke endnu. Et ”Du skal” kan måske konstrueres ud fra, at det må være menighedens pligt, som Johannes, at vidne om Jesus og fortælle om hvem han er og hvem vi er i kraft af det. Johannes klarer det flot ved at fortælle os, at han ikke engang er værdig til at løsne hans skorem og prædikanten kan tilføje, at alligevel får disciplen lov ved afslutningen af evangeliet til at vaske Jesu fødder.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Vidnesbyrdet bliver nok det bærende i prædikenen. For dem, der besøger Johannes, vil have et klart svar på om han er Kristus, men han fortæller dem i stedet, hvem han ikke er. Derefter peger han på en midt i blandt dem, der vil træde frem. Den person, som ikke én af os ikke allerede har gættet hvem er, siger Johannes faktisk ikke er Kristus, selv om vi alle tænker det. Johannes peger dermed på, at det er i relationen, at vi finder ud af hvem Jesus er. Det er altså enhvers egen opgave, at finde ud af om Jesus er Kristus, den pointe kan der komme en god prædiken ud af. Der til kan det andet tema tilføjes, at vi kun er udvalgt til at vidne om Jesus, ikke at være ham i fortællingen.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Der var ingen menighed, hvis ikke Jesus var trådt frem, der var nok heller ikke kommet en menighed, hvis ikke det han sagde og gjorde, skabte forbindelse mellem ham og dem han mødte. Det han gjorde fik folk til at indse, at han måtte være Kristus. Det har de så peget på lige siden og i dag er det vores tur til, at kunne udpege ham som Kristus for en menighed i 2024.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde? - Vedhæft evt. din prædiken
Hvem peger du på…
Juleaften 2024
Af Eva Fischer Boel, sognepræst i Munkebo
1. Hvilke temaer ligger der umiddelbart i teksten?
Der er rigtig mange mulige temaer i teksten. Her er nogle af dem, jeg ser:
A: Guds ansigt i barnet, i mennesket. Gud gør os til sit medmenneske julenat.
B: Gaven fra Gud – og gaver i det hele taget. Hadegaver/ønskegaver. Er det altid ønskegaverne, vi bliver gladest for? Var Jesusbarnet et ønskebarn for dem, han dumpede ned hos?
C: Fred (i en ufredstid). Giver det overhovedet mening at tale om fred – og hvordan?
D: Magt – hvilke slags kender og møder vi, og hvilken har den største styrke, når det kommer til stykket? Hvad er det for en måde, Gud viser sig magt på julenat?
E: Folketælling. Hvorfor tæller vi? Er det alt eller alle, der tæller? Og hvad bruges tallene til?
2. Ligger der et ”du skal” i evangelieteksten?
Som altid – og ikke mindst i juletiden: Du skal elske din næste som dig selv – for du er altid allerede selv elsket
Hvordan det nærmere accentueres, afhænger lidt af, hvilket tema, der tages udgangspunkt i (selvom temaerne selvfølgelig i nogen grad overlapper hinanden).
Ad A: Vi skal se Guds ansigt, barnets ansigt, Kristi ansigt i vores næste. Gud blev menneske, for at vi før noget andet skal se et menneske i den, vi møder på vores vej gennem livet.
Ad B: Du skal tage imod den gave, du får. Og nogle gange viser det sig, at den gave, du til at begynde med bare hadede, bliver den, du husker med glæde. Hella Joofs lille fortælling ”Papmachéreglen” er en fin illustration af det.
Ad C: Tro på fred! Gud insisterer på freden ved at blive menneske i det mest sårbare af alt: Et lille barn i en møgbeskidt stald. Vi skal også turde tro på freden, skønt det næsten er kontraintuitivt – men det var vel også kontraintuitivt, at Gud blev menneske?
Ad D: Giv slip på kontrollen! Det er alligevel næsten ikke noget, vi har magt over, når det kommer til stykket. Når alt kommer til alt, vil vi se, at det ikke var det vi nåede eller magtede, der betød noget, men derimod det, der nåede os (som tidligere biskop i Ribe Dons Christensen vist har sagt). Og Gud kommer til os. Ikke med pomp og pragt og magtdemonstrationer, som vi ellers kender dem, men med en helt anden slags magt. Kærlighedens magt.
Ad E: Count your blessings! Er der noget, vi er gode til, så er det at putte regneark og at tælle. Tal er magt, tal er overbevisende. Det var vel også derfor, Augustus befalede at holde folketælling. Vi tæller som aldrig før, og det er som om det, der ikke kan tælles, ikke rigtig tæller. Men hvad tæller egentlig, når det kommer til stykket? Og hvad tæller hos Gud?
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab denne dag?
At vi først og fremmest er mennesker. Det er banalt, og alligevel har vi det med at glemme det. Glemme at vi selv bare er et menneske, og at andre faktisk også er mennesker. Vi er fælles om at være fejlbarlige mennesker. Der er alt for meget fokus på det, der skiller os ad. Alt for meget ”først”:
”America first”! Den kommende præsident i USA bruger en retorik, der i den grad er med til at umenneskeliggøre dem, der kommer udefra (They´re eating the cats).
”Family first” er et udtryk, jeg på det seneste er stødt på herhjemme flere gange. Dette ”først” er problematisk, hvis det betyder, at andre holdes ude eller at andre menneskers behov bliver ligegyldige. Forældre til børnehavebørn og skolebørn er i stigende grad alene fokuseret på deres eget barn og dets behov og i mindre grad på fællesskabet og det, at deres barn faktisk indgår i en sammenhæng, hvor det også er nødvendigt at tage hensyn til andres behov.
Identiteten først! Identitetspolitikken og wokeismen har fyldt og fylder rigtig meget. Bagsiden er, at det fællesmenneskelige nedtones, ja næsten latterliggøres. En hvid mand er først og fremmest en hvid mand. En transseksuel siskønnet (hvis man kan være det?) er først og fremmest det. Mange er optagede af det særegne og unikke og af at skille sig ud. Men er vi ikke først og fremmest mennesker? Og netop fælles om at være mennesker.
Jøderne først! Det var vel den forventning det jødiske establishment havde til deres frelser. Og hvad gjorde han så? Han så mennesket først – dernæst det jødiske og alle de regler og særpræg, der var knyttet hertil.
Gud blev menneske for at se os i øjnene, som det vi er: Mennesker. Og for at vi i mødet med han skal lære at se hans ansigt i den, vi møder.
4. Hvordan er det relevant for din menighed?
Det bliver vel aldrig irrelevant at blive mindet om, at vi er mennesker. Vi er først og fremmest bare mennesker. Også den, vi ikke kan lide, er et menneske. Også vores sure moster eller irriterende svigermor, er et menneske. Den hvide mand, den sorte kvinde eller den farvede nonbinære er et menneske. Også vores fjender er mennesker. Donnald Trumph er et menneske (det skal jeg huske!)
5. Hvordan kunne den første sætning af din prædiken lyde?
Måske de vise ord af Grundtvig: ”Menneske først, kristen så”. Eller måske: ”They’re eating the cats!”
Juledag 2024
Af: Nana Hauge, Hårslev-Padesø
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Jeg vil tage udgangspunkt i sætningen ”det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land.”
Det vi skal lægge mærke til her er, at lyset kommer udefra. Det kommer ikke fra mennesket selv. Det er ikke mennesket, der skaber lyset. Nej, mennesket er i mørket. Det er både en naturlig erfaring, og det er evangeliets påstand: Vi er i mørket, vi bygger i mørket og dødens skygge. Lyset og varmen kan vi ikke selv skabe. Det kommer udefra.
Det har jeg engang skrevet en kronik om som kan læses her: Præst: Julen er ikke en fejring af os selv, men af noget, der skænkes os | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
2. Der ligger et underforstået skal: til kirken, til den kristne.
Du skal og kan ikke selv skabe lyset. Lyset kommer fra Gud.
Du skal derfor, kirke, ikke hente din berettigelse og glans fra verden, men fra det lys der kom til verden udefra – ham hvem verden er blevet til ved og som i den grad er kirkens eneste lys.
Du skal derfor sluge din stolthed. Julens budskab kræver, at du nedjusterer forventningerne til hvad du kan og skal.
For julen, Lysets frembrud over verden, Herrens herlighed over dig, betyder jo, at du i dig selv er fortabt. At der i dig kun er mørke. Ja julens budskab er i grunden, at du er så fortabt, at intet mindre end Guds søns død kan frelse dig.
Julen er på den måde den mest usentimentale og realistiske måde at se på verden og på mennesket på. Julens budskab er ikke, at vi bare skal tage os sammen, så går det nok, så kan vi gøre verden til et bedre sted. Nej for vi rummer et mørke, som vi ikke selv kan oplyse eller forstå til bunds. Et mørke som vi ikke selv kan overvinde. Heller ikke med alt det bedste vi har. Med velfærdsstat og uddannelse, med demokrati og menneskerettigheder eller med videnskab og teknologi. Uanset hvor gode og nyttige disse ting er, så kan de ikke endegyldigt trænge mørket i verden væk.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Julens, kristendommens budskab, er at Guds søn kom til verden, den verden han selv står bag. Det lille barn i krybben er verdens lys, ham og ikke verdens eget blændværk. Hvor indtagende denne verdens herligheder, vigtige politiske sager og hvad der nu lige er på mode, end kan være er det bare bobler og glar, som kan briste så let som ingenting.
Det skal kirken gerne afspejle: At dens Herre er nok i verden, men ikke af verden og at han kommer med en fred, der ikke er som den verden giver. Lyset der er tale om her, er ikke menneskers lys eller fremskridt, hvor store og fantastiske de end måtte være - men Guds lys.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Jeg har et problem med spørgsmålet om relevans og nytte. Hvad skal evangeliet nytte og gøre godt for? Det er en farlig vej at begive sig ind på. Evangeliets berettigelse er ikke dets relevans, men at det er sandhed.
Det kan se så fattigt ud, men det er alt. Det er alting. Det er hvad kirken har at give af.
Det er ikke altid kirken stiller sig tilfreds med det– nej man vil gerne byde på mere. Være en faktor i samfundet. Bidrage til sammenhængskraften, klimaet, gå i rette med politikerne. Det er den rige kirke.
Det er det fhv valgmenighedspræst Niels Grønkjær har kaldt De lange gevandters kristendom. Den går omkring i sit fine tøj og vil gerne ses og anerkendes
Krybbebarnet står i skarp kontrast til de lange gevandter. Det lille barn ser ud af ingenting i denne verden. Foragtet af mange. Ikke regnet for noget. Men det er HAM, der i sin fattigdom er vores rigdom.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Første sætning kunne lyde noget lignende første sætning i kronikken.
Anden juledag 2024
Af: Rasmus Markussen, Ørbæk
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
På Anden juledag / Sankt Stefans dag er det svært at se bort fra martyriet både som aflæggelse af vidnesbyrd og som lidelsen og døden på grund af dette vidnesbyrd. Eller sagt på en anden måde: I går handlede det om, hvordan Gud gav verden en julegave. I dag handler det om, hvordan verden tager imod denne julegave.
Således er der selvfølgelig også en sammenhæng imellem ordet fra Gud og hans endeligt på den ene side. Ordet om Gud og dets endeligt på den anden side. Og hørerne og gørerne af ordet lige midt imellem som en lus imellem to negle. Godt for dem, at de (måske) har evigheden i baghånden.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
” Vor sjæl er døv og stum
for evangelium,
men høres vil Guds ord
og føres trindt på jord.”
(DDS 443,3)
Der er mindst to: ”Du skal” forkynde ordet. ”Du skal” ikke være bange for at gøre det. Og du skal og du skal også selvom det betyder mistanke og fængsling, tortur og henrettelse. Men evangelisten Matthæus er jo… evangelisten Matthæus, så desværre lyder dette ”du skal” med den kedelige begrundelse, at ”du skal” ene og alene for at Gud kan straffe de uretfærdige for at straffe de retfærdige. Øv!
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Kristendommen er verdens største religion, men de kristne er alligevel kommet mere og mere under pres. Selvom medierne ikke rigtigt interesserer sig for det, så hævder den kristne hjælpeorganisation Åbne Døre, at omkring 75% af alle, der bliver forfulgt på grund af deres religiøse tilhørsforhold, er kristne. Og særligt i et område, der strækker sig fra Nordøstafrika over Mellemøsten til Centralasien lever de kristne i stadig frygt for mistanke og fængsling, tortur og henrettelse. Det er stadigvæk det bizarre diktatur i Nordkorea, der har den tvivlsomme ære af at have førstepladsen, når det kommer til kristenforfølgelser, men ellers er årsagen til miseren de to globale revolutionære politiske bevægelser islamisme og religiøs nationalisme.
Den slags kan dog godt være svært at sætte sig ind i for os postkristne danskere, som fråser i julens glæde og faster i julens budskab. Så jeg tror, at jeg i stedet vil prøve at starte helt forfra med en opfordring til bare at tage imod julegaven helt uden frygt og bæven. Som det lyder i en af vores allerbedste julesange:
”Intet slår den følelse, man får når det' december
af tryghed og forventning, harmoni og barnesind.
Og hvis du syn’s du bare har det hårdt og går og kæmper,
så luk din røv, luk hjertet op og luk drømmene ind…”
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Jeg kan næsten ikke forestille mig noget, der er meget mere relevant for både min og din menighed ikke bare i de tolv juledage, men også resten af året, end netop julens budskab i sin allermest enkle form: ”Frygt ikke!” Og jeg er jo egentlig tilhænger af, at vi også lader Mette Frederiksen afskaffe andendagene, så campisterne skal arbejde og præsterne kan holde fri, men… Jeg holder nu alligevel meget af Anden juledag, fordi den blodrøde helligdag er for julefejringen, hvad den blodrøde Aalborg er for julefrokosten: Det er den, der får det alt for fede og det alt for søde til at glide ned.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Det ved jeg vist først Anden juledag, men sidste år lød den nogenlunde sådan her: ”Av, av, av! Nu gik det lige så godt. Vi nød Lukas’ prosaiske fremstilling af Jesu fødsel i forgårs. Vi nød Johannes’ poetiske fremstilling af Jesu fødsel i går. Og så skal vi pånødes sådan noget… Noget… Vi kommer lige fra det hyggelige sted, hvor mennesket får livet på grund af Jesus, og til det uhyggelige sted, hvor mennesket mister livet på grund af Kristus. Ja, julefreden har knap nok nået at sænke sig over os, før dagens tekster slå fast med tunge sten og skarpe sværd, at den fred der er tale om, er en fred af en helt anden verden.” Og ja, ja… Jeg ved godt, at det er banalt, men så var vi da i gang.
6. Salmer og sang
DDS 103 ”Barn Jesus i en krybe lå”
DDS 122 ”Den yndigste rose er funden”
DDS 129 ”Julebudet til dem, der bygge”
DDS 117 ”En rose så jeg skyde”
XXX XXX ”En julekugle”
Julesøndag
Af: Nicolai Røge, Sankt Knuds Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Fortid, nutid og fremtid.
På mange måder er julesøndag forbindelsesleddet mellem advent, jul og påske. Det er her, fortidens forventning møder det lille barn, der nu er født, men samtidig konfronteres glæden med hans skæbne: korsdød og frelsergerning.
Søndagens funktion som brohoved og tidehverv afsløres med tydelighed i dens tekster:
1. Esajas profeterer forventningsfuldt om den godhed, som Herren trofast vil vise sit folk. Han vil selv frelse dem, og derfor kommer den dag, hvor han som en kærlig far tager sine børn op i favnen og bærer dem ud af deres nød.
2. Lukas beretter om den gamle Simeon, der hele sit lange liv har ventet på den dag, Esajas har fortalt om. Det håb og den forventning fyldte hele hans tilværelse, og pludselig står han med frelseren i armene. Frelsesvisheden gør, at Simeon kan dø med fred i sjælen, for livets lys har brudt mørket og dødens magt. Og dog løfter han med det ene ben i graven en advarende pegefinger: Barnet er ikke kun en glæde. Det er også et smertensbarn, der skal fortælle den uforfalskede sandhed om mennesker i et omfang, at han til sidst dræbes for det på korset.
3. Paulus er blevet gennemboret af sandhedssværdet, som barnet svang over menneskeheden. Derfor kan han nu konstatere, at loven ikke var en vej til frelsen, hvorfor vi må råbe og håbe på Guds faderlige nåde. “Abba, fader!” råber vi i håbet om at blive arvinger til det, som krybbebarnets liv bringer med sig gennem kors og opstandelse.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
“Du skal håbe som Simeon”.
Eller sagt på nudansk: Gør ventetiden til liv. Giv ikke op, når livet ikke gik, som du ventede, men tro på, at det er, som du håber.
Simeon havde brugt hele sit liv på at vente. Men i stedet for at blive irriteret over ventetiden eller opgive håbet, var ventetiden for ham blevet en trøst: For hver dag, der gik, var han nærmere det, han ventede på.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Hvad er ventetid, hvis livet er nu?
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Ventetiden er noget, vi vil undgå. “Tryk 5, hvis du vil ringes op, når der bliver ledigt”, lyder det i telefonkøen, hvor vi venter, og er køen for lang, forlanger vi, at der åbnes en kasse til. For ventetid er spildtid!
Men hvis ventetiden er spildtid, forsvinder store dele af vores liv, fordi vi venter. Så går vi glip af væsentlige minutter, timer og år, fordi livet venter om hjørnet, når ventetiden er overstået. Sådan var det ikke for Simeon. Han levede for at vente, og da ventetiden var ovre, lagde han sig til at dø.
Ventetiden var for ham selve livet. Han så det at vente som en opgave i sig selv – ikke som noget, der skulle overstås. Modsat os slog han ikke ventetiden ihjel, men omfavnede den som sit liv, så tilværelsen gik videre, selvom han ventede.
Det er præcis denne tidsforskydning, som krybbebarnet bringer med sig: Han er den, der skal opfylde alle vores forventninger. Skabe en ny himmel og en ny jord, hvor nutidens skrig, smerte, gråd og klage forsvinder, fordi kærlighedens Gud tager os ind i sit rige.
Det er en fremtid, vi kan håbe på og drømme om, men vores nutid er en anden. Her er stadig ondskab og ulykke, krig og ufred, undergang og nød. Gud er død – eller meget, meget langt borte.
Alligevel er det her – i vores nutid – at barnet i krybben og manden på korset insisterer på, at Guds rige findes. Det er modsigelsens tegn. For er Guds rige virkelig her, hvor vi lever og er, burde vi græde glædestårer som Simeon, men vi vil allerhelst sætte os ned og hulke over verdens ondskab.
Vi kan ikke tro, at det er sandt. Men det er det, der kræves af os. For selvom vi mener at vente på noget, der skal komme, så er julens budskab, at den tid er nu. Ventetid er blevet til nutid.
Og er Guds rige ikke, som vi havde forestillet os: Er vores nutid ikke så kærlig, så fredelig, så god eller håbefuld, som vi havde troet, så har vi en opgave. For hvor vi siger, at der er ventetid, insisterer han på, at der er et liv, der skal leves. At der er mennesker, der skal elskes, og fjender, der skal tilgives.
Og kan vi se, at vi i vores tid ikke når i mål med det, så er der bare at råbe: “Abba, fader!”.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Ventetiden er på alle måder blevet noget, vi skal undgå. “Tryk 5, hvis du vil ringes op, når der bliver ledigt”, lyder det i telefonkøen, hvor vi venter, og er køen for lang, forlanger vi, at der åbnes en kasse til. For ventetid er spildtid. Men hvad er ventetid, hvis livet er nu?
Nytårsdag 2024
Af: Thomas Hårbøl, Ansgars Kirke og UCL i Odense
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
1: Korthed. Menigheden er næppe kommet på benene denne nytårsdag, før teksten er slut, og de skal sætte sig igen. Hele evangeliet i én sætning.
2: Omskærelse. Man er nødt til at sige noget om det, også hvis det kun er at nævne, at det må blive en anden gang – ellers står elefanten i rummet under resten af prædikenen. Der vil sikkert sidde både tilhængere og modstandere af et omskærelsesforbud i menigheden. Jesus blev omskåret, fordi han var et ægte, levende menneske, som blev født ind i et ægte, levende folk, hvor dét var normen. Han havde ikke behøvet det, men han blev det, ligesom han ikke havde behøvet at blive døbt, men gjorde det. “For således bør vi opfylde al retfærdighed” (Matt 3,15b).
3: Pagt. Guds gamle og nye aftale med menneskene. Det jødiske folk som Guds udvalgte. Kirken, os, som det nye Israel. Overgangen til “omskærelse af hjertet”. Dåben med Ånd og vand som modsætning til det kødelige indgreb.
4: Identitet. Evangeliet kunne siges endnu kortere end teksten til i dag – det kunne siges alene i form af navnet Jesus (“Herren frelser”); det er underordnet om (folke-)etymologien bag navnet holder for en videnskabelig efterprøvelse, for navnet blev forstået som et udsagn om, at Gud frelser, jf. Gabriels budskab i Matt 1,21b, som dagens evangelium hentyder til: “du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder”. Du er ikke bare, hvad du gør dig til. Det, navnet Jesus udtrykker, er, at du er gjort til noget – til et medlem af den levende Guds vandrende folk. Du er døbt ind i det navn og alt, hvad det betyder.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Måske at du ikke skal plage dig med fjollede nytårsforsætter; hvis noget er værd at gøre, er det værd at gøre når som helst. Hver gang solen står op, og hver gang dit hjerte slår, skal du vide, at Gud allerede elsker dig først – og så forsøge at leve på dét til næste hjerteslag og næste solopgang. Dét er udtrykt i det navn, som den nyfødte Guds Søn får.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Det udvalgte folk er ikke (kun) en idé, og det er ikke (kun) en nation, og det er ikke (kun) en kirke – det er også dig. Hvor Gudsfolket begynder, og hvor det ender, ved kun Gud, men et sted i rækken står du.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
I en tid, der er besat af at opløse og rekonstruere identiteter, er det befriende at få at vide, at sandheden om dig og mig allerede er givet. Vi skal ikke finde på den selv. Vi er navngivet og identitetsgivet og sammenhængsgivet ved det navn, nytårsevangeliet handler om.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Hvorfor skal nytåret skydes ind ved at skære i Vorherres forhud?
6. Salmeforslag til dagen
Indgang: 712 – Vær velkommen, Herrens år.
Ml. læsningerne eller før prædiken: 716 – Guds godhed vil vi prise (den store luthersk-grundtvigske nytårskernesalme om, at Gud har sat stole frem til os. Syng den!).
Før prædiken eller ml. læsningerne: Syng en af de mange julesalmer, som mangler at blive brugt; vi er kun i midten af de 12 juledage.
Efter prædiken: 135 – Nu velan, et frejdigt mod (en overset salme, men et Brorson-mesterværk: “at min nytårssang kan lyde langt hen ind i Paradis!” Og melodien er mindst lige så storslået som teksten).
Nadver: 713 – For dig, o Herre, som dage kun (passer egentlig bedst til 2. tekstrækkes GT-lektie, men er svær at undvære til nytår).
Udgang: 266 – Mægtigste Kristus, menighedens Herre (vi trænger til fred, men på Kristus-måden, og ikke a la “Imagine”; for freden kommer ikke af, at der intet er at tro på, men derimod af, at der er en Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste at tro på).
1. søndag efter Helligtrekonger 2025
Lukasevangeliet 2, 41-52: Jesus som tolvårig i templet
Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge
1.Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Dagens tekster handler alle om at have hjemme hos Gud. Den gammeltestamentlige læsning handler om glæden ved at være Gud nær i hans tempel, og den nytestamentlige læsning handler om at give sig hen til Gud og til fællesskabet i menigheden, så vi alle kan være et legeme i Kristus, som det hedder hos Paulus. Og i evangeliet opdager Jesus som 12-årig, at han er rigtig hjemme, når han er hos sin himmelske far i templet.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Der ligger vel et ”du skal følge dit hjerte” i evangelieteksten og du skal turde lade din tro fortælle dig, hvor du dybest set har hjemme i tilværelsen.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
En indfaldsvinkel vil være, at forældre på et tidspunkt ikke længere er den eneste kilde til deres børns og unges indre liv. Allerede tidligt oplever forældre, at sociale mediers indflydelse på børn og unge fylder meget, og også kammeraterne i skolen. Jesus havde som 12-årig dybt lejret i sit hjerte, hvem han tilhørte, måske tilskyndet af Helligånden. Helt så enkelt er det ikke med vores egne børn og unge. Som forældre (og bedsteforældre måske også) er det vores svære opgave at få indlejret i vores børns hjerter, hvad der tæller og hvad der ikke tæller i tilværelsen. Men stadig på en måde, så vores børn og unge ikke er tvunget til at overtage vores livssyn, men så de kan følge deres eget hjerte i deres valg af ståsted i livet. Den klassiske kristne børneopdragelse med bibelhistorie og fadervor og fortrolighed med kirken er vel mere vigtig end nogensinde at give børn og unge med, for de får det ikke så meget i skolen som førhen. Så har de unge noget at forholde sig til og måske gøre oprør imod, men også noget at vende tilbage til på tidspunkter i deres liv, hvor de har brug for det.
4. Hvordan er det relevant for din menighed?
I menigheden vil der være både konfirmandforældre og konfirmander og bedsteforældre og disse spørgsmål er vist relevante i mange hjem. Og de er relevante for os som kirke, for mennesker har brug for at vide, hvor man kan søge hen for at finde håb og fred i sjælen.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
”I evangeliet i dag møder vi en mor, der gør sig bekymringer om sin søn og vi møder sønnen, der har det helt fint, hvor han er.”
