Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
1. søndag efter påske 2025
Af: Nicolai Røge, Sankt Knuds Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Første søndag efter påske kaldes i den liturgiske tradition for “hvide søndag”, fordi de, der blev døbt ved påskens dåbsfest, efter en uge aflagde deres hvide klæder og vendte sig mod deres nye liv i menigheden.
Denne tradition afspejles i søndagens tekster, men får her relevans for hele menigheden:
Sl 30 udfolder bevægelsen fra langfredag til påskedag, men salmisten knytter i sin gammeltestamentlige sammenhæng Kristi rejse til modgang og død i sit eget liv. Sådan bliver salmen en jublende konstatering af, at dødsriget aldrig opslugte salmisten helt, og at mørket nok kastede om sig med undergangstrusler, men at disse blev til skamme, fordi Gud greb ind og forvandlede sørgeflor til glædesdragt.
Johannesbrevet udtrykker de samme sejrstoner: Gud har overvundet verden, og sejren bliver den til del, der gør Guds vilje ved at tro, at Jesus er Guds søn. Eller sagt med andre ord: I troen på Jesu opstandelse fra de døde er verden, som salmisten beskriver den. Dér har Gud grebet ind, så døden for altid er overvundet.
Evangeliet sætter de forudgående tekster ind i en gudstjenestemæssig sammenhæng. Scenen, der beskrives, alluderer til den forsamling, den læses i, og således opfylder den sin konklusion: “Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Menigheden denne søndag er jo netop i denne sammenhæng de salige.
Derfor er fokus ikke så meget på tvivleren Thomas som på det ord, Jesus kommer med. “Fred være med jer!”. Tre gange gentages denne sætning, og dermed sætter den overskriften for menighedens gudstjeneste. Eller sagt med ord af Grundtvig:
Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!
(DDS 426, v. 2)
“Fred være med jer!” er det ord, menigheden lever og dør på. Det er i troen på sandheden i disse ord, at vi kan iføre os glædesdragten og tro, at Gud virkelig har overvundet verden. For er det sandt, at Guds fred er med os, da kan vi leve og dø trods mørke, ufred, død og krig, for er der intet af det, der sker, der ikke sker i lyset af Guds fred.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Tag imod Guds fred. Eller sagt på nudansk: Hold fast i troen på, at Guds fred ikke bare var en hilsen, Jesus mødte sine disciple med, men at det er en fred, der har betydning nu og i al evighed. Tro på, at freden ikke bare er fravær af krig, men at den egentlige fred er noget altomsiggribende, der ændrer den verden, vi lever i, radikalt, fordi den er troen på, at Gud virkelig har magt nu og her.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
At vi må holde fast i Jesu ord: “Fred være med jer!”, og at vi aldrig skal være bange for at tage netop de ord i vores mund.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Krig og fred er overskriften for den verden, vi lever i. Derfor har vi en tendens til at sætte freden på en piedestal, hvor den bliver det eneste saliggørende. “Når der bliver fred…”, er blevet det nye “når der kommer to torsdage i én uge”. Men som sådan bliver freden en sovepude, der afholder os fra at tage stilling og gøre det nødvendige.
Vi venter på freden, mens krigen raser. Men hvad nytte gør det?
“Fred være med jer!”, lyder anderledes, for de ord er en konstatering. Ventetiden er forbi, imperativet lyder. Guds fred er med jer!
Når freden er noget, der forkyndes, frem for en tilstand, der skal komme, tvinger det os til at leve under fredens fortegn. For da er freden, Guds fred, også til stede under missilangreb og trusler om krig.
Det er den kristne virkelighed: Fra dåben, der skænker os Guds fred, over gudstjenesten, hvor vi i nadveren tilsiges den på ny, lever og dør vi i troen på, at Guds fred er overskriften for vores tilværelse i liv og død.
På samme måde kan vi række freden videre uden at vente på våbenhvile, nemlig når vi lader mennesker vide, at de har Guds fred. At der ikke findes nogen tvivl, frygt, uro eller skam, der er så stor, at den ikke kan lægges i Guds hånd. Og lagt dér har vi fred til at vende os mod det liv, hvortil Gud har sendt os!
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
“Fred være med jer!”.
Anden søndag efter påske 2025
Af: Eva Fischer Boel, Munkebo
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Enhed - splittelse
Hyrde - lejesvend
Høre til – være uden for
Tryghed – udsathed
I fold – forvildet
2. Ligger der et ”du skal” i evangelieteksten?
Du skal lade dig lede af den gode hyrde og lytte efter hans røst i den kakofoniske verden, vi lever i.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
At der faktisk findes en stemme, som kalder på os. En stemme, som vil samle os som mennesker, og bekæmpe det, der splitter os fra hinanden og fra Gud.
Verberne at sprede og at samle går eksplicit igennem hele Ezekiels tekst og er implicit til stede gennem hele evangelieteksten, som slutter med ordene: Der skal blive én hjord, én hyrde. Det splittede skal heles. Djævel (diabolos) betyder jo også den, der splitter, mens det, der er helt, er helligt.
4. Hvordan er det relevant for din menighed?
Splid findes jo på mange planer: I verden, i familier, i os selv.
I verden: Lige nu oplever vi megen splid i verden – også fra kanter, vi ellers troede, vi var i enhed med. Det giver usikkerhed og utryghed.
I familier: Jeg oplever ganske ofte ved begravelsessamtaler, at der er spændinger i familien, jeg mødes med. Det er smerteligt for alle parter, men det er som der hersker nogle mønstre, som bare bliver mere og mere cementerede og svære at bryde.
I os selv: Jeg tror, at mange af os kender til tankemylder og til at vågne op med et splittet og usikkert sind, hvor man bare ligger der og slår sig selv oven i hovedet med, hvor håbløs man er.
For at overvinde splid, må vi høre en anden stemme end vores egen, ellers vil ekkoet af os selv bare grave grøfterne dybere og dybere.
Guds stemme lyder i Jesu ord, der heler. For Jesus graver ikke grøfter. Han gør det modsatte. Han rækker ud. Han samler og inkluderer – især dem, som er ekskluderet af andre. Han overvinder alt det, der skiller os ad. Den ultimative adskillelse, døden, overvinder han.
Hvordan kunne første sætning i prædikenen lyde?
”Hjertets renhed er et ville ét”, skriver Kierkegaard i sine Opbyggelige taler…
Anden pinsedag
Af: Lene Kjemstrup Christensen, Korup Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Teksten fra Det gamle Testamente slutter med ”Du gør jorden ny” Hvordan ser det ud, og kunne det være en god idé at prædike om, at det er en mulighed? Et tema fra epistelteksten kunne være, at Peter er nødt til at overveje, om Helligånden vil noget andet end det, mennesker ellers vil. Sker det tit? Et tredje tema kunne være, at Gud elskede verden, så han gav det bedste, han havde. Hvilket indtryk gør det?
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Du skal tro på Jesus Kristus, Guds søn, fordi Gud elsker også dig.
Søg lyset og godheden. Hvem gider at sidde og glo med vrede i mørket?
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Der findes godhed og lys, fordi Gud har villet det sådan. Kunne det være en idé at prøve det af?
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Mørket er stærk. Uroen stor. Ethvert glimt af lys forekommer relevant i dunkle tider. Måske er pinseånden netop det, der er brug for til at stå imod med.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Han kom med fred og gode tider, da han trådte ud af gravhulen. Nu er det blevet pinse, og hvad har du tænkt dig at bruge freden og de gode tider til?