Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
Skærtorsdag
Af Lene Kjemstrup Christensen, Korup Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Der ligger et tema omkring det alvorlige måltid. Om det er måltidet, der varsler afrejse fra Egypten, eller det er afskeden med disciplen, så er det en alvor over sig. Et andet tema kunne være forræderi. Hvem er Judas? Et tredje tema kunne være fællesskabet i nadveren.
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Du skal vide, at også du har mulighed for at deltage i et alvorligt måltid med Gud. Det kunne være, at du havde mere brug for det, end du aner.
Spis, drik og vær glad! Det skylder du faktisk.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Selv i afskedens time er der noget vigtigt, der bliver hos os. Mindet om det sidste alvorlige måltid. Det gælder i mange af livets forhold.
– og hvordan er det relevant for din menighed?
De vil kunne genkende at måltider og afsked har sammenhæng og betydning. Hvad husker vi fra barndommens jul? Eller fra livets fester? Hvornår er noget sidste gang?
4. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Kan I huske det sidste måltid i filmen ”Pianisten”? Jeg kan stort set ikke huske, hvad den film handler om, og jeg skal ikke se den igen. Den var alt for uhyggelig. Det, jeg kan huske, er det sidste måltid. Den jødiske familie står på perronen. Toget til Auschwitz er på vej. Familien skal med. Faren køber et bolsje og deler det omhyggeligt i små bitte dele, så hvert eneste familiemedlem får et stykke. Et sidste måltid. Da toget kommer, skubbes pianisten ud af køen, og han ser aldrig sin familie igen.
Langfredag 2025
Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” 1 Kor 1,22–23
”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” 1 Kor 2,1–2
”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.” Gal 6,14
Jeg har svært ved at se, hvorfor det er blevet en diskussion, hvorvidt der skal prædikes til gudstjenesterne Langfredag. En pensioneret provst skældte mig engang ud for, at jeg ikke uddelte nadver Langfredag! Det synes jeg jo nok, jeg kunne argumentere for med tanke på nadveren som et opstandelsesmåltid, men prædike? Hvorfor ikke? Vi er nu engang kaldet til at vidne om det, som er større, end ord kan rumme, men som ved Guds nåde dog formidles ved ord og Ånd.
Da Langfredag ikke er en højmessedag, er der frit slag både med hensyn til liturgi og prædiketekst. Det har derfor været meget forskelligt, hvad jeg i tidens løb har taget fat på. I den følgende prædiken er det ordene fra 1 Joh 4. Prædikenen er fra 2023, men længslen efter en kærlighed, der består, synes ikke at være blevet mindre. Skulle jeg se med kritiske øjne på den i dag, ville jeg nok forsøge at vægte formidlingen af Guds kærlighed højere end nu, hvor jeg synes, at ”diagnosticeringen” fylder lidt rigeligt.
Som en lille reklame vil jeg tillade mig at pege på bogen: ”Kirken går udendørs” fra Kirkefondet, hvor jeg medvirker med en idé til en langfredagsvandring.
Prædiken:
Jeg vil tage udgangspunkt i et ord fra 1 Joh 4,10-11:
”Deri består kærligheden: Ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
Vi taler om kærlighed i dag!
Vi kunne have talt om mørke, lidelse og død. Det gør langfredag også. Vi hører det i musikken, vi hører det i teksterne, vi sanser det med øjnene i det mørke rum med det golde og tomme alterbord.
Men det er ikke et hvilket som helst mørke, en hvilken som helst lidelse eller en hvilken som helst død, vi er vidne til Langfredag. Det er den kærlighed, der består - helt ind i mørket, i lidelsen og i døden. Det er den kærlighed, der ændrer karakteren af mørket, lidelsen og døden.
For mørket greb ham ikke.
Men han greb fat i mørket, i lidelsen og i døden – og han forandrede den efter denne dag, langfredag.
Langfredag er først af alt den store forsoningsdag.
Deri består kærligheden: I at Gud har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Kærligheden består
Der kan tales om kærligheden som noget, der består!
Det har verden brug for at høre!
Jeg tror, at mange unge har brug for at høre, at kærligheden ER – uafhængigt af dem og deres performance!
Deri består kærligheden: Ikke i, at vi redder verden ved hjælp af vores ansvarsfulde liv!
Jeg tror også, vi er en del, som let fyldes af angst for, hvordan verden udvikler sig i disse år. Stormagterne krakelerer, tilliden mellem landene svækkes. Der oprustes. Kunstig intelligens kan fremstille en løgnagtig virkelighed, som om den var sandheden. Vil kærligheden sejre? Eller bliver kærligheden trængt mere ud på et sidespor? Bliver den kold? Vil den bestå?
Eller måske kæmper du din helt egen kamp for kærligheden? Jagter andres anerkendelse, fordi du aldrig fik den fra dem, der skulle elske dig? Kæmper med at forstå dine nærmestes kærlighedssprog? Længes efter kærligheden? At blive set, hørt, forstået – elsket!?
Når hele verden kun kan jagte kærligheden og længes efter den, taler Guds ord om en kærlighed, der består – udenfor din magt og dit ansvar.
Og deri består kærligheden: Ikke i noget af alt det, vi jagter eller prøver på at præstere! Og derfor heller ikke i, at vi har elsket Gud! Men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Den afdøde engelske præst John Stott gennemgår i en bog, hvem der er de skyldige i Jesu død. Han nævner flere:
- Bødlerne i direkte forstand. De gjorde deres job (ukritisk)
- De jødiske ledere, farisæere osv, som ville af med Jesus, fordi han blandede sig i, hvad vi ville kalde deres private anliggende: Deres hjerters forhold til Gud og andre mennesker. Han anklagede dem for at være kalkede grave: Fine og rigtige udenpå men fulde af død og kulde indeni. Det ville de ikke finde sig i og ville derfor have skaffet Jesus af vejen.
- Pilatus (jf. læsningen). Han finder ingen skyld hos Jesus. Han havde magten til at sætte Jesus fri, men skyder ansvaret fra sig, vasker hænder, men ”sætter sig i dommersædet” og overgiver Jesus til folkets dom og til korsfæstelse.
- Judas som for ussel mammon går på kompromis med, hvad hans samvittighed byder ham og overgiver Jesus til dem, der tager ham til fange.
Disse menneskers valg og fravalg fik Jesus dømt til døden. Og John Stott peger så på, at de selv samme egenskaber klæber til vores liv i dag – og derfor også gør OS til medskyldige i Jesu død. Ligesom Adam og Evas egenskaber, der førte dem til faldet, er helt genkendelige i vores eget liv i dag.
- Som bødlerne ukritisk gjorde deres job, går vi på kompromis med vores egen personlige moral med undskyldninger som: ”Jamen sådan gør man her på vores arbejdsplads!” Eller: ”Sådan er tonen bare her!”
- Som de jødiske ledere værner vi krampagtigt om vores pæne facade. Vi gør hvad der skal gøres. Ingen kan sætte en finger på os. Men hjertet bag! Bagsiden af medaljen og de handlinger, som kun de ganske få fik at mærke, den blander kærlighedens konge sig i! Og de fortæller OGSÅ den sande historie om, hvem du og jeg er.
- Som Pilatus har vi hver især et ansvar, som kun er vores. Vi ved, hvad der er det rigtige, og vi ved, hvornår ansvaret er vores. Alligevel vasker vi hænder eller peger elegant på andre og på deres del af ansvaret, som man behændigt siger, når man lukker øjnene for sin egen del. Men Jesus kendte Pilatus’ hjerte – og han kender mit og dit. Pilatus sendte Jesus i døden – og det gør mine skjulte og elegante synder også.
- Også når jeg er Judas, som for ussel mammon, status, ære, forfængelighed, velstand, økonomi knægter mine egne værdier eller skubber andre til side.
Nej – kærligheden består ikke i, at vi har elsket Gud.
For vi har dømt ham til døden i stedet!
Vi tog ham ind, når han skulle hjælpe os, når han passede ind i vores verdensbillede.
Men vi dømte ham til døden, når han blandede sig i vores ”indre anliggender” – om man så må sige!
Jeg tror ikke, jeg har tegnet billedet for hårdt op! I hvert fald kan jeg genkende mig selv også i noget af dette her. Jeg har også fældet dommen over Jesus – over ham, som ER kærligheden. Så en del af langfredags mørke råder stadig den dag i dag.
Men kærligheden består – nej ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder.
Ordet sonoffer spiller jo på Gamle Testamentes offertanke. Der var flere slags ofre i spil, og Jesus er næppe en oversættelse af ét særligt offer. Men med ordet sonoffer, kaster Johannes i hvert fald lys på Jesu kors og Jesu død som et offer, der bringes for at skaffe forsoning mellem Gud og mennesker. Men i det samlede billede må vi også have med, at Jesus både er ypperstepræsten, som bringer offeret, at han ER offerlammet, der føres til slagtning, OG at han igennem det hele er Gud selv, som igennem hele denne sonofferhandling og lidelseshistorie viser sin grænsespringende kærlighed – der består helt ind mørket, i lidelsen og i døden.
Og når John Stott gør så meget ud af afsløre, at vi besidder netop DE egenskaber, der slog Jesus ihjel, gør han det givetvis for at sige: At hvis du vil møde den Jesus, som døde for dig, må du anerkende, at også DU er fortabelsens og dødens mørke. ”Ak søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren græder, så får du vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale” Sådan synger vi til jul. Men sådan kan vi også synge til påske: Jesus opsøger dig i dalen – på dit mest ydmygende og ydmyge sted! Dér finder han sit fortabte menneske, og dér bliver Gud selv ét med sit fortabte menneske. Jesus bliver ét med sine bødler, med de jødiske ledere, med Pilatus, med Judas - og med dig og mig!
”Deri består kærligheden – ikke i, at vi har elsket Gud, men i har han har sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
Det er ikke meningen, at vi skal stå ved korsets fod og svælge i Jesu lidelse. Det er ikke Guds mening, at vi skal piske os selv over, hvad vores frelse har kostet Jesus. Men vi må høre, at når Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, så kan vi ikke nøjes med bare at være i verden som statister. Vi kan ikke bare lukke døren til kirken og mindes frelserens lidelser. Der findes en kærlighed, som må bæres ud i verden. Og det er os – de frigivne, de forsonede, de tilgivne – som må gøre det! Det skylder vi Gud, og det skylder vi alle dem, Gud elsker! Amen.
Påskedag 2025
Af: Nana Hauge, Hårslev-Padesø pastorat
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Påskedag er temaerne oplagt opstandelsen, det evige liv, døden, forgængelighed, uforgængelighed
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Ja. Du skal ikke forfærdes. Du skal ikke frygte. Du skal se, at Jesus er gået i forvejen.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Jeg vil fokusere på, at døden er overvundet og på hvordan vi kommer fra død til liv.
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Jeg har et problem med ordet relevans, når det handler om kristendom og kirke og det åndelige liv i det hele taget. Hvis jeg alligevel skal sige noget, så må det være følgende: Evangeliet er relevant, fordi vi alle skal dø. Det har vi det utroligt svært med. Vi forbereder os ikke på det. Vi taler ikke om det. Vi udskyder alt, der handler om død og begravelse til det sidste. Vi tror, vi skal leve evigt her på jorden. Vi opfatter det som en fejl, når et menneske dør. Alt sammen fordi vi ikke kan leve med, at vi skal dø. Men det skal vi. Og der er en måde hvorpå, vi kan overkomme det. Ikke at det fjerner sorgen over døden. Døden er en fjende. Af livet og af Gud. Selv Jesus græd jo inden han skulle dø. Men det er alligevel en måde, den eneste måde, hvorpå vi kan leve med, at vi skal dø: Det håb vi i dåben er genfødt til.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Påskeliljen forbinder vi med påske, og mon ikke Grundtvigs salme Påskeblomst hvad vil du her, har været en medvirkende årsag hertil? Ser vi nu nærmere på salmens tekst, er den i grunden ret kryptisk. Nogle vil mene helt syret faktisk. Hvad skal vi fx forstå ved strofen: Hanegal og morgensang, synes mig af den udsprang. Det vil jeg prøve at forklare.
6. Prædiken til påskedag
Påskeliljen forbinder vi med påske, og mon ikke Grundtvigs salme Påskeblomst hvad vil du her, har været en medvirkende årsag hertil?
Ser vi nu nærmere på salmens tekst, er den i grunden ret kryptisk.
Hvad skal vi fx forstå ved strofen:
Hanegal og morgensang, synes mig af den udsprang.
Det vil jeg prøve at forklare.
Lad os starte på Vallekilde Højskole. Træder man ind i spisesalen, minder den i stilen om en nordisk høvdingesal fra vikingernes dage. Den er indrettet med bjælkeloft og træpaneler og vægmalerier med motiver fra vores kongesagn, den nordiske mytologi og bibelhistorien.
Et af malerierne forestiller sagnkongen Hadding foran muren.
Hadding kan vi læse om hos Saxo. Iflg. Saxo var han en god konge, der satte manddomsgerninger over fred og ro. Han kunne have levet i et behageligt liv i kongelig herlighed, men det var hans største glæde at hindre og hævne uret, ikke bare når den øvedes mod ham selv, men også mod andre.
Lige som alle mennesker til alle tider, tænkte Hadding også over livet efter døden. Han længtes efter det der kan fortrænge dødens gru, efter De levendes land, som G kalder evigheden.
En vinterdag ser Hadding en kvinde stige op fra gulvet. Hun har favnen fuld af friske blomster. Han følger efter hende for at finde det sted, hvor der vokser blomster om vinteren. De går ned i underverdenen. De dødes rige. Her er der tåge, men de finder en sti der fører dem ud på en grøn eng, hvor blomsterne gror. Så kommer de til en mur. De kan hverken komme over den eller under den. Da tager kvinden en hane, vrider halsen om på den og kaster den over muren. Straks efter hører de hanen gale fra den anden side. Den døde hane er blevet levende. Da ved Hadding, at han står overfor muren til De levendes land.
Det er denne myte Grundtvig henviser til i sin salme. Han forbinder altså hanens gal med beretningen om den tomme grav. Begge peger på Det evige liv.
Men hvordan kommer Hadding over Muren? Eller igennem den? Hvordan når han frem til De levendes land, som Grundtvig kalder evigheden.
Det er spørgsmålet. For Hadding såvel som os. For på mange måder står vi lige så rådvilde over for dødens mur som Hadding. Vi kan ikke komme over den. Vi kan ikke se hvad der er bag den,
Der er dog den afgørende forskel – at Hadding havde jo ikke hørt om Kristus, som kan besejre døden og gå igennem døre og vælte sten fra. Men det har vi. I 1000 år har kirken peget på vejen gennem muren.
Vejen sandheden og livet, som vi også kalder Jesus Kristus, som stod op fra de døde Påskemorgen.
Vi behøver altså ikke blive stående hverken overfor muren eller ved den tomme grav. Englen har jo forklaret og udlagt den tomme gravs betydning for først kvinderne ved graven, siden for os.
Men kan vi tro på det? Kan de døde virkelig opstå, spørger Grundtvig også. Er det virkelig sandt? Er det ikke bare virkelighedsflugt at tro på opstandelsen? Det er i hvert fald en af de hyppigste indvendinger mod kristendommen.
Men evangeliernes vidnesbyrd er på ingen måde eskapisme eller virkelighedsflugt. Evangeliet tager det onde, sorg og døden yderst alvorligt. Evangeliet siger jo netop: du er i så dyb nød, menneske, at du ikke kan frelse dig selv. Intet mindre end Guds søns død kunne gøre det.
Dit liv er skrøbeligt, lige så skrøbeligt som blomsten, der står idag, men er væk i morgen.
Men fordi Jesus betalte syndens sold, skal vi ikke mere være i dødsriget for evigt. Vi skal ikke, dø men leve.
Det er det Kristi død og opstandelse betyder for dig. Syndernes forladelse med forventningen om en glædelig opstandelse, når Han engang kommer igen.
Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed? Sådan siger Jesus til Marta, da hendes bror, Lazarus ligger død i graven.
Og det er virkelig sandt. Hvis vi lytter Guds ord, så kan vi virkelig komme til at se Guds herlighed, se det mirakel tilværelsen er, se livets hellighed. Og livet ER virkelig et mirakel. Vi skal passe godt på livet, på de andres liv som den gave fra Gud det er.
Men en dag, det ved vi, vil livet her i denne verden være slut.
Hvor herligt og betydningsfuldt og mirakuløst det end har været – så får det en ende.
Da er det, at vi skal lytte til ordet om Det store mirakel: Opstandelsen.
Et hanegal varsler morgen og en ny dag. Sådan varsler hanegalet fra påskemorgen, ja fra søndags morgen, så sandt som hver eneste søndag er en lille påskedag - at der er noget på den anden side af dødens mur. Vores menneskeliv ikke bare skal destrueres i graven. Nej det ender godt.
Amen.
Anden søndag efter påske 2025
Af: Eva Fischer Boel, Munkebo
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Enhed - splittelse
Hyrde - lejesvend
Høre til – være uden for
Tryghed – udsathed
I fold – forvildet
2. Ligger der et ”du skal” i evangelieteksten?
Du skal lade dig lede af den gode hyrde og lytte efter hans røst i den kakofoniske verden, vi lever i.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
At der faktisk findes en stemme, som kalder på os. En stemme, som vil samle os som mennesker, og bekæmpe det, der splitter os fra hinanden og fra Gud.
Verberne at sprede og at samle går eksplicit igennem hele Ezekiels tekst og er implicit til stede gennem hele evangelieteksten, som slutter med ordene: Der skal blive én hjord, én hyrde. Det splittede skal heles. Djævel (diabolos) betyder jo også den, der splitter, mens det, der er helt, er helligt.
4. Hvordan er det relevant for din menighed?
Splid findes jo på mange planer: I verden, i familier, i os selv.
I verden: Lige nu oplever vi megen splid i verden – også fra kanter, vi ellers troede, vi var i enhed med. Det giver usikkerhed og utryghed.
I familier: Jeg oplever ganske ofte ved begravelsessamtaler, at der er spændinger i familien, jeg mødes med. Det er smerteligt for alle parter, men det er som der hersker nogle mønstre, som bare bliver mere og mere cementerede og svære at bryde.
I os selv: Jeg tror, at mange af os kender til tankemylder og til at vågne op med et splittet og usikkert sind, hvor man bare ligger der og slår sig selv oven i hovedet med, hvor håbløs man er.
For at overvinde splid, må vi høre en anden stemme end vores egen, ellers vil ekkoet af os selv bare grave grøfterne dybere og dybere.
Guds stemme lyder i Jesu ord, der heler. For Jesus graver ikke grøfter. Han gør det modsatte. Han rækker ud. Han samler og inkluderer – især dem, som er ekskluderet af andre. Han overvinder alt det, der skiller os ad. Den ultimative adskillelse, døden, overvinder han.
Hvordan kunne første sætning i prædikenen lyde?
”Hjertets renhed er et ville ét”, skriver Kierkegaard i sine Opbyggelige taler…
Anden pinsedag
Af: Lene Kjemstrup Christensen, Korup Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Teksten fra Det gamle Testamente slutter med ”Du gør jorden ny” Hvordan ser det ud, og kunne det være en god idé at prædike om, at det er en mulighed? Et tema fra epistelteksten kunne være, at Peter er nødt til at overveje, om Helligånden vil noget andet end det, mennesker ellers vil. Sker det tit? Et tredje tema kunne være, at Gud elskede verden, så han gav det bedste, han havde. Hvilket indtryk gør det?
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Du skal tro på Jesus Kristus, Guds søn, fordi Gud elsker også dig.
Søg lyset og godheden. Hvem gider at sidde og glo med vrede i mørket?
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Der findes godhed og lys, fordi Gud har villet det sådan. Kunne det være en idé at prøve det af?
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Mørket er stærk. Uroen stor. Ethvert glimt af lys forekommer relevant i dunkle tider. Måske er pinseånden netop det, der er brug for til at stå imod med.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Han kom med fred og gode tider, da han trådte ud af gravhulen. Nu er det blevet pinse, og hvad har du tænkt dig at bruge freden og de gode tider til?