En konfirmationstale:
Telst: Lene Kjemtrup Chrstensen
Så nåede vi her til… Det kunne man da godt engang i vinterens løb være blevet en lille bitte smule i tvivl om. Men vi må undervejs være blevet overbeviste om, at det var en god idé at hænge ved.
Der er det svære med det her konfirmandundervisning… at hvad skal det egentlig til for? Og er alt med kirke ikke bare sygt meganederen kedeligt?
Og det er jo sådan i dag, at I er blevet vejet, målet og testet siden før I kom til verden… så når I kommer til konfirmationen, vil I bare rigtigt gerne vide, hvad det er, I skal. Hvad er det, jeg forlanger til den sidste eksamen? Og jeg vil jo rigtigt gerne høre Trobekendelsen og Fadervor, men i bund og grund handler det her ikke om præstationen, men om livet.
Der er masser af de ting, som vi har talt om, som I ikke kommer til at bruge hverken i dag eller i morgen. Måske møder I det igen om 25 år, når jeres børn skal konfirmeres eller om 40 år, når livet af en eller anden grund strammer til. Og det er jo ikke noget at byde jer, der er vant til at kommunikere i nu’et via Snap eller se et langt klip på YouTube. Et klip, der varer cirka 30 sekunder.
Og her i kirken er vi laaaangsomme og læser gamle tekster og synger gamle sang og taler gammelt sprog. Og det er ikke for at genere jer… ikke kun i hvert fald… det er, fordi vi her i kirken skal kunne rumme hele livet og det, der hører med. Og det, I hører fra Biblen, er blevet slidt af mennesker gennem hundredevis af år… Og det vil jeg da gerne afsløre for jer her, at det er YouTube ikke.
I kirken skal der både være plads til den dag, hvor fx jeres forældre kom slæbende den sødeste lille baby, der skulle døbes. Og det var jer. Der skal også være plads til en dag, som i dag, hvor I bliver fejret og nogle af os kommer til at græde lidt, fordi I er blevet sådan nogle smukke unge mennesker, der skal ud i livet… og bare livet må være godt ved jer… Og der skal være plads til bryllupper og kærlighed og knuste hjerter og tab og sorg og skulle det ske, at det føles som om hele verden falder fra hinanden, så lyder der stadig ord om tilgivelse og glæde og medmenneskelighed og håb i kirker kloden rundt.
Det kan man ikke komme til eksamen i. Det har vi snakket om. Og vi har prøvet at bruge kirkens rum til at slappe af i. Vi har set film. Vi har hørt fortællinger og løst opgaver. Og I har været i kirke og hjulpet til og I kunne meget mere, end I troede. For det kan man, når tillid afløser tests.
Nu har jeg vist også snart snakket længe nok, det begynder hurtigt at blive pinligt… og lige om lidt begynder jeg også at snøfte, og jeres forældre begynder… og det er bare så pinligt....
Så nu er det i allerhøjste grad blevet konfirmationstid. Der er kun én ting tilbage at sige… ahhhh, jeg siger nok også noget mere lige om lidt… men for nu: Det skal nok gå.
Konfirmationstale/prædiken ideer:
Tekst: Marie Holm
NT-tekst: Opstandelsen – tale om sommerfuglen som opstandelsessymbol/forvandlingen, der sker med teenagere. Gave: Summerbird-sommerfugl.
NT-Tekst: Officeren – ”sig blot et ord”. Gud siger det ene ord til dem: JA! / den stærke mand ved, at han ikke kan alt, men har brug for Gud.
NT-tekst: Sædemanden - Hvor lander troen. Ingen af os ved det. Alle bliver brugt af Gud – også ateister. Jødisk-historie om ateisten som forbillede, fordi vedkommende gør godt uden at skænke Gud en tanke.
NT-tekst: Bekymringer/liljerne på marken – de vokser op og springer ud som blomster. Bliver måske ikke det, som hverken de selv eller forældrene regnede med. Men Gud ved det. Gave: En pose med evighedsblomsterfrø.
NT-tekst: Tro som et sennepskorn. Tro på størrelse med det korn er mere end nok. Gave: Et lille sennepskorn i en pose.
Konfirmationstale
Tekst: Line El Hyldahl Nissen
Kære konfirmander – kære (navnes nævnelse) – kære familie og venner
Vi kan nok alle sammen blive rørende enig om, at foråret og sommeren og efter alt at dømme også det kommende efterår og vinteren 2020 går over i historien, som en tid vi aldrig glemmer. Intet er normalt og vi har alle sammen skulle sluge kameler og leve med, at de planer vi har lagt er blevet lavet om. Og lavet om igen.
Det gælder også konfirmationerne. I skulle have været konfirmeret i maj måned, sammen med de andre konfirmander og I skulle have været midtpunkt i en kirke, der var fyldt til randen og bagefter skulle der holdes fest uden forsigtighed over for kram og håndtryk og hvor spritduften ikke ville bølge gennem lokalerne. Og det hele skulle toppes med en fed blå mandag.
Men sådan blev det ikke og vi ved alle sammen hvorfor. Og vi synes alle sammen, at det er træls. Men vi blev – og bliver – jo nødt til at finde os i, at det er som det er, og vi er jo også ordentlige mennesker, der vil gerne passe på, så andre og vi selv ikke bliver syge.
Og det lærerige ved alt det her, har været, at vi har opdaget, at vi er i stand til at finde ud af det alligevel. Også der, hvor alt det anderledes skaber frygt og mørke uvanthed finder vi nye veje. Se blot i dag, som bliver jeres konfirmationsdag. Vi finder ud af det og alle står sammen, fordi vi bare så gerne vil give jer en god konfirmation. Også selvom den bliver anderledes end først planlagt og vi måske må undvære nogen, der burde have været her.
Og det, som konfirmationen er og bliver, og som ingen begrænsning og afstandskrav kan rokke ved er, at I får Guds velsignelse. Den skal nok finde ud af at komme igennem spritbarrierer og springe over metervis af afstand. Guds velsignelse har intet at gøre med 8 kirkekrydser eller at man kan trosbekendelsen udenad. Sådan noget betyder ingenting for Gud. Det betyder kun noget for præsten.
For sagen er, at konfirmation er gratis. Og jeg kan se, at der er flere, især heroppe på de forreste række, der ikke er helt enige og er begyndt at finde den indre lommeregner frem. Og jeg ved godt, at tøj og frisør og fest og partytelte ikke er gratis. Men det her inde i kirken er gratis. Det der betyder noget for Gud, er jer. Ikke hvad I har på eller har præsteret. Men at I er jer.
Hvis jeg var Gud, og det er jeg trods alt ikke, ville jeg heller ikke tøve et sekund med at øse min velsignelse ud over jer. Den alt for korte tid jeg har været jeres præst, har I været en fornøjelse at være sammen med. Ligesom de andre konfirmander.
Men, trods al jeres dejlighed, skal vi huske, at meningen med jer ikke er, at I skal være englebørn. Og mon ikke I allerede har fundet ud af det – i hvert fald derhjemme. Hvis det var det, vi skulle være, var Jesus næppe selv blevet født som et menneskebarn i kød og blod, men han var blevet i sin himmel sammen med englene, fjernt fra alt det, der kan være svært ved at være et menneske. Så I er, præcis som I skal være – menneskebørn – af sådan en slags, der får solen til at skinne.
Måske er verden slet ikke helt så meget på vej ad Helvede til, når det er sådan nogen som jer, der skal overtage roret efter vi ældres knivskarpe og fortræffelige styring af samfundets skude. Det skal I nok finde ud af. Også selvom ungdommens tunge byrder hviler på jer og I skal træffe vigtige valg.
Selvom konfirmationen heldigvis ikke længere sender jer direkte over i de voksnes rækker, og væk hjemmefra – det ville jo være ondt – måske ikke for jer, men for jeres forældre – så markerer konfirmationen alligevel overgangen fra barndom til ungdom. Og dem, der kender jer og har fulgt jer på forskellig måde i løbet af jeres liv, mærker glæde over, at I nu er blevet store og fornuftige – sådan nogle man kan tale med og have tillid til. Men i den glæde er der også blandet en stor portion vemodighed, over at tiden går og at den går så pokkers hurtigt. For nu er det tiden, at I ikke længere er små piger og drenge, men store piger og drenge, som skal ud i verden. I skal ud i verden, hvor I skal til at finde ud af, hvad I mener om alting og hvor I skal vælge, hvad I vil være, når I bliver store.
Det har I nok haft en mening om længe. Da I var små børnehavebørn, ville I måske være noget eksotisk med dyrepasning eller fine kjoler eller brand og redning. Ja, det er i hvert fald ret almindeligt at ville det, når man er 5 år, hvorimod revisor eller præst eller noget andet kedeligt, ville være temmelig overraskende og måske også lidt bekymrende.
Men uanset hvad I hver især sagde, da I var små, var svaret båret af det lille barns uskyldige sikkerhed på at alt kan lade sig gøre. Men nu er I blevet ældre, og har erfaringen med jer, at jeres magt ikke er uendelig og at alt ikke altid kan lade sig gøre og at det normale og planlagte kan blive sat ud af kraft, så vi må finde nyt lys og ny tro.
Og det som giver mig næsten helt ondt i maven på jeres generations vegne er, at der er så meget at vælge imellem, samtidig med at pladsen til at fejle og vælge om er svundet ind. Så det gælder om at lykkes og vælge rigtigt, allerhelst i første hug. Og det kan altså godt kræve en del af et ungt menneske.
Og så er det, at jeg synes, at jeres valg af konfirmationsord er virkeligt fine valg. I har ikke valgt de samme, men de kaster så fint lys over hinanden.
N’s ord handler om, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med – er man god i hjertet siger og gør man gode ting og E’s ord handler om kærligheden der tror og håber alt.
Og det med at tro, at man ikke er alene i verden – Jesus er der og de andre mennesker er der – og have tillid til, at Gud og de andre mennesker er én venligt stemt – er fine overskrifter at have over sin konfirmation.
Der er meget vi kan frygte – meget, bag næste hjørne, der er ukendt. Men at tro på at Jesus er med os, og at han viser sig i enhver stump godhed og kærlighed vi selv viser eller møder andre med, og i øvrigt have tillid til at han har styr på det, når vi ikke har, giver en åben og venlig og livsmodig måde at gå til verden og fremtiden på. Hvor frygt og mørke og uvenlighed fylder vores hjertes forråd med modstand og får os til at stirre os blinde på fejl og det, der er anderledes end vi ønsker det, fylder troen på Jesus vores hjerte med godhed og kaster lys over livet og giver os tillid og mod og godhed og får os til at finde ud af det, på en anden måde.
For den kristne tro, som I, i dag siger ja til at ville være en del af, er troen på at være elsket. Ikke fordi vi gør noget særligt, men bare fordi vi er. Og det er altid sådan kærligheden er. Det er hvem I er, I elskes for af jeres familie og jeres venner og Gud. Aldrig hvad I gør. Og det er jer Gud velsigner. N og E. Sådan som I er.
Tillykke med jeres konfirmation. Gid at det må blive en dag I husker, som en dag, der giver jer retning, fordi den var fyldt med tro, håb og kærlighed. Amen.
