Liv er omdrejningspunktet ved dåben
Tekst: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Kirke
Kort dåbstale (barnedåb)
I kirken samles vi, når noget betydningsfuldt sker. Et barn er kommet til verden og ind i vores midte, og vi døber det. Eller et barn er på vej ud af vores midte og ind i de voksnes rækker. Så konfirmerer vi barnet. To har mødt hinanden og siger ja – eller to adskilles og siger farvel, fordi den ene dør.
Nogle træder ind i verden – andre træder ud. Og vi ved, at de her steder, overgangene i livet, er betydningsfulde. Så betydningsfulde, at vi samler os på det sted, hvor jord og himmel mødes. I Kirkens rum.
I dag mødes vi for at byde en lille ny skabning velkommen til verden. Velkommen til livet. Velkommen i kirken. Velkommen i vores midte.
Når mennesker kommer til verden, mødes vi ofte for at døbe dem. Men hvorfor gør vi det? Eller – man kunne spørge på en anden måde: Hvad er det, der er betydningsfuldt ved dét her møde – og ved dåben?
Det væsentlige ved dåben – set med mine øjne – er, at den Gud og skaber, der står bag alt i verden, kommer til hvert enkelt menneske … og nu til den lille fyr her … og fortæller det, der er blevet sagt 1000 gange før igennem generationer. Sagt til os alle:
Du tilhører mig. I liv og i død. Og fordi det er sådan – fordi jeg har al magt i himlen og på jorden – så sætter jeg mit kærlighedsmærke på dig. To steder: Foran dit ansigt og foran dit brøst. For at du skal vide at uanset, hvad du tænker, og uanset hvad du føler, så elsker jeg di. Alle dage. Indtil verdens ende.
Amen
Dåbstale (små børn)
For mange måneder siden ringede I, (forældre), og spurgte mig, om I kunne få jeres to drenge døbt. Vi havde efterfølgende en lang og god samtale nede hos jer – om livet, om kirken, om jeres børn (alle tre) og meget mere. Som jeg husker det, fortalte I, at I gerne ville holde en fest for børnene. For deres ankomst til verden og for dét, at de er her nu – og er en del af jeres liv. Og som jeg husker det, talte vi også om, hvad det var, jeg/kirken/kristendommen kan byde ind med i forhold til netop børnene og livet.
I det hele taget var ordet ’liv’ et ord, der gik igen mange gange i løbet af samtalen. Både fra jeres side og fra min side. Og det er godt at tænke tilbage på – for lige præcis liv er i mine øjne omdrejningspunktet ved dåben.
Liv er naturligvis noget børnene allerede har nu – og det store spørgsmål bliver derfor: Hvad er det for noget (mere) liv, som Gud rækker et menneske ved dåben? – og som er så betydningsfuldt, at mange af os … i generation efter generation … har båret vores børn til døbefonten?
I virkeligheden er det svært at sætte ord på! For mig at se er liv dybest set noget, der opstår i et møde – mellem mennesker, og mødet mellem det enkelte menneske og Gud. Og den slags møder er ikke sådan bare lige at sætte ord på. Omvendt er man ikke i tvivl, når møder med liv i opstår.
Et godt og meget konkret eksempel er vel nok det liv som opstår, når en mor kigger på sit næsten nyfødte barn – og de smiler til hinanden. Her er ingen ord – bare et blik – og en overbevisning om, at man er elsket. Fuldstændig ubetinget elsket som den, man er. Uden forbehold. Og uden at man egentlig har gjort noget for det. Barnet har i hvert fald ikke gjort noget for at være så elsket, som det tydeligvis er hos moren – det er bare kommet hertil og er her. Og mor er også ubetinget elsket af barnet, uanset hvor god eller uperfekt en mor hun er. Hun er elsket ubetinget. Som barnet er det fra morens side. Det kan slet ikke være anderles.
Og nu bevæger jeg mig fysisk hen mod døbefonten – for når man læser bibelen … ikke sådan hurtigt og overfladisk, men når man bruger tid på de ord, der står i den … så vil man på et tidspunkt opdage, at ordene og tankerne bag forsøger at beskrive et lign. møde … nemlig mødet mellem et menneske og Gud, som mødet mellem en mor og hendes barn.
Mødet mellem Gud og mennesker handler først og fremmest om en betingelsesløs og overstrømmende kærlighed – fra Gud til os. Ikke fordi, vi har gjort noget særligt for at opnå Guds kærlighed – for kærlighed er ikke noget, vi kan fortjene os til. Den er givet os på forhånd, før vi har gjort noget – fuldstændig som den er mellem mor og barn.
Mødet mellem Gud og mennesker kan åbne op for mange menneskelige spørgsmål – og spørgsmålene kan vi formentlig bruge et helt liv på at granske og undersøge. Her ved dåben skal ordene om mødet mellem menneske og Gud som kærlighed være det bærende. Om de forstås eller ej. Og alligevel er det vigtigt, tror jeg – og ikke mindst på baggrund af vores samtale – også at runde spørgsmålet: Hvad gør mødet med Gud ved os?
Det talte vi nemlig om. Du spurgte.: Hvad er det for et ansvar, vi tager på os som forældre, når vi tager beslutningen om, at vores børn skal døbes? Og ja – hvad er det egentlig for et ansvar, I tager på jer?
I mine øjne er det et meget smukt ansvar! I har indset, at I ikke har magten over liv og død. Og det er i mine øjne noget af det smukkeste, man kan indrømme … over for sig selv og over for sine børn.
Vi elsker vores børn – men vi har ikke magt til at styre og regere deres liv (i hvert fald ikke efter en vis alder!). At bilde dem noget andet ind, ville være uærligt. Så I er altså ærlige over for jeres børn – I fortæller dem i dag, at I er her for dem – ALT DET I KAN VÆRE! Men også samtidig, at nogle steder i livet, kan I ikke følge dem. Måske vil de opleve, at det er der ingen mennesker, der kan. De må gå selv.
Og i den situation er det godt at vide (og det bør I fortælle dem), at der findes en højere magt, der kan følge dem. En magt, der ligger uden for dem selv – og som vil dem det godt. Også selvom det gode nogle gange kan føles forkert fra vores ståsted i livet og i verden.
En magt, der lover at være med i liv og i død. Ikke kun, når livet er lyst og godt, men også når livet er helvedes mørkt og tungt og kompliceret.
En magt, som vi har mulighed for at vende os mod og bede om støtte, og hjælp, om vejledning, og om håb, når alt håb er ude. Et sted, hvor vi med garanti igen og igen vil få det svar: Du er mit elskede barn. Og det vil du altid være. Også nogle gange på trods …
Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys, har Gud sagt.
I den tro døber vi i dag x og x.
Til et liv fyldt med lys og kærlighed.
Amen
Tale ved kommende konfirmand og lillesøsters dåb (13 og 11 år)
En gammel mand var død og kom i himlen - sådan begynder en legende, som jeg gerne vil fortælle jer.
- Gud tog selv imod den gamle mand på sit kontor og talte venligt med ham. Manden var lidt knotten … syntes ikke, Gud altid havde givet ham den hjælp, han havde behøvet.
I samtalens løb spurgte Gud ham, om han havde lyst til at se tilbage på sit liv. Og Han tændte for storskærmen og lod manden se nogle af de vigtigste scener fra sit lange liv. På skærmen så manden sit liv som en lang vandring ud af en strandbred. Han så det onde og det gode, det mørke og det lyse, som var hændt ham. Han så sin barndom, opvækst, sin kone og sine børn.
Han fulgte hele sit liv – og så hele tiden sine egne fodaftryk i sandbredden.
Han kunne også se, hvad han ikke kunne se, mens han levede. Nemlig, at: ved siden af sine egne fodaftryk, var også Guds fodaftryk.
- Der kan du selv se, sagde Gud. Jeg var faktisk med dig.
Men pludselig lagde manden mærke til noget … det var kun i alle de lyse og gode dage, at der var to sæt fodspor ved siden af hinanden, Guds og hans egne. I de onde og mørke dage var der kun ét sæt fodspor.
Herre, sagde han, der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om. Når jeg ser de lyse og gode dage, så ser jeg ganske rigtigt hele tiden to sæt fodspor, mine og dine. Dér fulgte du mig. Men når jeg ser de onde og mørke dage - tider hvor jeg var knuget af sorg og nedtrykt af bekymring, ser jeg kun ét sæt spor. Hvordan kan det være? Hvorfor forlod du mig? Var du fej … ville du ikke kendes ved mig og følges med mig, når det blev svært?
Og Gud kiggede på manden med et blidt smil om læben: Kæreste menneskebarn. I de lyse dage fulgte jeg dig. Og det gjorde jeg også i de onde og mørke og svære dage. Det er derfor, du nogen gange kun ser ét sæt fodspor.
Det er nemlig ikke dine, men mine fodspor.
For i de onde dage bar jeg dig!
Kære X. Kære X.
For snart et godt stykke tid siden kom jeg til at snakke med jer om dåb – eller egentlig var det ikke først og fremmest jer, men jeres forældre, jeg kom til at snakke med. De fortalte, at de meget gerne ville have jer døbt. Og man kunne mærke på dem begge, at det var noget, der virkelig betød noget for dem. I har sammen med jeres forældre rejst en del rundt i verden, og det lyder ikke til, at det har været lige oplagt alle steder med en kristen dåb. Med årene er I blevet større, I har bosat jer i Danmark, og vi kom til at tale om, at nu var det tid! Og i dag skal det så endelig være: I dag er det blevet jeres dåbsdag.
For mig at se er dagen i dag blandt andet et udtryk for jeres forældres store omsorg og kærlighed til jer. Jeg ved, de har talt med jer om dåben – jeg ved, det også er jeres ønske at blive døbt. Men først og fremmest ved jeg – og mærker jeg – jeres forældres ønske om at gøre noget godt for jer.
Sådan er det med forældres kærlighed – og det er lige, som det skal være! Og sjovt nok ligner det også den omsorg og kærlighed, som Gud har til os mennesker, og som er det dåben handler om.
Jeres forældre har passet på jer vil blive ved med det et langt stykke tid endnu … helt indtil det tidspunkt, hvor de er nødt til at give slip på jer. Sådan er livets gang – I bliver store og løsriver jer mere og mere og får jeres eget liv. Og selvom jeres forældre altid vil være med jer på sidelinjen, så vil det helt naturligt ske, at I når til det punkt, hvor I må klare jer selv.
I kommer sikkert til at stifte jeres egen familie med børn, som I skal tage jer af. Og I vil komme til at stå i det samme dilemma som jeres forældre – nemlig at skulle give slip på noget, som man helst ikke vil slippe.
Vi vil jo helst være med, vi vil helst beskytte, passe på og tage os af – sådan tror jeg, vi er indrettet som mennesker. Men på et tidspunkt er vi nødt til at give slip på hinanden, og det betyder jo så på en måde, at man kommer til at stå alene … det gør alle mennesker på et tidspunkt i livet … og tit og ofte er det også sådan, at dér, hvor det virkelig gælder, er det kun en selv, der kan tage beslutningen og afgøre sig for, hvad man skal i livet.
Det kan være svært. Nogle gange så hårdt, at man næsten ikke aner, hvordan man skal klare det. Man lever og bliver til tider nærmest oversvømmet af følelser, af tvivl, af nag, af sorg og savn, af smerte eller glæde. Og måske mærker man, at det kan være godt at dele sine tanker og oplevelser med andre mennesker, og det gør man så.
Men andre gange ved man, at her står man alene. Her kan intet menneske være en til hjælp. Og måske er det lige præcis i dén situation, at dåben for alvor kommer til at spille en rolle. Dåbens ord og dens løfte om, at dér, hvor andre mennesker ikke kan være med os, ja, selv dér er vi aldrig alene. Heller ikke selvom vi føler os alene, som vi hørte i fortællingen. Forskellen på Gud og far og mor er, at Gud har lovet os, at Han kan og vil være med os i liv og død – og helt ind til verdens ende.
Det ER store ord! Og kan man overgive sig til dem i tro – så skal man gøre det. For troen kan få os til at turde. Den kan få os til at være modige, til at kaste os ud i livet, som det er.
Nogle gange ville vi ønske, det så helt anderledes ud – og så er vi nødt til at stole på, at Gud, som har et større overblik, end vi har – at Han ved, hvad han gør!
Andre gange er alt godt. Og så kan der være en god pointe i at vende sin glæde mod og taknemmelighed mod Gud.
Stort tillykke med jeres dåbsdag.
Amen
Her skal vi ikke måles og vejes
Tekst: Rikke Møller Godtfredsen, Avernakø, Håstrup og Jordløse Kirker
Jeg inddrager søskende – uanset om dåbsbarnet er stort eller lille – og de får lov at holde kluden og hælde vand op. Det var måske også en opgave for medkonfirmander, hvis det er sådan en, man skal døbe.
præludium
nådeshilsen
kollekt:
Herre Vor Gud, himmelske Far!
Vi takker dig for livet!
For X, vi skal have døbt i dag.
Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for ham/hende – og derfor beder vi dig;
Tag hende ind i din nærhed,
Lad hende aldrig møde mere ondt, end hun kan bære.
Giv hende din Ånd og din velsignelse i dåben – så hun altid må høre dig til,
kende til din varme
og få styrke til at leve,
så kærligheden får plads i hendes liv.
Vær også med os, så vi kan støtte hende bedst muligt. Amen
Talen
Om lidt skal x døbes – og det er en stor ting i ens liv. Det sker kun en gang i livet – og for mange er det også en måde at byde et lille nyt væsen velkommen i flokken.
Det, der sker i dåben er sådan lidt omvendt af alt andet, der sker i vores liv.
Vi lægger ud med at blive målt og vejet allerede få minutter efter, vi er blevet født – for så senere i livet at blive målt og vejet på alt det, vi kan. I skolen skal vi til eksaminer, på arbejdet skal vi levere til tiden og i det hele taget skal vi være den bedste udgave af os selv. Vi skal hele tiden præstere og gøre vores bedste – og det ligger ligesom mellem linjerne, at gør vi det godt, så er vi inde i varmen – men gør vi det skidt eller - Gud bevare os – slet ikke, så er vi dømt ude. Ude af fællesskabet – ude af folks anseelse, ude af vores egen selvrespekt - hvilket er noget af det værste.
Men dåben her – den vender det hele på hovedet. For i dåben skal vi bare modtage. Og for at modtage – er vi nødt til at være som børn.
Hmm – og hvordan er det nu børn er? Hvordan er det nu de er, som vi voksne altså ikke er? Se på x her! Hun ligger bare der og er sulten/træt/glad – og vi er ikke et sekund i tvivl, når der er noget hun vil have. Så siger hun til. Og når hun bliver lidt større, så sætter hun sig på gulvet – og det, hun har i sin nærhed, det bliver inddraget i en eller anden leg og den vil udvikle sig med årene. Papkassen bliver til et hus, og mormors sutsko til en bil, som bamsen kan køre i. Og lige pludselig bliver hun sulten – og kalder på jer og siger: nu vil jeg have en mad! Hun er helt overbevist om, at hun kan gå til jer – og så leverer I varen. Hun har tillid. Hun tror. Hun giver sig hen – og lader sig elske af jer.
Sådan er vi voksne ikke altid. Vi tvivler, vi mistror og vi har ret svært ved at stole på det, når nogen elsker os. Og så har vi ikke nemt ved at gå til nogen for at få hjælp. Og vi sidder sjældent på gulvet og er i nuet. Måske når vi tilfældigvis får øje på solnedgangen, mens vi haster hjem fra arbejde – eller når vi putter de små og er tvunget ned i gear, for ellers vil de ikke sove. Men når vi er i nuet – så er det fantastisk. Så er man ikke et sekund i tvivl om noget som helst, men hviler bare i det, der sker. Så kan man kun gøre én ting; nemlig modtage!
Og det er kodeordet her i dag! I dåben modtager vi. I dåben er vi ligesom en lille fugleunge, der sidder med næbbet åbent og mor eller farfuglen kommer med næring til os.
Om lidt hælder x vand op i døbefonten og x tørrer bagefter med dåbskluden – men mens vandet bliver øst ud over x hoved, lyder ordene: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I det øjeblik modtager hun et løfte – en gave for livet, som aldrig kan tages fra hende – nemlig den gave at Gud altid vil være der for hende –altid klar som en anden forælder, når hun falder – altid tilgivende, når hun har gjort noget dumt – og altid en kilde fuld af NU.
Vandet bliver symbolet på alt det, der sletter alle pletterne i vores liv – Gud vasker det af os – og det bliver symbolet på næring; når vi drikker vand, kan vi holde os levende.
Og den forbindelse, der skabes i dåben, den varer livet ud. Det er en gave, man kan blive ved med at pakke ud – den har så mange lag, at man aldrig bliver helt færdig med den.
Undervejs i dåben får man tegnet korset i panden og på brystet. Det bærer man altid usynligt på sig – og modtager det igen og igen, når velsignelsen lyder i kirken. Korset er to streger. Den ene forbinder himmel og jord. Den anden forbinder menneske med menneske. De er begge lige vigtige – for skal man forstå hvem Gud er eller finde mening i sit liv – så er det vigtigt at have begge kanaler åbne.
Amen
slm. 448, v.1,4 og 5 Fyldt af glæde
Dåben
slm. 787, v.1,4 og 5 Du som har tændt
velsignelse (3xamen)
postludium
Et billede, jeg ofte har brugt:
Tekst: Peter Jacobsen
Billedet af dampskibet Hjejlen fra Silkeborg, hvor jeg voksede op. Det at se skibet ligge blokket op om vinteren føltes helt forkert. Det var jo uden for sit rette element.
Et skib skulle sejle.
Apostlen Peter bruger jo billedet af et skib som et billede på dåben (Noas Ark). Vi har i dåben fået et skib – en ark, som frelser fra synd og død slet og ret. Men skibet skal ud at sejle. Det kristne liv som Guds barn skal leves også udenfor kirkens mure…. Osv. osv.
Her under coronaen døbte jeg desuden et adoptivbarn, som var kommet skævt ind i livet.
Det blev et smukt billede på, at man i dåben adopteres over i et nyt hjem med tryghed og kærlighed. Det kan være en fin måde også at få den kontrast med, der også er i dåben som frelsens vande. Den nye familie giver barnet noget, som den gamle ikke kunne. Der er noget ”den første fødsel” ikke kan give, som kun ”den anden fødsel” kan give os.
En havehistorie:
Tekst: Lene Kjemptrup Christensen
Det siges, at intet drama er så stort, at det ikke udspiller sig et sted i haven…
Egentlig var det et dårligt sted at bygge rede. Reden lå lige midtfor i et klatretræ og for lavt i forhold til den evigt søgende kat, der også holder til på matriklen. Det var drengen, der opdagede den. ”Se, der er en rede. Der er to æg i!”
Vi så dem alle sammen, og snakkede om, at det var da et udsat sted. Men næste dag var der et æg mere og næste dag igen et til. Fire fine solsorteæg. De blev beundret. Og så blev reden til et ”beskyttet” område.
Drengen kiggede efter flere uger ned i reden igen. Den var tom. Ingen æg, ingen små fjerløs unger.
”De er klækkede, Mor. Men der er ikke nogen i reden mere. Så de må være fløjet med deres fuglemor på tur. ”
Og billedet af de fire flyvefærdige unger med deres stolte mor på tur er smukt og levedygtigt og bliver fortællingen om, hvad der skete med reden i klatretræet.
For den anden historie om reden, der var bygget for lavt i en have med en huskat… Den kan vi dårligt slæbe rundt på.
Pladsen midt imellem
Tekst: Kristina Løvenstrøm
Jeg har altid undret mig over den mærkbare, uforklarlige energi, der er mellem hænderne, når man holder dem op foran næsen og langsomt lader dem nærme sig hinanden. På et tidspunkt når de stedet, hvor de ikke er langt fra men heller ikke tæt på hinanden – måske er der nogle få centimeter mellem dem – og så er det, der opstår det her helt særlige energifelt mellem dem … så stærkt og kraftfuldt, som stod man med en magnet i hver hånd og følelsen af, at man ikke har kræfter til at holde hænderne adskilt, men heller ikke mulighed for at presse dem sammen. Mellem hænderne – i dette stærke energifelt – fødes liv, som ikke kan forklares.
I dag sidder jeg med dåbens to bibelske læsninger. Coronaen har sendt mig ud på det ’kirkelige handlingers ocean’. Oceanet kaster mig fra vielse til dåb, til søndagsgudstjeneste, til vielse og tilbage til flere dåb i en sejlads, der er voldsom i et relativt lille sogn. Hvor kommer alle de børn fra? tænker jeg og ved, de har samlet sig over foråret som nullermænd i hjørnerne, når man har ventet for længe med at støvsuge. Nu slås de om at komme til fadet – dåbsfadet. Vand og ord har deres forældre hungret efter. Eller også er de bare trætte af børn uden noget navn.
Med dåbens to stærke tekster foran mig på bordet læser jeg dem som tekster fra to forskellige evangelier. De er smukke hver for sig. Men med én tekst i hver hånd bliver jeg med ét opmærksom på teksternes iboende kraft – de frastøder og tiltrækker hinanden, ligesom hænderne på vej til at støde sammen. Og det er som om, der vokser liv ud af de to tekster. Eller rettere: ud af det mellemrum der ganske usynligt er mellem dem. Et underfuldt, kraftfuldt, uhåndgribeligt liv.
Jeg har læst Jesu ord 1000 gange før – så længe har jeg været præst. Og alligevel ser jeg først nu, hvordan ordene nærmest leger med hinanden som i en kærlig brydekamp: Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple. Døb dem og lær dem at holde det, som jeg har befalet jer, siger den ene tekst. Mens den anden siger: Men modtag alt, hvad du får fra mig ligesom et lille barn.
Vi skal overholde alle hans befalinger, siger Jesus. Det er jo det, som vi voksne tror, vi kan. Og det er noget, vi præster tror, vi kan. Men vi får også at vide, at vi skal modtage som små børn. Det er det, den anden tekst spiller ind med. Sagen er bare den, at små børn jo netop ikke gør, som de voksne befaler. De vil selv – og de bliver vrede, eller de bliver glade – eller de gør oprør, når livet ikke er retfærdigt ... i deres egne øjne. Vi skal altså lytte til Gud – og vi skal gøre oprør, som et lille barn ville gøre det.
Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor Jesu ord og Guds vilje på denne her måde - altså med ordene fra de to tekster - stiller mennesket i sådan et dilemma? Med garanti er der mere liv i den modstilling, end jeg ser med mit blotte øje. Gad vide om det er som med hænderne ... at livet netop vokser ud af det, der ligger i spændet et sted imellem?
Det kan synes umuligt. Ubegribeligt for min hjerne at forstå og se sammenhængen. Men vi stiller Jesu ord – altså guddommelige ord – op over for hinanden ved dåbsfadet … og er det ikke netop for at finde og leve i spændet mellem modsætningerne? Det er en modsætning, at på den ene side er der noget, vi skal overholde, og på den anden side skal vi være lige så spontane som små børn, der ikke retter sig efter noget. Den modsætning forstår vi ikke. Og sådan er det med Gud. Spørgsmålet er, om det ikke er lige præcis det spænd, vi lever i hver dag og altså har som en erfaring? Fx når teenageren får at vide, han skal være hjemme kl 23.00, men så alligevel først dukker op kl. 01.00 - hvad gør en mor eller en far så? Det var ikke sådan, det skulle være – men i en ordentlig verden går nåde for ret hos mor og far.
Vores erfaring fra hverdagen hjælper os på vej – og Gud er så meget mere kærlig end en forældre, siger Jesus et sted. Kærligheden og nåden er større end det, befalingerne siger. Gud er bægeret, der flyder over. Det er mageløst!
I kirken gør vi meget ud af at tale om nåden, der går for ret. Og det hele starter tilsyneladende ved begyndelsen – ved det første møde mellem Gud og menneske. Ved dåben. Her viser Gud os, hvad Han vil. Og hvem Han er. Og hvem vi er. Ved at befale os at gøre. Og ved at have skabt os, sådan som vi er … i kærlighedens navn og uden at det på nogen måde hænger sammen eller går op for forstanden. Måske ser hjertet det, hjernen ikke kan forstå. At mellem det at gøre og det at være, falder mennesket … og rejser Gud det op igen, ved at vise sig som den far, der lader livet vokse ud af det umulige. Pladsen midt i mellem.
Hvorfor skabte Gud ateister?
Tekst: Marie Holm
Der findes en klassisk historie i den hassidiske tradition, der behandler dette spørgsmål. Læreren underviser eleven i, at Gud har skabt alt i denne verden for, at vi skal værdsætte det, fordi alt er skabt for at vi kan lære deraf.
En klog elev spørger: Hvad kan vi lære af ateister? Hvorfor skabte Gud dem?
Læreren svarer: Gud skabte ateister for at vi kan lære den vigtigste lektie af dem alle; læren om sand medfølelse. Ser du, når en ateist udfører en god gerning, besøger en syg, hjælper en i nød og bekymrer sig om verden, gør han det ikke ud fra en religiøs lære. Han tror ikke på, at Gud har befalet ham at udøve denne handling. Faktisk tror han slet ikke på Gud, så hans handlinger er baseret på en indre følelse af moral. Se på godheden han kan praktisere mod andre udelukkende, fordi han føler, det er rigtigt.
Det betyder, fortsatte læreren, at når nogen rækker ud mod dig efter hjælp, skal du aldrig sige: ”Jeg vil bede om, at Gud vil hjælpe dig”. I stedet skal du i dette øjeblik blive en ateist, forestille dig, at der ingen Gud er, og sige: Jeg vil hjælpe dig.
Hassidiske historier 2. udgave
"Standard-talen"
Tekst: Karen Blauenfeldt Dam
Mht. dåbstaler, så har jeg gerne en ”standard-tale” om dåb, hvori jeg så fletter lidt ind om barnets navns betydning.
Rigtig mange navne har rod i en kristen betydning, og det kan findes her: www.behindthename.com
En nem og hurtig måde at gøre en tale personlig på!
Forberedelse
Tekst: Line El Hyldahl Nissen
Vi kommer langt med at forberede os godt. En eksamen eller en jobsamtale går bare bedre, når man har forberedt sig, ligesom en almindelig indkøbstur i supermarkedet bliver bedre og billigere, hvis vi har forberedt os ved at skrive en indkøbsseddel, der stemmer med den madplan vi har forberedt. Selv staten kan forberede sig på det ustyrlige ved at have et beredskab og en handlingsplan i tilfælde af, at en epidemi skal ramme befolkningen.
Men så er der også alt det vi ikke kan forberede os på. Og der står det at få børn, allerøverst på listen. Vi kan selvfølgelig godt forberede os ved at læse om børns udvikling og købe alt det udstyr et barn har brug for. Vi kan endda også forberede os, hvad barnet skal hedde, ved at sige ja tak til at få dets køn at vide, når der scannes i 20. graviditetsuge.
Men når barnet så kommer og vi får det lagt i vore arme, forsvinder ethvert overblik. For vi er ude af stand til at forberede os på, hvad det gør ved os at få et barn. Det er simpelthen for vildt og går ud over enhver forstand og forberedelse.
For når vi bliver forældre får vi et barn. Vi får det. Her i kirken siger vi at vi får det af Gud. Det siger vi, også selvom vi godt ved, at der er noget der hedder forplantning og biologi og vi godt ved, at vi selv har lagt krop til og at barnet ikke kommer med en guddommelig stork. Men barnet er alligevel en foræring af den store slags. Et barn er nåde. For at få et barn er at få liv og kærlighed og det er to ting, vi ikke selv er herrer over.
For at få lagt sit barn i sine arme er at få lagt et andet menneskes liv i sine hænder. Fra da af kan man ikke tænke om sig selv, som et frit menneske, der kun har sig selv og sine egne behov at tænke på. Barnet vil altid komme først og dets behov vil altid veje tungere end ens egne. For barnet er prisgivet, hvis dets forældre ikke er der for det 24-7.
Og det allermest overvældende ved det er, at det føles rigtigt. Det kan godt være, at det ligefrem er skræmmende at stå med et Guds mirakel i hænderne, som sender én ud på den gyngende grund, hvor man ikke kan forberede sig og forudsige, hvad der sker og samtidig være den, der har ansvaret.
Men forældre gør det hellere end gerne. For i barnet oplever de at få givet den kærlighed, der er så stor at alting giver mening. Og når vi oplever at få kærlighed givet, eller taget fra os, for den sags skyld, står kirken også ofte stærkt som et sted, der kan ramme den svimlende kærlighed ind.
Det er derfor vi fejrer dåb. Dåben er en rørende begivenhed, hvor forældre kan sende en tak til Gud for at have fået deres dejlige barn. Men det er også en dyb og højtidelig begivenhed, hvor det giver mening at sende en bøn afsted til Gud om, at han vil holde øje med barnet og os, og stå det os bi og fylde os med tro og håb, alle de gange, hvor vores forberedelser ikke nytter noget og hvor vi kommer ud på gyngende grund og egentlig kun kan råbe om hjælp.
Og her ved døbefonten fortæller Gud mere om os, end vi får fortalt i verden. Han fortæller, at vi er hans elskede børn i en grad, der er så overvældene, at vi ikke kan forberede os på, hvad det gør ved os. For uanset hvor gode eller dårlige vi er til at forberede os, uanset, lykkes eller mislykkes med, vælger eller ikke vælger, så er vi Guds små elskede børn. For når det kommer til kærligheden til sine børn er Gud ligeså uforbeholden og urokkelig, som enhver anden forælder.
Gud give NN tro, håb og kærlighed til at blive et tillidsfuldt og åbent mennesker, med mod på livet, som både Guds og jeres barn. Amen
