Sascha Mette Qvortrup

Sascha Mette Qvortrup har tidligere været højskoleforstander og præstevikar i Fyens Stift. I denne beretning fortæller hun om sig selv om sit nye embede: 

Ingen fugle synger i mol…

Nogle gange skal man tage en lang vandring for at finde frem til det, der har ligget lige foran én - enten fordi solens stråler ikke ramte det, og det var henlagt i mørke eller for at bruge et andet billede, at tonerne slet ikke blev slået an på det instrument, som man selv udgør i det store skaberværk. Uanset så er det vel så såre banalt og næsten trivielt, at jeg i min præstegerning har fundet mit ergon - det sted hvor menneske og gerning mødes i et enkelt punkt.

Kort før jul hørte jeg en udsendelse, hvor en biskop udtalte, at han ikke var interesseret i at ansætte præster, der havde set lyset, men gerne vil have dem, der havde set mørket. Polemisk, nuvel, men også godt at tænke over - ikke fordi jeg selv kan sige, at jeg har set mørket, men det er netop i afmagten og fortvivlelsen, der, hvor jeg er på de 17 tusinde favne, at jeg fægter og griber ud efter min tro. Så er det jeg mindes min livgivende farmor, der med sit sangvinske temperament så opløftende kunne sige - opløftende og opbyggeligt - Er mørkt end for, dog lys er bag, vil altid som den unge dag sin vej med glans sig bryde.

…. Og ja, der er altid en sprække af lys, som vi kan knytte og forankre vort håb og vor tro ved. Jeg mindes, at jeg som barn under min moders sygdom hørte mine forældre gentage om og om igen: Gud i vold. Det var deres forankring i livet og i døden - men blev som et mantra, og da min moder døde var jeg uforstående - for jeg havde opfattet det som det, der holdt håbet oppe - ikke som en trylleformular - men alligevel som det, der kunne få verden til at gå tilbage til det, den var - den trygge og omfavnende barndom, hvor der var styr på, hvem der skulle tage sig af børn - og voksne. Det forandrede min verden for stedse - mit møde og min tilgang livet.

Jeg voksede op med fortællinger, fællessang, fællesskab og troen på, at gudsrige var midt i blandt os, men troen var svækket - troen på at der var en Gud, der passede på os. Jeg ledte og søgte efter fællesskabet - det store meningsfyldte og forpligtende fællesskab. Jeg ledte i politiske sammenhænge, i musikalske sammenhænge, i danse- og bevægelsesforeninger og fandt i kraft af musikken og bevægelsen en fornemmelse for et fællesskab, der var beåndet. Jeg fandt vej til de frie skoler, hvor jeg som forstander sammen med andre udfoldede fællesskaber for unge, der i jagten på egne meritter og den bedste udgave af sig selv, pludselig stod ansigt til ansigt med dem selv som en anden. Det var et smukt projekt at deltage i, men det var som højskolerne var spændt for en vogn, hvor de skulle præstere og være uddannelsesforberedende - og se, det er ikke højskolens opgave!

Jeg manglede en åndelige dimension - et rum, hvor jeg sammen med andre kunne opleve, at himmelhvælvingen åbnede sig og fornemme, at der er noget, der er større. Min barndoms anke rettet mod Gud, over ikke at have løst og fikset livets problemer, byggede på, at nåde tilsmiler os efter et mønster, men lysvældende i livet viste gang på gang, at Guds nåde folder sig ud over os, helt uden at vi begriber det. Her og og nu. Og en påskemorgen i Roskilde Domkirke, hvor vi i koret sang Niels W Gades "I østen stiger solen op", blev den forgyldte port mod fjorden slået op, og ind væltede solen, og den der ikke ville blive ramt af et guddommeligt lys, måtte være mere end hårdhjertet. Og så har det foldet sig ud herfra. Salmerne, musikken, velsignelsen blev der, hvor jeg oplevede - og genoplevede Helligåndens fællesskab. Det sted hvor sanserne mødes - ordet, kødet og ånden næres, når vi sammen synger og modtager Guds velsignelse. Cirklen blev sluttet.

Så her er jeg, præst i den danske folkekirke - midt i det danske rige. En institution der bliver udskældt for ikke at være tidssvarende, for at lukke sig om sig selv og for at invitere de samme ind igen og igen. Nuvel - vi arbejder med evigheden som perspektiv, så set ud fra den betragtning, så er et par hundrede år ikke meget, men forandringsvinde fejer indover - og mange vil gerne have, at kirken involverer sig i alt muligt - hver gang, der skal samles nogen, så skal kirken også være med. Steder, hvor kirken ofte kommer til at gå ud af sig selv og udover sig selv. 

Kirken tilbyder i et spænd mellem fødsel og død en omfavnelse af det hele menneskeliv - vi griber mennesker, når de kommer til verden og når de skal herfra; vi danner ramme for alle de store begivenheder, hvor det er så stort, at der er brug for at ritual - og der tager vi ordet i vor mund, lægger vore hænder på menneskers hjerter, skænker syndernes forladelse og et nyt perspektiv, spreder vore arme ud og velsigner. Det må nødvendigvis være en anden sprogbrug end den vi møder hinanden med i køen i Rema 1000. Vi skal løftes og opløftes og det kan kirkens rum, salmer, ritualer og den genklang, der opstår mellem mennesker, når helligånden kommer til os. 

Det optager mig netop, hvordan vi kan skabe øjeblikke, hvor mennesker møder det guddommelige til gudstjenester og aftensang, taizé eller bøn i bevægelse, hvor mennekser oplever et fællesskab, der rækker udover dem selv, som hvis de berøres af en engels vinge. Her er der ikke andre, der konkurrer med folkekirken - her er vores platform, vores horisont og vores gerningsudspring. Derfor optager det mig, hvordan jeg kan møde menigheden lige der, hvor de er i livet - og særligt give plads til fortvivlelsen og sorgen - og tale op imod en konkurrenceorienteret samtid, der fortæller os, at vi skal præstere og vise, hvordan vi kommer i den bedste udgave. Her har folkekirken en modfortælling, at vi er Guds børn uanset hvordan vi fumler og tumler rundt.

Udover sorggrupper, sjælesorgssamtaler er det gudstjenesterummet, der optager mig. Hvordan musikken og ritualerne kan bevæge kroppen og sindet, så vi møder det, der er større. Og når jeg udfolder disse gerninger, så sker det gerne i et spænd mellem mange farver og et hav af himmelske toner og det højtidelige og favnende nærvær. 

Jeg er et meget begejstret menneske, om det så er store armbevægelser eller den stille jazz. Jeg vil gerne kendes som en fyrtøj, der ikke lyser op fra kyst til kyst, men kan tænde andre. Som der stod på min barndoms efterskoles talerstol: Vil du tænde må du brænde - det gælder fortsat - og det er såvel oplivende som opløftende. Og ja, ingen fugle synger i mol - muligvis er det ikke sandt, men det er en opbyggelig tanke, at Guds skaberværk spiller i dur. Det vil jeg fløjte videre på…