Sognepræst Camilla Valentinussen Hou
Forleden dag havde jeg 1-års jubilæum som præst. Ikke bare på Fyn, men i det hele taget. For et år siden var jeg ikke bare ny præst ved Veflinge kirke og på Hospice Fyn i Odense. Jeg var også ny på øen, ny på landet, ny i byen, ny i hus og førstegangsbilejer. Alting på én gang. Bare det at skrive det her, genkalder en vis forpustelse. Men mest af alt, genkalder det en stor glæde.
Hvor end jeg var ny, blev jeg taget vel imod; af menighedsråd, personale, hospice- og præstekolleger, såvel som af stiftet og biskoppen. Og Veflinges borgere bød mig velkommen med smil, blomster og vin og invitationer til aftensmad, kaffe-kagebord, Fortælle-café m.m. De lokale erhvervsdrivende kom fine gavekort til deres virksomhed i præstegårdens postkasse.
Jeg var ny, og året var nyt. Nye blomsterskud skød op af jorden, og fuglene begyndte igen at synge. Ligesom fuglene skulle genfinde de rette toner, fik jeg lov til at finde mine ben i den kirkelige virkelighed. Fra alle kanter var der stor forståelse for, at jeg var ny og uerfaren, og så snart jeg havde mod på at foreslå nye tiltag og arrangementer, fik jeg fuld opbakning og klaskende high-fives fra både kirken og hospice.
Jeg er så heldig at være landet lige i smørklatten på den gode kirke-grød. Samarbejdet med både menighedsråd og personale fungerer på bedste vis; alle giver en hånd med og arbejder ud fra devisen om, at ingen kan alt, alle kan noget, og sammen kan vi det hele. Der er et godt samarbejde mellem byens øvrige foreningsliv og kirken, og kirkegængerne findes i både små og store størrelser. På Hospice Fyn er der stor velvilje mod det åndelige, og det tværfaglige samarbejde har stor værdi for alle fagligheder på stedet.
Meget har været nyt. At gå fra at være bymus i København til at være landmus i Veflinge er noget af et spring. Et spring ind i noget nærværende og varmt. For med en hverdag i kirken og på landet er jeg blevet yderligere opmærksom på min plads i verden. Guds verden tæller nemlig den store stjernehimmel, jeg har frit udsyn til, når alt herude ligger sort hen i natten. Den tæller marker og skove, planter og dyr, og medmennesker af alskens slags; de glade, de ængstelige, de sjove, de tørre, de små og de store, dem, der lejer og dem med jorde. Og alt det er jeg en del af. Og det bliver aldrig kedeligt.
