Evangelielæsning: Joh 4,46-53
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
Prædiken
Der er på sin vis to veje at gå, når vi har denne fortælling foran os:
- Enten finder vi andre tilsvarende beretninger frem fra i dag for at vise, at Jesus også i dag helbreder på underfuld vis. Jeg kan fx huske en konfirmandlejr engang, hvor én af konfirmanderne kom til forbøn hos mig, og vi bad for en syg bedsteforældre der hjemme. Og ugen efter kunne hun komme og fortælle, at bedstemor havde fået det bedre – nærmest i den time, vi havde bedt for hende. Eller i min praktik hos den senere biskop Steen Skovsgaard, hvor han fortalte om en ældre dame, som havde bedt for et menneske, der lå for døden, som han skulle besøge. Også her havde den syge rejst sig op i sengen netop på det tidspunkt, hvor den ældre dame havde bedt for hende! Den slags sker, og når det sker, er det fantastisk, og vi må prise Gud for det!
- Men der er også en anden vej at gå med beretningen her. I stedet for at sætte fokus på det, den kongelige embedsmand oplevede, da han kom HJEM, kan vi sætte fokus på det, han allerede HAVDE, MENS han gik på vejen hjem til sin søn.
Og jeg vil gøre det sidste. For det er her, de fleste af os er! Selvom helbredelser sker, er de fleste af os stadig på vejen, hvor vi kun har fået et ord at gå på.
Og sådan som teksten er sat op, er det netop her, Jesus ønsker at lægge vægten: På det at ville kræve tegn overfor det at ville gå på Guds ord.
”Hvis ikke I får tegn at se, tror I ikke”, siger Jesus bebrejdende.
Men embedsmanden krævede ikke et tegn. Han havde en nød i livet! Han havde en søn, han bekymrede sig for, og han kom med sin nød til Jesus. Han bad for sin søns liv – ikke bare om et tegn!
I søndags fejrede vi Allehelgens søndag. Vi havde fokus på, hvad Gud lover sine børn i evigheden. Trøst, fred, helbredelse, barmhjertighed, Guds nærvær osv – alt det, der hører paradiset til. Men vi så også, at Jesus – med Guds myndighed – sagde, at vi allerede nu HAR alt dette – skjult i troen på Jesus!
Og det er DET, vi vil forsøge at tale op i dag.
Embedsmanden fik et ord af Jesus. Det - alene – gik han på. Og han fik ikke først, hvad han bad om, da han kom hjem og så sin søn rask og i live. Han fik gaven allerede da Jesus gav ham sit ord. Så hele vejen hjem havde han allerede fået gaven – livet – men det var skjult for - ja – for alt andet end hans tro!
Troen greb om, at Jesus talte sandt.
Troen havde fat i en virkelighed, som allerede var tilstede – at sønnen var rask – men som endnu var skjult for mandens øjne.
Det er lige præcis her, hvor vi står.
Vi har to veje at gå:
Vi kan gå efter de oplevelser, vi kan tage og føle på. Jagte det ene højdedrag efter der andet. Spejde efter miraklerne – med den oplagte risiko, at vi kommer til at opleve et liv i bølgegang fra store opture til dybe skuffelser over alt det, vi ikke fik at se.
Eller: Vi kan gå troens vej, hvor vi får lukket øjnene op for alt det, vi allerede har – selvom kun troen kan se det.
Vi er nemlig – som embedsmanden på vej hjem, hvor vi skal se det opfyldt, som vi her ”kun” har i troen.
Men det er netop dette KUN, jeg gerne vil gøre op med.
Troen på Jesus er i sig selv en gave fuld af liv.
Vi skal se på nogle ord fra Paulus (Rom 10,6-8)
”den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: »Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?« nemlig for at hente Kristus ned, eller: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker.”
Det er ikke verdens letteste ord!
Men måske kan du alligevel se din længsel efter at opleve noget med Gud i det her? Den her med altid at skulle strække sig op mod himlen eller helt ned i dødsriget for at finde et levende liv med Gud!
Frustrationen over, at gudstjenesten ikke rigtig siger dig noget. At du ikke bliver grebet af lovsangen.
At bønnerne mere bliver en slags remse og ikke sådan et dybt følt suk til Gud. At hverken den dybe sorg over at være en synder – eller den høje begejstring over at være et frelst Guds barn fylder så meget, som du kunne ønske!
Kort sagt: At Guds rige føles uendelig fjernt!
I ordene fra Paulus, taler han om, at den retfærdighed, vi strækker os efter hos Gud – den nærhed med Gud, vi måske søger i det dybe eller i det høje – at den nærhed og fred allerede er dig ganske nær – ligesom den var nær hos embedsmanden:
I ORDET! I et løfte fra Gud: ”Jeg ER med jer alle dage, indtil verdens ende”
”Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker”
Her midt på vejen frem mod målet, midt i et liv, hvor bønnen af og til synes at nå til loftet, hvor følelserne kan skifte temperatur med årstiderne, hvor tvivlen og troen følges ad som siamesiske tvillinger, hvor glæden over mirakler afløses af skuffelser over, at almindeligheder også overgik mit liv, og hvor min selvopfattelse som et kristent menneske ikke ligefrem lever op til hverken Guds eller mine egne idealer – HER får jeg lov at høre ordet om Jesus, som siger:
”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5:24).
Du ER i barneforholdet til Gud, og er du barn, er du også arving – i kraft af Guds ord og løfter.
I skriftet ”Den kristne frihed” siger Luther:
”Vil du opfylde alle bud, blive dit onde begær og din synd kvit, således som budene forlanger og kræver det? Hør så her: tro på Kristus. I ham tilsiges dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du det, så har du det. Tror du det ikke, så har du det ikke.”
Hvad mere kan man ønske sig?
For nylig blev én af vores teenagere et eksempel på den tro, der holder sig til, hvad Gud har lovet.
Thala, som gik bort efter i hele sit 15 årige liv at have levet med en uhelbredelig sygdom.
På et tidspunkt i hendes liv fik hun vist en video med en kendt helbredelsesprædikant, og hun fik spørgsmålet, om det mon var noget hun havde tænkt på at benytte sig af? Og svaret brændte sig fast i hendes nærmeste og i os, som hørte om det til mindesamværet for hende. Hun sagde: ”Ham der! Han kan ikke lære mig at tro! Det gør jeg allerede!”
Jamen kære Thala – han skulle jo gøre dig rask, tænkte vi måske. Og ja – det VAR jo en mulighed, og ja, det var et kæmpe ønske for Thala og for alle os omkring hende. Men i hendes svar hørte vi alligevel en overbevisning:
”Jeg HAR allerede det, der er det mest afgørende for mit liv! Jeg har troen på Jesus! Og sammen med troen på Jesus har jeg håbet om engang at opleve den fulde helbredelse og det evige liv!”
Men allerede i løftet – i ordet OM Jesus og ordet FRA Jesus – havde hun alt, der var nødvendigt for evigheden.
Nøjagtig som den kongelige embedsmand. Han var på vej. Han fik ikke at se, hvad han havde, før han kom hjem.
Men selv der på vejen – midt i tvivlen og sorgen – selv dér havde han ALT. For ordet var ham nær, i hans mund og i hans hjerte. Troens ord, som Jesus havde prædiket for ham!
Må det være vores iver: At få holdt det ord op for os igen og igen, så vi går vores vandring med tro og håb hver dag.
Amen.
