Sognepræst Lene S. Placatka
Foto: Ard Jongsma
Af: Lene S. Placatka, sognepræst v/ Paarup Kirke
En langsom og kontrolleret åbning. Sådan sammenfattede statsministeren forleden regeringens anti-corunastrategi for ikke gennem en hastig genåbning af landet at risikere at sætte den hidtidige indsats over styr.
Der er givetvis delte meninger om rigtigheden heraf, for allerede nu er konsekvenserne af såvel krisen som kuren imod den mange, ligesom de vil være det i tiden, der kommer. Det ændrer imidlertid ikke på behovet for en aktiv forholden sig hertil, for med kendskabet til sygdommen må vi som et oplyst samfund nødvendigvis vælge en kurs at følge, i betydningen træffe en beslutning om en retning at gå sammen, omend det så for en tid må være hver for sig.
Også Maria havde noget, hun skulle. Noget, hun ville og måtte. Nemlig opsøge Ham, hun havde mistet. Og det jo egentligt - gennem Hans konsekvente ja til livet i alle dets former - mere end til døden mistet til livet, selv om det var døden, der lige nu fyldte mest. Døden, som tømte hende for kræfter og fyldte hende med sorg. Døden, som havde brudt det fælles og gjort det velkendte ukendt og usikkert. Døden, som bevirkede, at hun ikke kunne se klart, for hvordan skulle det gå nu, når Han, som havde været i hendes liv, Han, som var livet for hende, var borte?
Derfor var det, hun ikke blev hjemme hos de andre sørgende, men tog afsted. For hun måtte i sin sorg ud. Ud med sin smerte og herigennem takke for det fælles, som netop ved at blive delt havde gjort hende hel. Det, som allerhelst skulle have fortsat, men som nu hørte en anden tid til, så at det næsten føltes, som var også hendes liv forbi. Som var hun død med Ham.
- Og derude ved graven sker det så. Derude er det, hun mødes - ikke langsomt og kontrolleret, ikke gradvist og stille, men overrumplende, overvældende, UTROligt - mødes af den Opstandne. Mødes af Livet selv, som gennem en kærlig tiltale kalder hende tilbage til livet og sender hende tilbage ud i dette. Ikke ved at underkende dødens betydning, men for at sætte den plads, så at den ikke bliver hele sandheden om livet. - Og det jo heller ikke om vores liv hver især. For snarere end som efterladte skal vi i mødet med døden i alle dens former betragte os selv som efterlevende, nemlig som levende efter Ham, der da gav og var liv. Han, som viste os, hvad det vil sige at elske, Han, som også i dag og udover enhver tid byder sig til med et kald til mere liv.
Et poetisk udtryk for opstandelsen findes i bogen ”et landskab er aldrig tåbeligt”, hvori det lyder:
”Et landskab er aldrig tåbeligt. Et landskab er bare, som det er, og derfor burde menneskene vende blikket indad. Folk er utilfredse og synes, at visse klippesider ikke burde findes inde i dem, at visse høje burde være større. De ser galt. De anskuer det helt galt og er som regel helt galt på den. Alt er bare, som det er. Man pløjer ikke sin stue med en gammel plov. Du må tage landskabet til nåde og byde den unge i dig, som føler sig ydmyget og udenfor, velkommen. Du må lytte til hans råb. Han er ligeså levende nu som før, for han lever i landets tid. Dit tyngede sind er i virkeligheden en smuk følelse fra livet, som kalder på dig, men du vil ikke huske din sejlads. Du må give brændingen lov til at rense dig.”
Du må give brændingen lov til at rense dig. Dét er påske på formel! Død og opstandelse. - Ikke på én gang, men med den tidslige forskydning, der sætter fri. Fri til at bære og fri til at være. Fri til at leve på ny - også i en forandret hverdag. For til forandringen hører erindringen om det, der gav et afsæt og udstak en kurs.
Lad da os fra hvert vores sted i denne uvante påske sammen følges ind i den nye virkelighed, så at vi bliver fælles heri gennem delte hverdage, der trods dødens fortsatte eksistens giver liv til mere liv under de for tiden mulige former.
Glædelig påske!
Amen.
