Fortsæt til hovedindholdet
Indsigt
Unikt sognesamarbejde i Kerteminde-Nyborg Provsti
Sognepræst Rikke Aagaard Nielsen

Unikt sognesamarbejde i Kerteminde-Nyborg Provsti

I 2003 fik præsterne i Kerteminde, Dalby-Stubberup og Viby-Mesinge sogne tilladelse til selvstændig og fri arbejdstilrettelæggelse på tværs af sognegrænser. Tanken var blandt andet at øge fleksibiliteten, dele arbejdsopgaver og åbne mulighed for lidt mere frihed til præsterne.

Tekst: Lene Kjældgaard.  
Foto: Andreas Falck og Ard Jongsma.

Modellen kaldes Hindsholm-ordningen. Dens formål er at udvikle en samarbejdsform, hvor flere sogne i et samarbejdede fællesskab kan etablere fælles menighedsidentitet, uden det går ud over det enkelte sogns egen identitet og særpræg. I fællesskab tilbydes kirkelige aktiviteter som babysamlesang, koncerter, ældrefrokoster, foredragsrækker, sorggrupper og kirkelig voksenundervisning. Derved lades ingen sogne tilbage, der ikke har økonomiske eller menneskelige ressourcer til at udbyde en bred vifte af aktiviteter.

Menighedsrådene i de seks sogne har besluttet at samle alle de penge, der bruges på fælles aktiviteter, hos et menighedsråd: Dalby/Stubberup. Man har også i fællesskab ansat en personalekonsulent, der fungerer som personalechef, hvis der er behov for f. eks. juridisk bistand.

I et teamsamarbejde opnår man, ifølge Lone Wellner Jensen, at præsterne knyttes tættere sammen. Man udnytter, at frihed og tillid avler engagement. Og at det at arbejde i et frit samarbejde modvirker den ensomhed, som kan opstå i et præsteembede.

Mulig forbedring af arbejdsmiljøet

- Hindsholm-ordningen kan synes banal ved første øjekast, men handler om meget mere end en fordeling af arbejdsopgaver. Det skal man forstå, før man kaster sig ud i det. Man skal gøre sig klart, hvad der er grundtanken i modellen. Arbejder man med det på den rigtige måde, vil man opleve mange fordele ved ordningen, både i forhold til at bevare funktionsdygtige kirker i de små sogne, og i forhold til præsternes arbejdsglæde og trivsel. Hindsholm-ordningen kan være en ramme om en mulig forbedring af det psykiske arbejdsmiljø, som selvfølgelig er en meget kompleks størrelse, der består af mange faktorer, siger Lone Wellner Jensen.

- Men det kræver, at vi har modet som folkekirkelig organisation til at slippe nogle mennesker med en stor kapacitet, en mangefacetteret uddannelse og et liv bag sig, fri i sognene til at tænke nyt og være det, de i virkeligheden er kaldet til.

Udstrakt grad af selvtilrettelæggelse

Lone Wellner Jensen var med til at så kimen til det nuværende samarbejde helt tilbage i 2002.

- Jeg havde mange samtaler med daværende biskop i Fyens Stift, Kresten Drejergaard, og den kirkebogsførende sognepræst i Kerteminde om præsteembedets udvikling. Vi delte den opfattelse, at præsteembedet bevægede sig i en meget reguleret og embedsmandsagtig retning. Der var efter min mening for meget kontrol i den kirkelige administration, og det skabte ikke de bedste betingelser for forkyndelsen.

Den bevægelse skulle Hindholmordningen dæmme op for, bl.a. ved i et vist omfang at fordele arbejdet mellem de enkelte præster efter evne og lyst. Vel og mærke uden et nedskrevet regulativ for samarbejdet, men med en høj grad af selvforvaltning: Uden indblanding fra provsten aftaler præsterne selv fravær fra embedet under sygdom, ferier og efteruddannelse, og altså med et minimum af tilsynskontrol og formalisering.

- Vi fik accept på at lave et præstesamarbejde med større frihed til at definere sit embede og bedre muligheder for at arbejde sammen - under den tese, at vi har de bedste muligheder for at være kirke og bevare sognestrukturen, hvis det embede, kirken er bygget op omkring, har så stor en mulighed som overhovedet muligt for at tilrettelægge eget arbejde, fortæller Lone Wellner Jensen.

Lone Wellner Jensen er provst i Kerteminde-Nyborg Provsti, og har været med siden opstarten af Hindsholm-modellen. 
Foto: Ard Jongsma.

Attraktive embeder

Tankerne med Hindsholm-ordningen var også fortsat at kunne tilbyde attraktive præsteembeder i en tid, hvor flere og flere gerne vil bo i byerne, og hvor det kan være svært at få besat ledige embeder på landet.

-  Vi vil gerne bevare landsognene ved at skabe samarbejde med de større sogne. Det kan vi gøre ved at være fælles om alt fra handlinger til undervisning og aktiviteter. Sådan får vi adgang til det bedste i alle sogne – og præsterne får gode vilkår – også for deres private liv, siger Lone Wellner Jensen. 

Rikke Aagaard Nielsen er tillidsrepræsentant blandt præsterne i Kerteminde-Nyborg Provsti, og er selv en del af Hindsholm-modellen. 
Foto: Andreas Falck.

Meningsfuldt præsteliv

Det kan sognepræst i Mesinge Sogn, Rikke Aagaard Nielsen, der også er tillidsrepræsentant blandt præsterne i Kerteminde-Nyborg Provsti, nikke genkendende til:

- Når vi taler om arbejdsmiljø, taler vi tit om at regulere os ud af tingene. Hindsholm-ordningen er er det modsatte, hvor vi taler til folks eget ansvar i stedet. Præsterne strukturer selv tingene, fordi vi har mandatet og rammen til det. Det taler til nogle præster, og ikke til andre, men overordnet er jeg selv meget glad for at være med i ordningen. Det er en stor lettelse f. eks. at være to præster om en gudstjeneste 2. pinsedag eller at kunne arbejde tæt sammen om fælles aktiviteter, så præsten ikke oplever, at menighedsrådet presser hende for at være tovholder på samme aktiviteter som nabosognet. Det er også min oplevelse, at samarbejdet er med til at modvirke den ensomhed, præster kan føle ved at have en meget isoleret arbejdsplads, siger Rikke Aagaard Nielsen.

Gradvist er samarbejdet blevet styrket og udviklet. Præsterne skiftes f. eks. til at være hovedansvarlig for de fælles tiltag i en kortere eller længere periode.

- Det tilgodeser præsternes mulighed for variationer i arbejdslivet, og den enkelte præst kan fordybe sig i et bestemt område. Samtidig bliver den faglige samtale og ansvaret for det kirkelige arbejde fastholdt, fordi vi ikke sektorfordeler arbejdet, forklarer Rikke Aagaard Nielsen.

I forhold til de kirkelige handlinger har man fordelt opgaven med bisættelser og begravelser mere jævnt, så sognet med mange begravelser ikke drukner i opgaven, fordi præsten fra sognet med færre begravelser træder til. Ordningen administreres uden faste regler og af ordningens fire præster selv. Præsterne prædiker jævnligt i hinandens kirker for at skabe sammenhæng mellem de seks sogne.

- Selvom jeg er kaldet til Viby og Mesinge Kirker, tænker jeg ikke ret tit på min rolle på den måde. Menigheden kan også kalde på mig fra Kerteminde med opgaver og forbindelser til mennesker, der har bevæget sig fra et sogn til et andet. Det er en stor og god mulighed for at være en del af menneskers liv, for man er jo ikke længere nødvendigvis i samme sogn fra fødsel til død. Det er også med til at gøre præsteembedet meningsfuldt, siger Rikke Aagaard Nielsen.

Hindsholm-ordningen:

 

  • En selvforvaltende gruppe på fire præster, der tilrettelægger arbejde og fravær i fællesskab
  • Præsterne dækker ind for hinandens fravær, men er ikke til rådighed – udover i ganske særlige tilfælde – i den normale rådighedsordning udenfor gruppen
  • Gruppens præster samarbejder om mange kirkelige fællesaktiviteter
  • Sognene har etableret to strukturelle organer til at varetage fællesskabet
  • Dette er sket for at understøtte det udbyggede samarbejde, både demokratisk og rent praktisk. Hindsholmmødet er således alle menighedsråd, der mødes og her træffes beslutninger om alle fælles forhold. Hindsholmrådet består af formænd og præster og er det udførende råd under Hindsholmmødet
  • Provsten holder et møde hvert kvartal med de involverede præster