Fortsæt til hovedindholdet
Religionspædagogik
Supervision på kirkelig undervisning
Finger der peger

Supervision på kirkelig undervisning

Religionspædagogisk konsulent Hanne Uhre Hansen tilbyder at udlåne sine øjne og ører i undervisningens tjeneste

Tekst: Hanne Uhre Hansen

Som religionspædagogisk konsulent tilbyder jeg supervision i forhold til kirkelig undervisning. Det gælder nye præster, der måske for første gang skal undervise konfirmander, men også rutinerede præster, som oplever udfordringer, eller blot kunne have lyst til at få en andens blik på den undervisningspraksis, man har tilegnet sig gennem årene.

I en supervisionsproces handler det ikke om, hvad der er rigtig og forkert. Det handler i stedet om at arbejde specifikt og målrettet mod de ting, man ønsker supervision på. Min rolle er ikke at komme ud og give generel ris eller ros. Det er derimod at udlåne mine øjne og ører i underviserens tjeneste, og observere lige præcis de ting, jeg er blevet bedt om at lægge mærke til. Det kan være svært selv at gøre, samtidig med at man er ansvarlig for 25 konfirmander eller en hel flok minikonfirmander.

Det kan også være, man har lyst til faglig sparring om et nyt forløb, en ny metode eller noget helt andet – og her er jeg også til rådighed for samtale og supervision.