Elizabeth Dalsgaard Fonsmark
1. februar 2025:
Elizabeth Dalsgaard Fonsmark er ansat som sognepræst i Tommerup Pastorat
Hvad inspirerede dig til at blive præst?
Jeg har haft mange forskellige inspirationskilder. Jeg har først meget sent overvejet muligheden af at blive præst. Da jeg var helt ung, læste jeg til lærer og havde der en virkelig spændende underviser i kristendom/livsoplysning, Lars Bo Bojesen. Dette inspirerede mig til at læse på universitet, hvor jeg i første omgang søgte ind på Religionsvidenskab. Jeg blev ikke optaget og søgte derfor ind på teologi, med den hensigt at forsøge at blive overflyttet til Religionsvidenskab. Men da jeg startede på teologi, var det helt fantastisk! Vi havde græsk med Svend Fodgaard og teologihistorie med Per Ingesman og Peter Lodberg og det var så spændende! Det havde jeg ikke lyst til at forlade. Så der blev jeg inspireret til at blive teolog.
Jeg er opdraget i den katolske tro, så i første omgang lå det ikke lige for at blive præst, og jeg måtte da også holde pause på studiet for at tænke mig om, men besluttede at melde mig ind i Folkekirken og blive præst. Jeg har mødt utrolig mange spændende og dygtige præster, som også har inspireret mig til at gå den vej, og mine kolleger er noget af det, jeg sætter allermest pris på.
Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?
Jeg glæder mig til sammen med menighedsrådet at bygge videre på et godt kirkeliv i Tommerup, at fortsætte gode traditioner og grundlægge nye.
Hvad er du særlig optaget af lige nu?
Lige for tiden er jeg meget optaget af, at kirken får en mere fremtrædende plads i samfundet. Jeg tror, at der er mange mennesker, der har brug for at høre det kristne budskab om, at vi er skabte og elskede.
Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
At følge med tiden, men uden at give slip på traditionerne. At være meget synlig i samfundet. At drage omsorg for dem, der arbejder i kirken, så vi har modet og styrken til at være kirke.
Hvordan vil andre beskrive dig?
Jeg har flere gange fået at vide, at jeg er rar at arbejde sammen med. Og meget passioneret.