Nicolai Røge

Helt og delt. Det må være overskriften for det arbejde, der venter mig som sognepræst i Bolbro og Hans Tausens sogne. For på den ene side skal jeg fuldt og helt være præst, mens jeg på den anden side skal dele min tid mellem to sogne, der har hvert deres menighedsråd, liv og tradition. Det bliver en spændende og udfordrende opgave, som jeg ser meget frem til.

Da jeg blev ordineret i august 2020, prædikede biskop Marianne Gaarden over Jesu ord om, at man ikke kan tjene to herrer, fordi man i givet fald vil blive splittet mellem dem (Matt 6,24). Det gjorde hun, fordi jeg blev ordineret til en stilling som både ph.d.-stipendiat og sognepræst, og jeg måtte sande, at hun fik ret; jeg blev delt mellem de to ansættelser, og jeg kom til at elske den ene frem for den anden. Så jeg sagde jeg min stilling op og blev vikar i Vissenbjerg. Men efter halvandet års samarbejde med gode kollegaer og et engageret menighedsråd, blev jeg igen draget af en delt stilling. Men forskellen er, at vi her tjener den samme Herre. At arbejdet er ét.

For mig handler kristendommen grundlæggende om at have en relation. Det er relationen og inkarnationens evangelium, vi som præster er sat til at forkynde. Derfor skal vi som kirke bygge bro mellem jord og himmel – men også mellem mennesker, så vi rækker ud og forholder os interesseret og imødekommende til vores liv og omgivelser. Vi kan nemlig aldrig være kirke, hvis vi er alene eller uden et fællesskab. Derfor glæder jeg mig meget til at blive en del af to aktive sogne, hvor kirkelivet allerede blomstrer og skabes i samarbejde mellem menighedsråd, frivillige, medarbejdere og præster. Det er nemlig dér, i samarbejdet, at jeg trives bedst som præst og som person.

Privat er jeg født og opvokset i Næstved, hvor jeg blandt andet sad i menighedsrådet i halvanden periode. Derudover har jeg i min studietid blandt andet været formand for Studentermenigheden i København og ansat ved Holmens Kirke. Da jeg mødte min mand, Mathias, måtte jeg dog sande, at det nok var lettere at flytte en sjællænder til Fyn end det modsatte. Derfor endte jeg i Odense, hvor vi bor nu. Vi holder af at bruge byen og dens mange kulturelle tilbud, og vi ser frem til, at vi med min ansættelse kan blive boende midt i eventyrenes by.