Fortsæt til hovedindholdet
Nye præster i Fyens Stift 2022
Nyheder

Bjarke Lynning Nielsen

1. august 2022: 
Bjarke Lynning Nielsen er ansat sognepræst i Bregninge Pastorat 

Præst Bjarke Lynning Nielsen

"Jeg er lige knap 30 år og træder i august til som ny sognepræst ved Bregninge Kirke på det naturskønne Tåsinge, og inden for den nærmeste fremtid flytter min kæreste Ane og jeg derfor fra Regensen i Indre København til den nyistandsatte præstegård i Bregninge.

Det bliver noget af en omvæltning for os begge, så jeg er fuld af forventning og spænding over alt det, vores nye tilværelse vil byde på. Heldigvis er jeg også overbevist om, at vi vil falde godt til, for vi har allerede mødt en masse venlighed. Og så bliver det for mit vedkommende også en slags hjemkomst, fordi jeg er vokset op inden for stiftets grænser, nemlig i Assens på Vestfyn. Jeg glæder mig enormt meget over at have fået embede i en landsdel, som jeg føler mig hjemme i.

Som studerende kastede jeg mig i første omgang over filosofien – drevet af en grundlæggende nysgerrighed og spørgelyst – og nåede i den forbindelse også at bo et lille års tid i Berlin, inden det langt om længe faldt mig ind at skifte spor til teologien, hvor det menneskelige indtager en noget mere central plads. Ane er i skrivende stund ved at færdiggøre sin uddannelse i dansk og religionsvidenskab, som hun på sigt gerne vil bruge til at undervise i gymnasieskolen. Selv har jeg også først lige afsluttet pastoralseminariet, så vi er i høj grad sammen om at stå ved overgangen til noget nyt.

Nu glæder jeg mig til langt om længe at give mig i lag med præstegerningen og til at lære kirkens øvrige ansatte at kende. Og så ser jeg ikke mindst frem til at lære sognet og menigheden godt at kende, såvel gennem livet udenfor kirkerummet som gennem arbejdet med gudstjenester, kirkelige handlinger og konfirmandundervisning. Endelig håber jeg, at man altid vil føle sig velkommen til at banke på præstegårdens dør til en kop kaffe og en snak om stort, småt eller begge dele.”