Rasmus Markussen

Jeg var spændt og lidt nervøs, da jeg tiltrådte embedet som sognepræst i Ørbæk konstitueret af biskop Tine Lindhardt, men jeg er mere spændt og lidt mere nervøs, nu hvor jeg tiltræder embedet som sognepræst i Ørbæk valgt af menigheden selv. 

Og det er jeg, fordi det jo er mit første rigtige embede som sognepræst. Altså som en sognepræst, der ikke bare arbejder, men også lever sammen med sin menighed i godt og i ondt og i alt det ind imellem. Præcis sådan som det altid har været skik og brug. Det er et stort ansvar, og derfor er jeg spændt og nervøs, men mest af alt, så glæder jeg mig bare. Og det ved jeg på forhånd, at jeg også har god grund til at gøre.

Før vores lille familie som følge af udflytningsreformen flyttede til Fyn, var jeg præst i Nordsjælland. Først i Frederikssund, hvor vi var tre præster om en kirke og så i Hornbæk og Egebæksvang, hvor vi var tre præster om to kirker. Samarbejdet med gode og erfarne kollegaer har givet mig en masse erfaring, og den er god at have, nu hvor jeg langt om længe står på egne ben. Og der hvor min erfaring ikke slår til, der har jeg så heldigvis opbakningen fra min menighed og dens råd at støtte mig til.

Som sognepræst er jeg nok forholdsvist traditionel. Jeg elsker folkekirken, som vi kender den, ikke mindst for dens liturgi og dens fantastiske salmeskat. Samtidig er det dog vigtigt også at holde sig for øje, at kristendom aldrig er død fortid, men altid er levende nutid. Og derfor lægger jeg vægt på at gøre det klart, hvad evangeliet om Jesus Kristus har at sige. Ikke til de første kristne i Israel for knap 2000 år siden, ikke til de første protestanter i Tyskland for godt 500 år siden, men til alle os i Ørbæk og omegn lige netop i dag. For kun sådan bliver det rigtigt vedkommende. Og det er jo det, det hele handler om.