Lise Marie Ranum

Fredens kirke vender helt forkert! Alteret vender mod vest og ikke mod øst og solopgang, som det sig ellers hør og bør. Og udenfor kirken ligger en kæmpestor Paulus og roder med hovedet i jorden og benene i vejret. Ramt lige mellem øjnene af noget, han slet ikke havde set komme.

Det første ser man ikke, hvis man ikke lige ved det, mens apostlens bare ben er svære at overse, hvis man har øjne at se med. Jeg har hørt begge dele omtalt som noget værre rod. Jeg synes derimod, det er vidunderligt! For selvfølgelig skal den store kirkedør - uanset at det bryder med god kirkebyggeskik - stå åben ud mod byen og vejen til øst – og signalere, at her er alle velkomne. Både den, der køber ’præstegårdskage’ til kaffen hos bageren overfor, og den, der frekventerer tatoo-butikken ved siden af. For ikke tale om dem, der er for små til både kaffe og tatoveringer. Døren fører nemlig ikke ind til hvad som helst, men derimod ind i det store lyse og fredfyldte rum, hvor evangeliet alle dage insisterer på at ramme os lige mellem øjnene med sin evigt provokerede og forunderligt grænsesprængende tale, der også sendte Paulus til tælling dengang for omtrent 2000 år siden.

Jeg glæder mig til i Fredens kirke at fortolke, ilte og formidle den rige kristne tradition. Både i det livsvigtige præstearbejde, ingen ser, fordi det foregår udenfor kirkerummet, og i gudstjenesten, der aldrig må blive hverken fortænkt modernisme eller kulisse efter gammel form. Jeg glæder jeg mig til i Fredens kirke at blive en del af et stort team af præster, organister, medarbejdere og frivillige, der hver dag inspirerer hinanden og fylder kirken og sognegården - og bydelen - med liv. Og jeg glæder mig til - efter 6 gode og travle præsteår i forstaden - at være præst i byen, hvor jeg bor sammen med min mand og vores to drenge. 

Dybest set aner jeg selvfølgelig ikke, hvad jeg går ind til. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg begyndte at læse teologi i København i sin tid, eller da jeg, efter at have taget en master ved Oxford universitet, tog hjem for at arbejde i Natkirken i Københavns Domkirke, eller da jeg, uden nogensinde at have været i Odense NØ, søgte en stilling dér for 6 år siden... Men jeg glæder mig til at kaste mig ind i det. Glæder mig på samme måde som jeg – uden sammenligning i øvrigt! - forestiller mig, at Paulus gjorde, da han endelig, lidt fortumlet, kom på benene dengang på vejen til Damaskus. Hjulpet på vej af noget, der var større og mægtigere end ham selv. 

Lise Marie Ranum, sognepræst, juli 2019