Fortsæt til hovedindholdet
Nye præster i Fyens Stift 2019
Nyheder

Jakob Daniel Lund Olesen

1. september 2019:  
Jakob Daniel Lund Olesen er ansat som sognepræst i Ryslinge Pastorat.

Præst Jakob Daniel Lund Olesen

Sognepræst Jakob Daniel Lund Olesen

Jeg er født og opvokset i Nordjylland, har læst teologi i København og fulgte pastoralseminariet i Århus.

Alligevel blev det Fyn, tilbage i 2009, da jeg fik mit første embede, og det har jeg lige siden glædet mig dybt over. For det betyder, at kærligheden til det fynske har kunnet vokse og gro. Ja så meget, at det kun har været helt naturligt at søge embede her på Fyn igen, da tiden kom til det.

Jeg glæder mig rigtig meget til nu igen at kunne trække fuldtids i præstekjolen. Jeg glæder mig til at træde ind i alt det, som for mig er den lokale folkekirke: At kunne dele både liv og tro med den lokale danske befolkning. At være med til at sætte en god ramme for dem, og sammen med dem, om både de små og store ting i livet.

For mig er det vigtigt, at den lokale kirke er et sted, man føler sig hjemme, samtidig med at det for nogen også godt må være som et andet hjem. Kirken skal gerne være et sted, hvor man føler sig godt velkommen, uanset om du primært kommer til højtider eller tager alle kirkens tider med.

Jeg glæder mig til at medvirke i og præge de mange aktiviteter omkring kirken, som alle sammen vidner om, at vi er mange forskellige slags mennesker og aldersgrupper, der alle er kirken og dermed viser, at kirken og dens budskab er for alle og er relevant for alle.

For mig handler kristenliv, gudstjeneste-liv og kirke-liv ikke om præstation, men om relation, præcis ligesom det også er evangeliets grundbudskab. Her handler det ikke om, hvad du er og kan, men om hvad Gud er, og hvad han kan. Og det glæder jeg mig rigtig meget til at forkynde på så mange forskellige måder, som det er muligt.

Hvis jeg ikke ses i kirken, så ses jeg ofte på fodboldbanen eller på en cykel. Og når jeg slet ikke ses, så er det måske fordi, jeg er ude og rejse, hvilket jeg glæder mig til også at kunne gøre, når jeg har ferie.