147
471
370
Der findes mennesker for hvem arbejdet er et kald, et kald i den forstand, at de føler sig moralsk forpligtede. Ingeniøren Bob Ebeling arbejde ved NASA i 1986 og følte sig i sådan en grad moralsk forpligtet, at han gik ned med stress. Før i tiden var det ikke kun præster var kaldet, også sygeplejersker, læger, skolelærer, husholdersker, ja alle der arbejde med omsorg og ansvar for mennesker. I dag taler vi ikke så meget om at Gud har kaldet et menenske til én bestemt opgave. Vi løser de opgaver vi enten selv synes er spændende og udviklende for os eller de opgaver som på en eller anden måde pålægges os. Det kan være en syg ægtefælle, eller et arbejde som ikke er spændende i sig selv, men som giver os brød på bordet. Selvom vi ikke tapper ind på, at det der Gud der giver os opgaverne, kan vi godt føle os moralsk forpligtede. Men når vi ikke har anden målestok eller arbejdsgiver end os selv, hvornår har vi så gjort det godt nok? Hvem skal bære over med vores utilstrækkelighed? Måske er det netop her årsagen til meget mistrivsel og stress er gemt.
Bob Ebeling var ingeniør for NASA, i 1986 skulle Rumfærgen Challenger opsendes, Bob havde ansvaret for hjælperaketterne som skulle løfte rumfærgen op fra jorden. Dagen for opsendelsen d. 28. jan var det klingrende frost. Bob Ebeling var alvorligt bekymret. Tidligere havde der været problemer med at tætningen af gummiringen til brændstoftanken. Ebeling havde mistanke om at gummiringen mistede sin elasticitet ved frostgrader, men kunne endnu ikke bevise det. Han gjorde derfor sin chef opmærksom på problemet og ønskede at udsætte opsendelsen af rumfærgen. Men ledelsen af NASA ville ikke lytte. Opsendelsen var vigtig for NASA og direktøren Morton Thiokol udtalte: ”Af med teknikhatten og på med ledelseshatten” og sendte rumfærgen afsted. 73 sekunder efter lift-off eksploderede rumfærgen og 7 mennesker mistede livet. NASA fralagde sig ethvert ansvar ved at fortælle offentligheden, at de ikke havde nogen anelse om hvad der havde forårsaget ulykken og at tabte menneskeliv er en del af læringsprocessen. Få uger efter fik Bob Ebeling stress og en dyb depression. Han sagde sit job op og forsøgte at fremlægge sagen i medierne, som ikke rigtig ville lytte. Han var rasende over at ingen tog ansvar. 30 år efter, i januar 2016, blev Bob Ebeling interviewet af det amerikanske medie NPR. Efter følgende blev han kontaktet af sin gamle chef og fik en uforbeholden undskyldning.
Omsorgsbranchen er kendt for at have alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Sygemeldinger og stress præger mediebilledet. Sundhedspersonale, pædagoger og skolelærere skal hele tiden løbe hurtigere og strække sig for at nå deres mange opgaver. Mange føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke under de givne rammer ikke kan yde den omsorg eller service borgerne har ret til. For at kunne klare det stadig stigende arbejdspres reagerer medarbejderne forskelligt. Nogle vælger at arbejde på nedsat tid, for selv at få tid til at rekreere. Andre skyggearbejder, dvs. arbejder ekstra uden at fortælle det til chefen. Nogle lader sig sygemelde med stress, og atter andre klarer sig igennem ved at fralægge sig ansvaret og reagere med kynisme. Man skal have teflon på som skolelærer for at håndterer de mange bekymrende mails fra forældre, på nogle arbejdspladser har de ligefrem en ”pytkap” som medarbejderne kan trykke på, når noget ikke lykkedes for dem pga. de ydre rammer.
For de moralsk forpligtede er det ikke nok at arbejdsgiveren forklarer medarbejderen, hvad der ligger uden for medarbejderens ansvarsområde, eller at arbejdsgiveren nok skal tage ansvaret, hvis det fx drejer sig om en gymnasielærer der ikke har resurser nok til at tage sig af ordblinde elever. Det aflaster ikke gymnasielæreren at vide, at pga. kommunens manglende økonomi, modtager en elev den hjælp han har brug for, og som derfor får ændret sin livsbane. Hvordan forklarer man en kræftpatient, at regionen desværre ikke havde ressourcer nok til at tage sig af patienten i tide?
Hvor går vi hen med vores moralske skrupler, hvis det er os selv der sætter opgaverne?
Disciplen Peter får i bibelteksten i dag pålagt en livsopgave. ”Frygt ikke, fra nu af skal du være menneskefisker”. Peter blev siden leder af disciplene og den første kristne kirke, nogle kalder ham den første pave. Hvordan kunne han, en fisker fra Galilæa, tage imod en så betroet opgave? Tænk hvis Peter havde fejlet? Så havde disciplene ikke drevet mission, så havde kristendommen ikke spredt sig op i Europa, og så havde vi ikke siddet her i kirken i dag. Det var en kæmpeopgave Peter fik betroet, som han måtte tilgå med en vis portion ærefrygt. Mon det er derfor Jesus indleder sin sætning med et ”Frygt ikke?”
Peter fik sit kald direkte af Jesu mund, han skulle være menneskefisker. Luther taler om kaldet i mere bred forstand. Luther var af den opfattelse, at mennesket ikke selv skal finde på hvad det skal gøre, men altid svare på det kald der lyder i enhver stand. Dvs. uanset om man er præst, skomager eller husmor skal man udføre sit arbejde, så det er til gavn og glæde for næsten. Peter gik ydmygt til sin opgave. Da Simon Peter og de andre fiskere kom i land med båden tung af fisk, faldt Peter på knæ for Jesus og sagde: ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand.” En anden mulig oversættelse er: ”Jeg lever ikke sådan, som Gud vil have det.” Peter erkendte altså, at han ikke havde tillid til Jesu ord, og at han ikke kunne leve op til Jesu høje krav om altid at elske sit medmenneske som sig selv. Han følte sig derfor ikke værdig til Jesu nærvær, men Jesus ville det anderledes. Netop til Peter er han kommet, for netop Peter er udvalgt til menneskefisker. Jesus er ikke en hvem-som-helst, nej der er Jesus selv, der senere i evangeliet måtte bøde med sit eget liv, for den opgave han havde fået betroet af Gud. Den Jesus der gav Peter opgaven, er også den Jesus, som Gud oprejste på 3. dagen, ham som i nadveren indstiftede sin pagt til vores synders forladelse.
I dag er der ikke mange der vil sige, at de er udvalgt til deres arbejde af Gud, at de har fået et kald. Alligevel føler mange sig moralsk forpligtet overfor deres medmennesker. Utilstrækkeligheden indtræder, når vi ikke kan skelne mellem hvornår noget er vores forpligtelse og hvornår det er uden for vores ansvarsområde.
Se engang på den tyske grafiker Herbert Seidels billede af Fiskedrættet ”Fischzug”. På billedet ses den store båd og hvordan fiskerne kæmper med at få de tunge garn hevet indenbords. Deres arme er tynde og fiskene kæmpestore. Det er til at få stress af, men, så er der også noget andet på billedet. For bagved bådet, eller i båden, er en enorm skikkelse. Hans arme er lange og stærke, han trækker garnet op til fiskerne. Gud hjælper. Vi er aldrig alene med vores kald eller opgaver, Gud trækker med. Når vi er modløse, tømt for kræfter, og fristes til at give op, så er der én, der står bag os. Han er den stærke, han tager ansvar for sine mennesker. Uden ham ville vores arbejde være forgæves. ”Frygt ikke”, er ordene til Peter, ”Frygt ikke. Fra nu af skal du fange mennesker.”
Ordene til Peter og til os er en kæmpegave, for vi er aldrig alene om vores opgaver, vi er aldrig alene i vores liv. Gud er med i båden. Ingen er forpligtet ud over evne, men vi skal gøre, det vi kan. Vi kan ikke vælge blot at passe os selv, af frygt for arbejdsbelastning og stress. Der er opgaver i livet som skal løses, og vi er forpligtet på hinanden, det er sådan et fællesskab fungerer. Men enhver skal gøre det, han eller hun har evner til, andet beder Gud os ikke om. Indimellem fejler vi, indimellem rammes vi af modløshed. Men Gud som giver os opgaverne, rækker os også gaven, sin tilgivelse og nåde. Når vi ved alteret får lov at knæle ned, ydmygt at tage imod hvad der rækkes os, så erfarer vi, at det er Jesus selv, der rækkes os. Med hans kød og blod i maven kan vi fortrøstningsfulde gå herfra, at han vil tilgive os, og bære over med vores uformåenhed.
Opgaver vi tildeler os selv kan være problematiske, for hvornår har vi gjort det godt nok? De opgaver Gud uddeler skal altid tjene til glæde og gavn for vores medmennesker. Når Gud uddeler en opgave, uddeler han også altid sin nåde. Frygt ikke! Jeg er med dig.
”Og når du så har brugt din dag,
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tag en misbrugte dag tilbage,
nådigt skjuler i evighed. ”
Hver morgen får vi en ny dag foræret, en ny dag til at gøre godt, en ny dag som skal leves i kærlighed til Gud og vores medmennesker. Derfor
Lov tak og evig ære være dig,
Gud fader, søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver,
En sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen
