af Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
a. Lovforståelsen – forståelsen af Guds ord i det hele taget. Liv og/eller lære
b. Tro og gerninger
c. Den fremmede kontra de selvskrevne
2. Ligger der et ”du skal” i evangeliteksten? Og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
a. Du skal elske Herren din Gud… Guds bud står over trangen til selv at være perfekt.
b. Gør det, så skal du leve. Budenes krav har med livet at gøre og opfyldelsen skal tjene til liv for andre
c. Tag imod den fremmede, som er en næste for dig
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
a. Se nedenstående prædiken. Men kort: Næsten og budene må ikke blive et redskab til egen selvretfærdighed. Jeg må se mit eget behov for en samaritaner for at kunne være en næste for andre.
Evangelielæsning:
Luk 10,23-37
Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Prædiken
(Parodiér præsten: En ligger og er slået ned: Man står og kigger: Det er et interessant problem her. Skal – skal – ikke Han er jo uren, når han bløder sådan! Måske bliver JEG uren!!….)
Det er en fuldstændig fantastisk lignelse, Jesus fortæller. En af de mest berømte. Givet navn til samaritter-tjenesten, som man kan finde på festpladser og til sportsstævner.
Men lignelsen er også ofte blevet forenklet, så man i én sætning siger: Den barmhjertige samaritaner: Vi skal være gode ved hinanden!
Det, der gør fortællingen unik er den samtale, den er en del af. En lovkyndig ville sætte Jesus på prøve og spørger: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus giver ham svar på tiltale og udfolder Guds vilje for ham: Elsk Gud og elsk din næste! Den lovkyndige bliver ved: ”Jamen hvem er så min næste?” Og så fortæller Jesus lignelsen og slutter med udsagnet: ”Gå du hen og gør ligeså!”Der er en helt enkel forskel på de to: Jesus og den skriftkloge: Jesus: GØR! LEV! Den skriftkloge: Hvad skal jeg tænke, mene osv. Den skriftkloge kan finde sig selv afbilledet i præsten og levitten. Den overfaldne blev et emne for præsten og levitten, ligesom begrebet ”min næste” blev sådan et teoretisk begreb for den skriftkloge.
Nogle gange kan jeg godt frygte, at Jesus og jeg taler to helt forskellige sprog. Jeg sidder her i en fin kirke og har brugt 6 års studie og næsten 25 års præstetjeneste på at finde ud af, hvordan mon Bibelen skal forstås rigtigt, og der er skrevet kilometervis af tykke bøger om tro, religion, kristendom osv. Og så kan man få sådan et billede af sig selv som præsten, vi så før: Man vader hen over det ene faldne menneske efter det andet, får ikke set selv sine nærmeste i øjnene, tænker mere over at få sin egen tro og overbevisning til at falde på plads end at se det LIV og det MENNESKE, Gud har sendt lige foran dine fødder!
Den skriftkloge ville stille Jesus på prøve med spørgsmålet: Hvem er min næste. Vi møder det flere steder i evangelierne, at de skriftkloge forsøger med deres intellekt at stille fælder op for Jesus. Men hvem er det, der falder i fælden? Det er den, som i sin optagethed af at sige, mene og gøre det HELT rigtige, ender med at få placeret sig selv LIGE i centrum af livet. ”Han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte: ”Hvem er så min næste?” Underforstået: Hvem kan jeg tillade mig at gå udenom?
Og så har vi Jesus på den anden side, som taler et helt andet sprog! Jesus kalder mig ikke i kirke for at give mig en bestemt MENING. At være kristen er ikke at få løst en række spørgsmål, at blive klogere og få en dybere indsigt i livet. Jesus kalder dig og mig til at LEVE livet – som Gud ønsker det. LEVE livet med Gud – ikke forstå eller have en mening om, men LEVE livet med Gud! Og LEVE livet med din næste – ikke have den rigtige mening om hende eller bedømme ham – men LEVE for og med din næste! Ligesom den overfaldne ved bare at ligge der, råbte på HANDLING fra både præsten, levitten og samaritaneren, sådan råber dine medmennesker på, at du prioriterer dem og lever med dem. Det kald lød til den skriftkloge, som blev fanget i sin egen fælde. Fanget af at gøre sig selv retfærdig frem for slet og ret at være til stede for sin næste!
Men der lød også et andet kald – som også lyder til os: For Jesus spørger jo ikke den skriftkloge: ”Hvem af de tre: Præsten, levitten og farisæeren var nu bedst overfor den overfaldne?” Men Jesus spørger: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Og svaret var selvfølgelig: ”Ham, der viste ham barmhjertighed!” Jesus vil vise den skriftkloge noget mere end, at han skal være en god næste overfor andre. Fra Jesus lyder der et kald til dig og mig, om HAN må få lov at være en næste for os? Jesus vil vise, at den skriftkloge SELV har brug for én, som kan være en næste for ham? ”Hvem var en næste for ham, spørger Jesus!” Ham, der viste ham barmhjertighed, kunne den skriftkloge jo godt se! Jesus ønsker at være den fremmede, som kommer og bøjer sig ned til dig, plejer dine sår, løfter dig op og bærer dig hen til det herberg, hvor du bliver taget kærligt imod – hen til Gud, din Far! Det kræver jo, at du ser, at der er områder i dit liv, hvor du uden Jesus ER magtesløs. Det betyder ikke, at kristendommen er en religion for de svage og hjælpeløse. Men det betyder, at den, der ser REALISTISK og SANDT på sit liv, opdager et reelt behov for i væsentlige forhold i livet at blive hjulpet!
Omdrejningspunktet for den skriftkloge var, at han ville retfærdiggøre sig selv! Redde sit eget skind, sin egen ære! Tænk hvor fjern den tankegang er i forholdet mellem samaritaneren og den sårede. For den sårede gav det absolut IGEN mening at skulle redde sin ære. Han skulle bare redde sit liv! For samaritaneren gav det absolut heller ingen mening at skulle redde sin ære. Hans omsorg for den sårede var så stærk, at han satte ære og værdighed på spil for at frelse den sårede! SÅDAN er det levende forhold mellem Gud og det kristne menneske: Jeg opgiver min egen retfærdighed, opgiver at forsvare og undskylde mig selv i lange baner overfor Gud. Jeg bilder mig ikke andet ind end at være såret og skrammet af skyld og synd overfor Gud – helt som andre mennesker, hverken mere eller mindre! Men jeg erkender og bekender det ærligt, som det er: Herre: Jeg har syndet imod himlen og imod dig – som den fortabte søn sagde det i en anden lignelse! I det ærlige forhold må jeg så se en Gud, som kommer fra det fremmede – fra Guds fuldkomne rige. Og i stedet for at gå lige forbi én som mig, standser han – som stjernen standsede over Betlehem – han bøjer sig ned i krybben, ned til ydmygelse, pisk, tornekrone og kors. Han læger mine sår med sit eget blod, og han betaler selv med sit liv for hele mit evighedslange ophold i Guds rige! Intet i forholdet mellem de to handler om meninger og egen ære! ALT handler om LIV – en levende relation!
Hvordan træder man så ud i det liv med Gud? Ja – det handler rigtig meget om samtidig at træde ud i det liv, Gud har givet mig: SELV at være en næste for andre! Det er nærmest en cirkelbevægelse: Behovet for at få Jesus som din næste opstår, når du ER en næste for andre! Dér oplever jeg velsigelsen og glæden ved livet, og dér kommer jeg til kort og oplever en reel magtesløshed og et reelt behov for nåde og lægedom. Så hver dag har vi de to stemmer fra Guds ord, der kommer os i møde: Guds lov, som siger: Vær en næste! Og Evangeliet, som siger: Jeg ER en næste for dig! Intet af det er teori eller religion! Det er livet! Livet med Gud og livet med hinanden! Amen
