Sognepræst Mette Tikjøb Grymer
Han vil indgyde os en tro, et håb og en kærlighed, der fejer alle apokalyptiske billeder, mareridt, sorg, meningsløshed og død bort. Det kan og vil kun en lysets Gud, der er kærligheden selv
Af Mette Grymer, sognepræst i Nyborg, beredskabspræst i Region Syd
Apokalyptiske scener toner frem på skærmen – om det så var blankpolerede rustvogne i kortege med blomsterdekorerede kister, men det er derimod døden i sin nøgne gru med enorme militærvogne, der transporterer kister uden blomsterduft og farveregn ud af en italiensk by, fordi krematorierne ikke kan følge med. Årsagen er naturligvis corona, som virus hedder i folkemunde – paradoksalt set et smukt navn, idet corona betyder ’krone’, men det latinske navn klinger ingen hæder og elegance. Tværtimod er det forbundet med angst, risiko, sygdom og død. Også hos os.
Langfredag er mol-skalaens og sorgens dag. Langfredag er ensomhedens og dødens dag, og vi forstår aldrig, hvad der skete i Golgatas mørke, dér hvor folket netop havde givet Jesus en krone på hovedet. Her heller ikke til hyldest og værdighed, men til ydmygelse og hån udtrykt i skarpe tornegrene.
Scenen fra domfældelse til korsfæstelse og død er detaljeret beskrevet, og spørgsmålet, vi står tilbage med, er, om Gud står bag sin egens søns død Langfredag? Er Gud dermed så ikke en sadistisk far, der ofrer sin egen søn? Hvilken Gud er det ikke, og kan vi døbe børn til, tro på og lovprise en sådan Gud? Det fører naturligvis til anfægtelse. Men hvis Gud ikke vil sin søns død, hvorfor i alverden forhindrer han det så ikke? Hvorfor lader Gud så derimod ikke, som i J.P. Jacobsens novelle: ”Pesten i Bergamo”, Jesus på guddommelig vis stige ned fra korset og fare til himmels med det samme, bort fra alle, der både sørger og applauderer over henrettelsen? Det ville have vidnet om en magtdemonstration af format, der ville have sat modstandere og tvivlere skakmat.
Jesu død unddrager sig fuld forståelse, for ingen kan kigge Gud i kortene. Men kristendommens virkningshistorie har ikke skortet på bud: Jesus døde på korset for vores skyld, eller han døde for vores synder, forstået på den måde, at Jesus, der var uden skyld, har påtaget sig vores skyld og vores syndighed ved at ofre sig for os. Og – igen – hvad er det så for en Gud? En Gud, der kun kan forsones gennem et blodoffer? Denne tankegang, som også gennemsyrer mange af vores salmer, har kaldt på et bibelsk korrektiv med et andet gudsbillede, der til stor glæde er fremkommet hos flere nulevende teologer og salmeforfattere – hvis indsigt og hæderlige forskning benytter andre bibelsk funderede ord, hvis vi skal have blot et bud på, hvad der skete i Langfredags mørke.
For Jesus dør ikke for Guds skyld, for Gud er ingen økonomiansvarlig, der kræver balance i noget regnskab. Gud er meget større. Men folket kunne ikke lide, hvad Jesus sagde, de kunne ikke tåle, hvem han var, og hvad han gjorde, og derfor dømte de ham med den hårdeste dom og lod ham korsfæste. For Jesus nægter at gå på kompromis. Han står ved sit budskab. Han insisterer på sandheden om, hvem han er, og han udfører sin gerning – også selvom det må koste ham livet. Jesus ofrer sig dermed for det budskab, der er større end lidelse, større end hån og latterliggørelse. Selv større end død.
Dermed går Jesus vejen for os, så vi ikke skal kunne være noget sted, hvor han ikke selv har været: i ensomhed, i gudsforladthed, i den frygtelige lyd af militærvognenes ligkørsel eller til sidst i dødens tavse mørke. Men Gud vil mere. Han vil give os et håb om et evigt liv, der bærer dur-skalaens forventninger i sig. Han vil indgyde os en tro, et håb og en kærlighed, der fejer alle apokalyptiske billeder, mareridt, sorg, meningsløshed og død bort.
Det kan og vil kun en lysets Gud, der er kærligheden selv.
Amen.
