Evangelielæsning:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Amen.
Prædiken
I dag sendes – om alt går vel – det store rumteleskop James Web Teleskopet ud i rummet. Når det har nået sin placering i rummet, kan det efter sigende lade os se helt til verdens ende! Det vil sige, at det lys, man kan se med teleskopet, kan være det første lys, der opstod i universet for milliarder af år siden!
Det er da imponerende! Begyndelsen er fascinerende! Begyndelsen på alt liv.
Og teksten fra Johannesevangeliet, som vi hører i dag, Juledag efter 2. tekstrække, handler om begyndelsen. ”I begyndelsen var Ordet!” Og straks tænker vi på ordene fra 1. Mosebog: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”
I menneskehedens historie har der ofte været en sammenhæng mellem det religiøse og fascinationen af naturen. Og for mig hænger det stadig sammen: Det er dybt fascinerende, at vi kan se så langt som til verdens ende. Men når vi har set, så langt vi kan med alle de hjælpemidler, vi har til rådighed, ligger spørgsmålet stadig lige om hjørnet: Er der en mening bag? Er der en skaber, der trækker i trådene, mens det skabte udvikler sig år for år?
Jeg tænker, at de fleste danskeres tro er præget af flere spørgsmål end svar. ”Der er mere mellem himmel og jord”, siger vi nogle gange, når vi ikke rigtig kan finde ord for at beskrive det, vi ikke kan bevise. ”Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad!” Vi bliver ydmyge og små i forhold til alt det, vi ikke ved. Men måske også lidt sofistikerede omkring det. Religionen skal i manges øjne helst være sådan lidt uklar. På en måde lidt verdensfjern – gemt i sit eget private rum – ”for man kan jo ikke vide noget med sikkerhed!”
Jeg nævner den her lidt distancerende tilgang til tro og religion i dag, fordi en del af de tilhørere, som første gang fik læst ordene fra Johannes: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og ordet var gud”- de har nok haft det sådan med ordet Logos – som er det græske ord for ”ordet”!
Logos var i græsk sammenhæng et meget bredt begreb. Samlet set kan det nok bedst oversættes med den højeste idé. Men også noget i retning af ”universets sjæl”, et stabiliserende princip i universet. Så – en folkelig forståelse af logos kunne godt svare til vores ”mere mellem himmel og jord”. Der var filosoffer, som satte mere præcise ord på, men menigmand tænkte mest, at ordet stod for noget afgørende og sammenhængende! Og derved blev det – for mange: Mere mellem himmel og jord. Så kan vi ikke tillade os at mene mere om, hvad det nu er for noget! Men Johannes har også andre tilhørere end de græsk-talende. Johannes taler også til jøder – og ind i en jødisk sammenhæng.
De ville spidse ører allerede efter de første to ord: ”I begyndelsen” – ”ah – skabelsesberetningen”, ville de tænke. Særligt fordi den jødiske bibel simpelthen hed ”Be’resheet” – i begyndelsen – med henvisning til 1. Mos 1
Og den sidste lille nørdede oplysning, inden vi går videre:
Når jøderne i synagogerne fik oversat den hebraiske oplæsning direkte til græsk, havde de en skik: At man ikke måtte nævne Guds navn direkte. Så i stedet for at sige Jahve, som er Guds navn i GT, sagde man Adonai, som slet og ret bare betyder ”navnet” – MEN i den græske oversættelse blev dette ord oftest oversat med – ja nemlig: ”ordet” – eller Guds ord.
Så når et jødisk publikum hørte sætningen: ”I begyndelsen var ordet”, hørte de både en reference til skabelsesberetningen OG sætningen: I begyndelsen var Gud Herren!
Men så sker der noget, som ville få både grækere og jøders øjne til at spile op.
Johannes fortæller, at Ordet – Logos – Det store overordnede princip, Gud, altings skaber – blev kød og tog bolig iblandt os.
Ordet blev ikke bare ånd – og trådte ind i den åndelige verden – Ordet blev kød og fik ben at gå på, fik krop, lugtede af sved og gik på toilettet!
Og hvis vi lige skal hjem igen til vores egne breddegrader. 2021. Det er som om, vi sidder og kigger ud i det store rumteleskop. Vi spejder efter lyset fra altings begyndelse. Vi spejder efter, hvad der var før alting, før lyset - og i sidste ende spejder vi efter: ”Hvad er meningen?” ”Er der en mening, en vilje bag universet?” ”Er der mere mellem himmel og jord?” Og tankerne tager ofte på himmelflugt, når vi tænker på det guddommelige!
Og så kommer Johannes og prikker dig på skulderen, tager kikkerten væk fra dine øjne, tager din hånd og fører den hen til et menneske! Jesus, ja! Men sammen med ham føres du også hen til ham eller hende, der er din næste og siger: ”HER skal du finde meningen! Her skal du finde Logos, Universets skaber og den sammenhængende visdom i alting: Midt i det liv, du lever, hos de mennesker, du omgiver dig med.
For Ordet blev ikke en fjern tåge af galakser, ordet blev ikke ånd, ordet blev kød – menneske – og tog bolig iblandt os. Gud blev menneske – eller: Mennesket Jesus blev Gud.
En af mine gamle teologi-lærere fra Universitetet skrev for nylig i en kommentar til dagens tekst: ”Kristeligt set er evigheden tidens alvor.” (Henning Thomsen)
Det gør noget ved den tid, vi lever i, at den evige Gud ville være i tiden. Det gør noget ved værdien af ethvert menneske, at Gud ville lade sig føde netop som et menneske. Vi forstår måske lidt af, hvad Jesus mente, da han sagde: ”Hvad I har gjort imod én af mine mindste, har I gjort imod mig!”
Jesus kom til sit eget. Han var i begyndelsen. Alt skabt er skabt ved Jesus, Guds ord, og nu i julen indtager han i den forstand sin helt naturlige plads – blandt alle os, som han har skabt. Så behøver vi ikke spejde ud i fjerne galakser for at finde meningen. Gud er til stede mit i livet.
Det bringer så også den alvor frem, at det viser sig, som Johannes siger, at hans egne ikke tog imod ham. Hvis Gud er i verden, står vores ansvar også lige overfor os – hele tiden i ethvert møde med et andet menneske. I bare det 3. kapitel i Joh.Ev. siger Johannes: ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde” (Joh 3:19)
Så længe Gud bare er en fjern størrelse – ligesom lyset fra skabelsens morgen – så længe kan vi også holde ansvaret på afstand. Men nu er lyset kommet til verden, og så bliver det tydeligt, hver gang vi vælger mørket frem for lyset, striden frem for freden, millimeterretfærdigheden frem for barmhjertigheden.
For når du vælger din næste fra – vælger du Gud fra!
Men det er ikke kun ansvaret, der kommer tæt på. At ”det-der-mere-mellem-himmel-og-jord” nu har fået krop i Jesus Kristus, gør, at du må kende selve meningen i universet. Du må kende den vilje, der står bag alting, som står bag skabelsen af dig – og din næste. Og DEN vilje trodsede ethvert mørke i verden og siger til dig: ”Du må – alt mørke til trods – være mit barn!” ”Hans egne tog ikke imod ham, hedder det, men alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn! De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje men af Gud!”
Alt vores eget viser igen og igen, at vi ikke tager imod vores skaber og gør hans vilje. Men skaberen giver os noget, som ikke er vores eget. Han giver dig noget, som du ikke selv kan fortjene dig til eller beslutte dig til: Barneforhold til sig gennem troen på Ordet, Jesus Kristus. Som H.C. Andersen synger:
Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
Det er ved at møde barnet – mennesket Jesus – at livets inderste mening findes: Nemlig det selv at blive et barn af Gud. Ordet – altings ophav – blev kød, blev menneske. Dér finder du Gud, og dér finder du værdien af selv at være et menneske.
Glædelig jul!
Amen.
