Europa er sammensat af mange forskellige modersmål, af forskellige kongedømmer og republikker, hvert land har sit særpræg, med en særegen byggestil, med et bestemt forhold til hvordan omgivelser skal se ud.
Briterne holder f.eks. meget af mangefarvede lyskæder til jul. Hvor vi i Danmark, har et mere afdæmpet farvevalg i julebelysningen. Når man kører gennem Europa, så ændrer naturen sig selvfølgelig, men det der gør, at man kan se at grænser mellem to lande er krydsede, det er byggestilen og de farver som skilte og reklamer gør brug af. I grænseegnene der flyder det bygningsmæssige udtryk dog sammen. For her lever man så tæt på det andet lands udtryk, at man ikke kan undgå, at blande de arkitektoniske udtryk sammen, for det på den ene side af grænsen er lige så normalt og rigtigt som på den anden side af grænsen.
I grænseegnene taler folk også ofte 2 sprog, da arbejdspladser og skoler, for at kunne fungere, må kunne mestre begge sprog i grænseegnen.
Dagens evangelietekst, bevæger sig i grænseegne. Det gælder både for billedet af mennesket i form af en kanaanæisk kvinde, der beder om helbredelse af hendes barn. Og det gælder for Jesus, der bevæges, af at gå over en ny grænse.
Jesus krydser ikke en landegrænse, men en folkegrænse. Hidtil har hans helbredelser kun været israelitterne forundt. Kvinden der forstyrrer ham i dagens tekst er kanaanæisk, et folk der stod i næsten krigerisk modstand til israelitterne. De to befolkningsgrupper har formodelig haft meget lidt med hinanden at gøre, og man blandede sig ikke. Men samtalen i dagens tekst er en grænseegn, hvor en kanaanæer og en israelit taler sammen, går i dialog og sættes fri.
På trods af at kvinden tilhører Kanaanæerne, så sætter hun sin lid til Jesus, og skellet mellem dem bliver til en mangfoldig grænseegn.
Det er vel som et par historier der knytter sig til 2. verdenskrig, hvor grænserne mellem danskere og tyskere var trukket hårdt op.
Den ene er en historie jeg har mødt her i sognet. To unge piger var gået i biografen under besættelsen. Der sad de og skulle se film. De var klar til en god aften. Bag dem hørte de gråd, de vendte sig om og så to unge mænd på deres egen alder. To unge tyskere, hvor tårerne strømmede ned af kinderne på dem, for det var ikke deres krig og besættelse. Og de to unge mænd, var bevidste om hvor mange fjender Hitlers krig måtte føre med sig. Dette møde i biografen gjorde, at de to unge kvinder gennem hele livet, altid blev ved med at se mennesket, når deres venner talte om fjenden i Tyskland. Grænsen mellem dem var brudt ned i biografen.
Eller hvad med beretningen om landmanden, der havde besluttet sig for at han aldrig ville handle med tyske soldater under besættelsen. Det gjorde et par af hans naboer, og de havde nemmere ved at få smør på brødet. Landmanden holdt fast i sit princip, uanset hvor sultne hans egne børn måtte være. Handle med fjenden ville han ikke. En majdag var det hele forbi. Fjenden, de tyske soldater, skulle gå hjem til deres hjemland på deres fødder. De var ved at være udmarvede og sult, sygdom og nød prægede dem. En sulten gruppe af disse unge tyskere kom forbi hans gård, de var ikke andet end store skoledrenge, og de bad om noget at spise. Nu rasede en voldsom kamp inde i landmanden – skulle han være konsekvent og holde fast i sit princip eller skulle han give dem mad at spise. Det var et vanskeligt valg for ham, men da han så de unges indsunkne kinder, deres slidte eller manglende sko, deres tomme hænder, så forbarmede han sig over dem og gav dem mad.
Landmanden gav køb på sine grænser, ved at lade kærligheden vinde over hans konsekvente principper. Der blev skabt mangfoldigt grænseland, forståelse for den fremmede og de fandt et fælles sprog.
De her tre beretninger, Jesus der helbreder den kannanæiske kvindes datter, de unge piger i biografen og landmanden der gav de sultne soldater mad, det er historier om markante grænser der bliver nedbrudt. Beretninger om, at barmhjertighed og kærlighed kommer før konsekvens og principper. Og at det er kærligheden der sætter fri.
I de sidste uger, siden 3 dødsfald i København, er der blevet udråbt konsekvens og principper. Mange politikere, har ikke været sene til at markere et standpunkt, vise at de står fast og gøre opmærksom på, at der må handles principielt, gøres noget for at trække grænserne op. Man kan sige, at det er politikernes opgave, at lægger hovederne i blød for at komme med løsninger på problemer, både på de nære problemstillinger og de problemstillinger der stækker sig over flere år. Men de nyhedsudsendelser jeg har magtet at se, de har været fyldt af skingre røster, der grundlæggende vil trække grænserne skarpere op.
Jesus går sammen med disciplene i et grænseland, han vender sig og går ind i samtalen med den kanaanæiske kvinde. Jesus og disciplene opholder sig helt konkret i et område, man på Jesu tid ville kalde hedningeland. Jesus overskrider i samtalen og helbredelsen en fysisk grænse og samtidig en åndelig grænse. Hans barmhjertighed og frisættelse gælder fra denne dag ikke kun israelitterne, den gælder for alle folk, høje som lave, tykke som tynde. Jesu kærlighed og barmhjertighed forholder sig ikke til synlige eller usynlige grænser. Han bevæger sig i grænseland, der hvor sprogene er mange, og de kulturelle udtryk er mangfoldige.
Som menneske behøver man ikke køre gennem Europa, for at komme tæt på grænser. De fleste kender til at balancere på grænsen, mellem ens offentlige liv og det private, mellem arbejde og hjem, mellem kollegaer og familie, mellem egne drømme og forpligtelser, mellem egne ønsker og andres krav, og mellem egne børn og papbørn.
Det at balancere på grænser, kan give fornemmelsen af at være rodløs, for hvor hører man hjemme, i drømmene eller forpligtelserne, i arbejdet eller hos familien. Det er et eksistensvilkår, for når man bevæger sig ud i grænselandet, så begynder dialogen og samtalen. Og her slækkes der på principer og konsekvens. I grænselandet tager barmhjertigheden og frisættelsen over.
Jesus gik derud og han blev bevæget og flyttet i grænselandet. Og barmhjertigheden blev kaldt frem i ham overfor den på den anden side af grænsen.
Jesus fandt sit hjem og slog rod i grænselandet. Der hvor pricipper og konsekvens falder og kærlighed og barmhjertighed vinder frem. Der hvor der slåes en streg over synder, når man knæler ved nadverbordet, hvor man kaldes til dåben for at slå rod i, at Jesus Kristus er med os alle dage indtil verdens ende, uanset hvor rodløs vi måtte være, og hvor mange grænser der skal balanceres på.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen!
