I efterårsferien besøgte jeg min kusine i Århus, sammen med min mor og min søster. Det var egentlig en forsinket fødselsdagsgave, da hun fyldte 60 i sommer og vi havde aftalt at give frokost på Marselisborg Havn imens vi kunne sidde og kigge ud over Århusbugten. Vejret var godt og vi nød den skarpe sol der skinnede ned i det klare vand samt udsigten til Marselis-skoven der glimtede i lyset af alle de fine gule, røde og orange nuancer. Herefter kørte vi hjem til min kusine og nød en kaffetår i hendes lejlighed lige i nærheden.
Alt imens snakken går, spørger hun om vi vil se hendes mors smykker.
Min faster, min kusines mor, døde sidste år og der var ikke nogen af smykkerne der havde særlig økonomisk værdi. Min kusine ville ikke beholde dem så midt i kaffen og æblekagen sad vi så og kiggede i smykker.
De var i alle farver, min faster var en farverig person.
Der var lange perlekæder af plastik, der var øreklips i alle faconer og nyere fingerringe af skinnende metal med sten i. De var meget små og passede kun på en lillefinger, da hun havde købt dem efter, at hun havde tabt sig meget pga. sygdom. Smykkerne havde måske ingen økonomisk værdi, men de var forbundet med minder!:
Perlekæden i rød plastik havde været min farmors. Min faster havde vist ikke selv brugt den, den var slidt, nogle steder var plastikken skallet af. Men straks var jeg tilbage i barndomsminderne når vi, min far og mor, min storesøster og jeg, i sommerferien, pakkede bilen og kørte til Mors for at besøge min farmor, så havde hun haft den perlekæde på. - og sådan indeholdt hvert enkelt smykke en historie og et minde, som vi nu alle sad og genopfriskede:
Den orange koralhalskæde bar hun til sin 60 års fødselsdag sammen med den røde kjole husker I det? -Og fødselsdagen som blev holdt på restaurant Pinen og Plagen – ja og det var dengang Jess levede og spille på sin harmonika-kan I huske det? Og sådan tog den ene historie den næste og pludselig både græd og grinede vi over alle de sjove fester og sammenkomster vi havde oplevet sammen.
Min farmors hjem på Mors var familiens samlingssted, det var hende der lavede mad og inviterede – der havde vi alle tit siddet stuvet tæt sammen rundt om det ovale bord i hendes lille lejlighed på 1. sal, der lå lige ud til gågaden inde midt i Nykøbing. Lejligheden var kold for bygningen var ikke så godt isoleret, så hun havde købt et kraftigt forhæng, som hun trak for døren for at hun bedre kunne holde på varmen.
I en drøm var det samme forhæng faldet ned fra loftet og lå nu hen over det ovale bord og delte det i to. På den ene side af forhænget sad alle vi der stadig lever –på den anden side sad den del af familien som nu er døde. Men på trods af adskillelsen kunne vi tale sammen hen over forhænget.
Det var som et flænget forhæng ind til det allerhelligste, en åben grav, som om grænsen mellem de levende og dødes rige var ophævet.
Samme følelse opstod hen over smykkerne, midt i alle historierne om alle de gode minder vi havde haft sammen.
Der kom et særligt lys over vores samvær dén dag, en særlig varm følelse af nærvær, levet liv, gode minder og tryghed.
Vi var sammen med vores rollemodeller og vejvisere i selskab med deres smittende livssyn og munterhed. Minder om noget vi kunne tage ved lære af og som kastede en åndfuldhed ind i vores midte rundt om kaffen og æblekagen.
Vi sad i en boble af samvær mellem levende og døde.
Min faster og farmor var begge et lys på hver sin måde og der opstod en varme fra de lys, som skabte klarhed så vi, for en stund, glemte alt andet: Kaffe og æblekage, debatten om aktiv dødshjælp, selv krig og uro var ikke længere en del af samtaleemnet.
Det var som den franske forfatter: Marcel Proust skriver tilbage i marts 1915, i et brev til sin overbo, som havde mistet sin bror: ”Når vi sørger over et elsket menneske, kan vi kun trøstes af ord fra dem, som har kendt dette menneske, og som er i stand til at genkalde ham for os.”
Hvorfor mon det er sådan? Hvorfor trøstes vi kun, for alvor, af dem som har kendt vores døde mens de levede?
Det er fordi vi kun kan tænke på vores døde som levende. Vi kan ikke tænke på dem som døde. Vores døde fremstår for os i vores erindring, i alt hvad de har sagt og gjort. Deres bevægelser, placeringen i stuen hvor hun sad, måden hun bevægede sig på når hun gik, hendes udseende og latter.
Kun ord fra dem som har kendt vores døde kan trøste. For kun de mennesker, kan forvisse os om, hvad vi har mistet.
Trøsten er, når vi-sammen med andre-tænker på vores døde som levende så vi, i erindringen, får det menneske på nært hold, hos os igen.
Det har Benny Andersen skrevet et smukt digt om, der hedder ”Noget at leve op til”, han skriver:
”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde
noterer mig bare at tallet stiger støt
men hvad er døde tal
mod sprældøde venner.
Jeg har ikke noget imod de døde
nogle af mine bedste venner er døde
det påfaldende er blot deres
usvækkede livskraft
modsat adskillige nulevende som er
mere døde end levende
jeg kender flere u-afdøde
som keder mig til døde
mens de rigtige døde
de professionelle
har det med at gå igen
på uventede tidspunkter
blander sig i alt
sætter skub i en kedelig samtale
får syrener til at blomstre midt om
vinteren.
Jeg frygter ikke de døde
jeg frygter mere de levende
som godt kan ta livsmodet fra mig,
men de døde, gir mig oplevelser for livet”. Citat slut. (Benny Andersen)
I erindringen bliver vores døde levende for os.
Vi sidder sammen rundt om alterbuen og spiser af det levende brød, Jesus Kristus som ophæver liv og død. Men sådan opstår der mange alterborde rundt omkring i vores små hjem. Alle steder hvor vi mindes vore kære sammen, som kaster sit lys på os hver gang vi mærker: Nærværet, varmen og hyggen trænge ind i vore hjerter.
Minderne skal vi ikke pakke væk, vi skal stille dem frem som lys i en stage. Da mødes himmel og jord, som i sangen: ”Se min engel”: Hvor englen lander blidt på den bløde jord, åbner en sprække i himmelens dække, kommer fra lyset og sår et ord. Amen
