Gudstjenester og andagter på pleje- og demensafdelinger

v/Anne-Mette Riis, lektor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og tidl. musikpædagogisk konsulent i Roskilde Stift.

INTRODUKTION

Observation og forberedende besøg

Igennem de 2 år, som projektet har kørt, besøgte jeg en række plejecentre og observerede andagter, gudstjenester og musikalske aktiviteter. Salem i Gentofte og Sølund i København; Holberghjemmet og Rosenhuset i Sorø; Smedegade i Slagelse samt Birgittehjemmet i Hillerød. Hertil kommer mange års praksis som kirkesanger på plejehjem i bla Farum. I projektperioden havde jeg lejlighed til at samtale og sparre med Inger Kamstrup, organist i Holstebro, som jeg kendte som kursist i babysalmesang, samt en lang række af præster - ikke mindst Lis Samuelsen i Sorø. En række samtaler med plejepersonale og ikke mindst afdelingsleder og demenssygeplejerske i Rosenhuset Susanne Kjelkvist har ligeledes dannet grundlag for mine videre iagttagelser og kvalificeret mit musikalske arbejde med målgruppen. Endelig har jeg deltaget i kursus i musikterapi i Løgumkloster som led i mine forberedelser. 

Litteratur

Sideløbende har jeg naturligvis læst en række teoretiske værker om aldringsproces og sygdommen demens og har især haft fokus på musikkens betydning. Det er bemærkelsesværdigt at forfatterne til disse bøger med anden end musikalsk/musikteoretisk baggrund (fx neurologer, læger, sociologer, sygeplejersker) fremhæver musikkens unikke mulighed for at rumme stimulation og livgivende nærvær på alle planer. Se litteraturlisten bagest. Alt dette for at danne mig et indtryk af nuværende praksis og de muligheder, der evt. kunne være for at fokusere den liturgiske praksis og musikalske samvær. 

FRA BABYSALMESANG TIL SALMER I NÆRVÆR PÅ DEMENSAFDELINGEN

Jeg har igennem de sidste 14 år arbejdet intenst med musikalsk samvær med babyer og deres forældre og blev foregangskvinde for babysalmesangen i Danmark. De parametre, der ligger til grund for samværet i den aldersgruppe er:

• Ro
• Nærvær
• Forudsigelighed i bevægelserne
• Fokus på helhed og stemninger
• Enkelhed
• Gentagelser
• Ømhed
• Rum for aktiv deltagelse
• Bred sansestimulering (visuel, taktil, kinæstetisk, auditiv, vestibulær)
• Pauser o Nuancer/kontraster

Jeg blev opmærksom på, at alle disse parametre også gør sig gældende i arbejdet med ældre og demente. Hertil kommer en overordnet respekt for den, man står overfor, hvor man stiller sig lyttende an og selv er autentisk og opmærksom på at ”afpasse” sin henvendelse i forhold til den enkeltes grænser

ROSENHUSET

Forberedelse og dialog med plejepersonalet

Jeg tilrettelagde 8 andagter i Rosenhuset i Sorø, som er en demensafdeling. Forud for disse havde jeg dels overværet gudstjenester og andagter på stedet og dels haft samtale med plejepersonalet. Jeg kan stærkt anbefale at give sig tid til en samtale med plejepersonalet. Dels for at fortælle om ens egne ideer og intentioner med det gudstjenstlige samvær. Herunder ikke mindst at få klare aftaler om rammerne, så alle unødvendige sanseindtryk elimineres (fx skal der ikke køre en opvaskemaskine eller radio i baggrunden, og det skal ikke foregå omkring et kaffebord). Men også for at inddrage personalet som observatører og hjælpere, der tillige kan være budbringere til den daglige omsorg for beboerne og kontakt til deres pårørende. 

Gestik, rekvisitter og gudstjenestenærhed

Jeg afprøvede forskellige ideer og rekvisitter i forbindelse med andagten og sørgede samtidig for, at der var enkelte gentagelser fra gang til gang for at observere en eventuel genkendelsesglæde.

I forbindelse med andagten eksperimenterede jeg med:

• Enkle bevægelser med arme, hænder og fødder, fx gestik til salmerne
• Rekvisitter, fx risposer og kors
• Visuelle stimuli, fx sæbebobler og stjerneparaply
• Salmebog hhv ikke-salmebog 
• Opstilling af stole mv, så rummet får andagtskarakter
• Lytning til musik, fx undertiden at bruge optaget musik
• ”Gudstjenestenærhed”, således at opbygningen minder mest mulig om en kirkelig handling.

Det muliges kunst

Mange præster og organister fortæller, at de som regel gør, som ”man plejer” at gøre det pågældende sted. Har man - før man kommer som ny præst - siddet ved kaffeborde og modtaget nadver af dessertvinsglas, videreføres denne brug. Ofte uden at tænke nøjere over det. Da jeg spurgte en præst: ”Hvordan plejer du at have stolene stillet op”, svarede hun: ”Av! og jeg, som eksperimenterer med konfirmanderne, jeg har ikke skænket det en tanke”. Det samme gælder prædikenens traditionelt centrale plads i den lutherske gudstjeneste. En anden præst fortalte, at han plejede at holde en forkortet udgave af sin søndagsprædiken… Det muliges kunst opfattes således som at affinde sig med skik og brug. Men det muliges kunst bør i stedet være at blive sig muligheder bevidst uden at give køb på gudstjenesten særegenhed. Man kan fx spørge: 

• Hvordan kan det være, at vi til de mennesker, som har allermest tid, ofte tilrettelægger gudstjenester af den aller korteste varighed? o Hvordan skabe og vedligeholde en kontakt igennem hele andagten fra man har sagt goddag til man siger farvel?
• Hvordan undgå faren ved at ”aflire” det, man havde bestemt hjemmefra, hvis modtageren åbenlyst ikke forstår det? Det gælder såvel det talte som det sungne.

En grundlæggende viden om aldring og aldersrelaterede sygdomme samt en anerkendelse af, at de mennesker, der sidder på plejehjemmene, ofte er hårdt ramt af sygdom, viser at musikken og salmerne, er det, der taler stærkest.

Det muliges kunst bliver med andre ord at finde balancen imellem sansestimulation på den ene side og respekt for ritualet på den anden side. Det er helt konkret muligt at udnytte behov for sansestimulation ved fx at bruge rigtige alterbægre, ikke sidde ved kaffeborde, men omstille rummet til det, det er nu; en gudstjeneste osv. 

MUSIKALSKE FIF

At synge med nærvær

• Læg mærke til, hvordan det lyder, når du synger! Altid med samme kraft eller sommetider mere blidt og indfølende?
• Skal de enkelte vers i en salme formes forskelligt i forhold til tekstens stemning, betoninger og nuancer?
• Hvordan vælge toneart? Det kan være relevant at sætte salmerne i et lidt dybere toneleje end i koralbogen. Men – salmerne kan komme til at ligge så dybt, at det bliver uskønt og svært genkendeligt. Vend det kollegialt organist og præst imellem

At have noget i hånden

Det auditive er ikke altid nok. Derfor kan det være en god idé samtidig med sangen at have noget i hænderne. Så længe det ikke spærrer for forkyndelsen.

• Det er en god idé til en enkelt salme at holde hinanden i hånden. Det understøtter oplevelsen af samhørighed og nærvær. Kvaliteter der er fælles for gudstjeneste og fællessang.  
• Det er en god idé at få noget i sin hånd, fx et lille (træ-)kors, en pose med ris eller lign. Fordi man hermed taktilt understøtter den opmærksomhed, som man gerne vil holde ved lige, mens man synger. 

Instrument eller ikke-instrument

• Man bør overveje, om der altid skal være klaverledsagelse til (alle) salmerne. Så længe vi alene har sangen, hjælper vi opmærksomheden, fordi det musikalske samvær er mere enkelt og fokuseret.
• Varierer man salmesangen mellem musikledsagelse og à capella får man et mere nuanceret musikalsk input og dermed en ”rigere” gudstjeneste.

Repetition, lytning, genkendelighed

• Det er en god idé at repetere vers, evt. at nynne melodien. Det skaber fortrolighed med musikken og, hvis man ikke kender salmen, at ”få den lært”. Alt i alt bibringer det en fornemmelse af ”menighedsfællesskab”.
• At sørge for forskellige klanglige inputs i andagtsrummet vækker vores evne til at bevare opmærksomheden. Derfor er det vigtigt at lytte og tilbyde lytteoplevelser, fx et mellemspil på klaver eller CD. 
• 50-75% af valgte salmer skal være kendt stof for de fleste. Genkendelighed skaber glæde og inklusion. Man er fælles om en gudstjeneste via sang, som vitterlig er fælles.

Se eksempler på to konkrete gudstjenester her

Se litteraturliste til denne artikel her

Se artiklen som PDF fil her