Fortsæt til hovedindholdet
Videohilsner i fasten
Nyheder

14. februar 2024 - Askeonsdag

I dag vil jeg minde dig om, at der er grænser..

Af: Hanne Uhre Hansen, teologisk medarbejder i Fyens Stift

I dag vil jeg minde dig om, at der er grænser – grænser for, hvad vi kan og grænser for hvad vi skal, og ikke mindst en grænse for livet, sådan som vi kender det og lever det her på jord.

Det har fra gammel tid været budskabet her på den første dag i fastetiden, Askeonsdag, som den kaldes, fordi man, når fastelavnsfestlighederne var overstået og man havde spist sig mæt i fastelavnsboller, mødtes i kirken til en særlig gudstjeneste, hvor man fik tegnet et kors i panden med aske. Det gjorde man for at minde sig selv og hinanden om, at livet er begrænset… memento mori, sagde de gamle romere: husk, at du en dag skal dø.

Men se, når man tegnede et kors, så var det også for samtidig at minde om dåbens kors: det kors, der blev tegnet på vores pande og for vores bryst, dengang vi blev døbt som et tegn på, at vi hører til Gud og at derfor døden ikke får det sidste ord! Det gør Gud.

Med de ord vil jeg ønske dig en god dag, og Guds fred!