23. februar 2024
I dag vil jeg standse ved ordet fristelse..
Af: Peter Jacobsen, sognepræst i Sankt Hans Kirke i Odense
Her i fastetiden vil vi gerne sætte fokus på det, der virkelig betyder noget. I dag vil jeg standse ved ordet fristelse. En del af os tænker nok hurtigt på ”slik og søde sager” som relativt ufarlige fristelser. Og lad os endelig have et samfund, hvor det er ok at give efter for den slags uskyldige fristelser!
Samtidig er det også godt at kunne afkode den virkelige fristelses karakter!
Med den virkelige fristelse tænker jeg på den fristelse, der – hvis jeg falder for – vil ødelægge vigtige ting i mit liv.
Den virkelige fristelse er kendetegnet ved to ting: Løgn og lyst! Fristelsen bygger altid på en løgn. Den forsimpler billedet, viser kun en del af sandheden – ikke hele sandheden! Men det fristende består jo i, at den rører ved noget i os, som faktisk har lyst til det falske billede, vi præsenteres for. Det kan være en svær erkendelse: At jeg har lyst til noget, der i virkeligheden vil ødelægge en del af mit liv. Men spids ører for det gode – og hold fast ved det! Og lad os bruge bønnen fra Fadervor: Led os ikke ind i fristelse men fri os fra det onde.
Med de ord vil jeg ønske dig en god dag og Guds fred!