22. februar 2024
Ind imellem kan man komme til at længes efter liv… også selvom man står midt i livet..
Af: Hanne Uhre Hansen, teologisk medarbejder i Fyens Stift
Ind imellem kan man komme til at længes efter liv… også selvom man står midt i livet, og hverdagen kører derudaf med arbejde og familie og forpligtelser og fornøjelser…
Det kan måske på overfladen lyde lidt forkælet, når man nu har så meget, og livet er så behageligt, som det trods alt er her i Danmark. Men for mig er det udtryk for en dyb og grundlæggende længsel efter at tilhøre noget større – en erfaring af, at vi som mennesker har brug for mere end blot at få løst de basale behov… At vi har brug for at opleve mening og samhørighed i livet. At vi har brug for alt det, Gud giver os
Og det kan opleves ret smertefuldt eller måske ligefrem fortvivlende, når det mangler. Hvis det er tilfældet, så overvej hvordan du tager den længsel alvorlig. Overvej hvordan du kan søge Gud. Og husk så: at ingen af os kan bære meningen med vores eget liv… det er vi for skrøbelige til og sikke en byrde, det ville være!
Nej, kun én kan blæse liv og mening ind i tilværelsen, og det er Ham hvorfra livet og meningen kommer!
Så med de ord vil jeg ønske dig en god dag, og Guds fred!