Minna Margrethe Bach Winsløw
1, juni 2021:
Minna Margrethe Bach Winsløw er ansat som sognepræst i Langå-Øksendrup-Svindinge Pastorat
Jeg glæder mig rigtig meget til at blive sognepræst i Langå, Øksendrup og Svindinge og tage mig af Nyborg arrest.
Kort før jul kom jeg tilbage fra Grønland efter ti dejlige år. Der fik jeg prøvet mange ting af. Jeg har været underviser i folkeskolen, gymnasiet og på teologi på universitet, haft et præstevikariat i Nuuk og endte som præst for Arktisk Kommando samtidig med jeg var teologisk medarbejder på bispekontoret, hvor jeg stod for pastoralseminariet og kateketuddannelsen.
Jeg har både prøvet at bo i mindre samfund i Nordgrønland og storbyen Nuuk. Jeg foretrækker klart at bo et mindre sted, hvor alle kender alle, og man deltager i de samme fælles arrangementer på kryds og tværs. Det er meget hyggeligere. Derfor valgte jeg at søge til et landsbysogn, der sammen med arbejdet i arresten ville give mig nogle spændende udfordringer. Sjælesorg har min store interesse.
Jeg har, efter jeg kom til Danmark, haft et vikariat i Frederikshavn, i et større bysogn. Et skønt sted, men det kan let blive lidt rutineagtigt med de mange begravelser af mennesker, man slet ikke kender.
Jeg glæder mig rigtigt meget til at lære sognet at kende på en hel anden måde, end man kan med et bysogn, og finde ud af, hvad der er af ønsker til den kommende præst. Jeg vil også rigtig gerne støtte og samarbejde med frivillige, som brænder for et eller andet, de kunne tænke sig at føre ud i livet i deres menighed. I det hele taget glæder jeg mig til at lære folk at kende og blive en del af livet i Langå, Øksendrup og Svindinge menigheder og landsbyfællesskaber.
Jeg kommer selv fra Fyn, Glamsbjerg, så det føles lidt som ”at komme hjem,” efter mange år meget langt hjemmefra.