Lokal løndannelse – udmelding fra Finansministeriet og CFU’s forhandlingsudvalg
Når Menighedsråd behandler forslag om lønforbedringer skal I holde jer fælles erklæringen om nye lønsystemer fra Finansministeriet og CFU`s forhandlingsudvalg for øje. Erklæringen er udarbejdet i 2008 og beskriver blandt andet:
Den lokale løndannelse skal bidrage til at understøtte udvikling og kvalitet i opgaveløsningen og den ansattes engagement og kvalitet i arbejdslivet. Samtidig bør den lokale løndannelse medvirke til at understøtte den enkelte medarbejders kompetenceudvikling, rekruttering og fastholdelse samt løse de ubalancer, der kan opstå mellem personalegrupper i en offentlig sektor, der skal tilpasse sig en dynamisk samfundsudvikling. Den lokale løndannelse sker inden for rammerne af Menighedsrådenes økonomi.
Det er Menighedsrådenes ansvar gennem prioritering at sikre, at der er midler til rådighed til lokal løndannelse
Den lokale løndannelse normeres ikke af en centralt aftalt minimum eller maksimumpulje. Den lokale løndannelse normeres heller ikke gennem centrale direktiver om kun at udmønte tillæg som engangsvederlag, varige tillæg eller lignende. Engangsvederlag indgår som en del af de nye lønsystemer.
Der kan lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger. Åremålstillæg og ulempegodtgørelse ydes som honorering for midlertidighed i ansættelsen og/eller konkrete ulemper, der er knyttet til opgavevaretagelsen. Der kan herudover forhandles lokal løndannelse.
Tilbud om lønforbedring under lønforhandling
I organisationsaftalerne for kirkefunktionærer og i organistoverenskomsten står der, at såfremt der ikke indgås aftale mellem parterne ved en fase 2 eller fase 3 forhandling, aflønnes medarbejderen med den løn, Menighedsrådet har tilbudt.
Ved den løn, der tilbydes under lønforhandlingen, forstås den løn, Menighedsrådet oprindeligt har tilbudt.
Det vil sige den løn, som Menighedsrådet indleder forhandlingen med at tilbyde
Det er således ikke den til enhver tid under lønforhandlingen tilbudte løn, Menighedsrådet er forpligtet til at aflønne med.
Den af Menighedsrådet tilbudte løn skal først udmøntes efter eventuelle forhandlinger med Stiftet eller Kirkeministeriet, og hvis der fortsat er uenighed efter disse forhandlinger.
Har I spørgsmål til ovenstående er I naturligvis velkomne til at kontakte Stiftet.