Sascha Mette Qvortrup

Livet mellem mennesker og livet mellem husene forandres. Ønsker vi, at Folkekirkens budskab stadig skal vække genklang i samtiden, skal forkyndelsen formuleres og udtrykkes på måder, der er vedkommende og nærværende. 

Det er ikke noget nyt. Kristendommen har altid været i bevægelse og udvikling i en levende vekselvirkning med den kultur, som den er en del af - mellem samtidens toner og den kristne grundfortællings rytme. Flodernes løb er de samme, men vandet, der risler er nyt. Sindet bevæges på nye måder som kilde til inspiration og kritik. 

Jeg er et ligefremt menneske, der er optaget af det mellemmenneskelige; engageret, energisk og eftertænksomt - med et stort overskud og et lyst sind. 

Jeg er mor til fire halv- og helvoksne børn, hvoraf to er hjemmeboende. Forud for mit præstekald er jeg uddannet antropolog og idéhistoriker og har slået mine folder i højskoleverden. Jeg er rundet af det grundtvigske, opvokset på en præstegård gjort af dette stof - altid med salmebogen og højskolesangbogen i lommen, handskerummet eller tasken. Jeg har sunget, nynnet og reciteret fra dem, så længe jeg kan huske. De er på mange måder en klangbund for min livshorisont, og jeg glæder mig til sammen med jer at lade salmesangen sammen slå og sætte krop til ordene. 

Jeg er taknemlig og ydmygt begejstret over at være landet på Fyn. Her hvor bakkerne bukker sig omkring os, og bøgen folder os ind i sine kroner. Her mellem bælt og sund - i et mellemrum, en vejtrækning og et ophold, der for nogle bare er en strækning mellem to punkter, men som for andre er en lomme af liv og nærvær. 

Her glæder jeg mig til at udfolde kirke- og sognelivet i selskab med de, der udgør den levede og levende kirke. En kirke, som er det sted, hvor mennesker genkender sig selv og finder fornyet håb, fordi der trækkes tråde mellem Gud og dem, og mennesker imellem. Her er gudstjenesterummet med salmesang, ritualets kraft og det levende ord stedet, hvor vi mennesker kan samles i og til tiden om sang, tro, sorg, glæde, håb og eftertænksomhed. 

Kirken kan og skal være en positiv modvægt til det effektiviserede præstationssamfund, hvor vi er noget ikraft af det, vi er, og ikke det vi gør - et åndehul, et mellemværk, en pause, et nærvær - hvor vi kan komme, som vi er og møde evangeliet i ord, toner og stemninger. Den fynske kirke skal stå som en sang i vort sind, som vi kan nynne med på.