Mette Boddum Behrndtz
1. juni 2024:
Mette Boddum Behrndtz er ansat som sognepræst i Hans Tausens Pastorat
Lige nu er turen fra Nr. Lyndelse ind til Odense særlig smuk. De gule rapsmarker står i fuldt flor og minder om, at foråret er godt i gang. I præstegården er et af de sidste træer, der springer ud, valnøddetræet lige midt på gårdspladsen. I år vil det ske samtidig med, at jeg selv tager springet og flytter ind til Odense for at være præst i Hans Tausens Kirke. Efter 22 år som landpræst i Nordjylland og på Fyn, glæder jeg mig rigtig meget til at prøve kræfter med livet ved en bykirke. At det så ovenikøbet bliver i Odense, er jeg helt utrolig glad for. Dermed vender jeg nemlig hjem til rødderne, da jeg er født og opvokset i Odense.
Teologisk søger jeg også gerne tilbage til de bibelske rødder, da jeg især er optaget af Det Gamle Testamente, der har en stor anvendelighed for både børn og voksne. Børn begejstres over de bibelske banditter, mens voksne fatter interesse, når de gamle tekster åbnes op på nye måder, fx ved hjælp af kunsten. Jeg har også forsøgt at åbne de gammeltestamentlige tekster på ny ved at være en del af den gruppe, der har oversat teksterne til nudansk i Bibelen 2020. Det har været en interessant og udfordrende opgave, for hvor meget skal vi modernisere og aktualisere vores bibelske tekster? Spændende er det også, at en af de første danske bibeloversættere, vi har, netop er Hans Tausen. Det bliver derfor stort at skulle prædike lige foran Johannes Bjergs imponerende Hans Tausen-skulptur, der nu er kommet på plads i Hans Tausens Kirke.
Jeg ser i det hele taget frem til at slå rod i sognet og blive en del af de forskellige fællesskaber, der er i og rundt omkring kirken. Det bliver godt at komme rundt lokalt! Og har man brug for et lyttende øre, en god snak og kop kaffe, står døren i præsteboligen også åben. Her vil man i øvrigt kunne hilse på de andre ’rødder’ i familien, der består af mine to piger på hhv. 21 år og 18 år og min mand Henry Charles Holm, der er juridisk konsulent i Friskolernes Hus.