Gitte Bærentsen Lorentzen
1. marts 2021:
Gitte Bærentsen Lorentzen er ansat som sognepræst i Asperup-Roerslev Pastorat
Efter næsten 6 et halvt gode og travle år som sognepræst i Thyregod-Vester Pastorat, glæder jeg mig til at vende næsen hjemad mod Fyn. Jeg er født og opvokset i Middelfart og flyttede først derfra, da jeg fik embede i Midtjylland.
Jeg har arbejdet i folkekirken siden julen 1989. Først som kirkesanger, siden som afløser for kirketjener og kordegn og nu som præst.
Jeg glæder mig over at være præst og blive vist den tillid at blive inviteret ind i folks liv. Kirken er en vigtig ramme om det levede liv, lige fra fødsel til død, og det glæder jeg mig til at blive en del af i Asperup og Roerslev.
Jeg glæder mig til at lære menighederne og sognene at kende. Jeg glæder mig til at skulle indgå i det fantastiske menighedsråd- og medarbejder-team. Jeg glæder mig til, at vi skal lave kirke sammen, for hele menigheden. Og så glæder jeg mig til at skulle arbejde sammen med mine to skønne kollegaer i nabosognene i Nr. Aaby og Udby, Husby, Føns, Ørslev.
Jeg ser så meget frem til, at vi kan begynde at mødes under mere normale omstændigheder, så børnene kan møde Nikodemus, som hjælper mig i kirken, når der er familie og børnegudstjenester. Jeg glæder mig til, at de voksne kan komme til kirkernes brede udvalg af arrangementer. Og jeg glæder mig til at skulle finde på og tilbyde nye lejligheder til, at menigheden kan mødes.
Jeg glæder mig til at skulle vise, at kirken er så meget mere end søndagens gudstjeneste, og at den er for alle.
Jeg glæder mig til at lære minikonfirmander, konfirmander og deres familier at kende og til at skulle undervise dem.
Min familie og jeg glæder os til at flytte ind i den smukke præstegård og til at blive en del af miljøet i og omkring byerne. Vi glæder os til at komme tættere på familien og at komme hjem til Fyn.