Kristian Bunkenborg
1. maj 2024:
Kristian Bunkenborg er ansat som sognepræst i Gudbjerg-Gudme-Brudager Pastorat
Jeg har fungeret som vikarierende sognepræst i Gudbjerg-Gudme-Brudager siden oktober, og det var ikke en svær beslutning for mig at søge den faste stilling.
Jeg er blevet taget enormt godt imod som vikar, jeg er blevet mødt med venlighed og imødekommenhed, og jeg er allerede kommet til at holde meget af skovene og markerne og de tre smukke kirker.
Og nu er der måske nogen, der er nysgerrige i forhold til, hvem I har fået som præst. Jeg kommer oprindeligt fra Svendborg og har læst teologi i København. Det blev til både en kandidat og en PhD fra KU med ophold i Italien, Sydafrika, Tyskland og Palæstina.
Mit interesseområde har ligget i krydsfeltet mellem teologi, filosofi og litteratur. Jeg har altid været optaget af fortællinger, hvordan de bliver til og lever videre i nye former, og hvordan de kaster lys over tilværelsen. Vi fortolker verden og os selv gennem fortællinger. Når vi mødes i kirken, så samles vi om den helt store fortælling, og det er en glæde og et privilegium at få lov til at være medfortolker af evangeliet.
Det har taget mig mange år at blive præst, men det har været en scenisk rejse, og jeg har rygsækken fuld af refleksioner, som jeg glæder mig til at dele med jer.
Jeg er meget taknemmelig for at valget faldt på mig, jeg glæder mig til at gå til arbejdet, og min kæreste og jeg glæder os til at indtage præstegården i Gudbjerg.