Fortsæt til hovedindholdet

Vi samlede et helt nyt menighedsråd

Kun få sagde nej, da præsten i Aarup gik i gang med at prikke
Af: Marianne Holst Hyrlov 
Foto: Lasse Skov

Ikke et eneste af de valgte menighedsrådsmedlemmer i Aarup Sogn ønskede at fortsætte ved sidste menighedsrådsvalg, så for sognepræst Rikke Steen Knudsen var der kun en ting at gøre. Hun gik i gang med at spørge mennesker i sognet, om de havde lyst til at stille op.

”Jeg ledte efter folk, der var aktive i byens foreninger, og jeg kiggede specielt efter de erhvervsaktive, som via deres arbejde har nogle af de kompetencer, der er brug for i et menighedsråd,” fortæller præsten.

En spændende opgave

En af dem, der blev prikket, var Peter Poulsen, som nu er formand for menighedsrådet. Han er også aktiv i Aarup Boldklub og lokalrådet, og samtidig har han erfaring med både ledelse og håndværk. 

”Jeg tænkte, at jeg godt kunne bidrage til at få et nyt menighedsråd til at fungere. Kirken er jo en vigtig og aktiv del af vores lokalsamfund, så jeg syntes, at det var en spændende opgave, som jeg gerne ville være med til at løfte,” fortæller han.

De fleste sagde ja

Der var ifølge sognepræst Rikke Steen Knudsen enkelte, der sagde nej, da de blev spurgt, om de ville stille op, men de fleste sagde ja. Og der var brug for hver enkelt persons kompetencer.

”I rådet har vi nu en lærer, der har ideer til skole-kirke samarbejdet. Vi har også en person, der arbejder i Arbejdstilsynet, og derfor har forstand på MUS og APV. Desuden har vi en person, der arbejder professionelt med kommunikation, og derfor ved noget om plakater og annoncer. Vi har også en maskiningeniør, der kan forstå de tegninger, der kommer fra håndværkerne, og vi har en fagforeningsansat, der kender til det ansvar, vi har for medarbejderne, ” fortæller præsten.

Menighedsrådsformanden supplerer:

”Vi er et ungt hold, hvor den ældste kun er 61 år, og medlemmerne er gode til at byde ind med det, de kan. Vores menighedsrådsmøder varer ikke mere end to timer, og vi prioriterer effektive møder. Men vi lægger også vægt på at have et sammenhold, hvor vi for eksempel tropper op og hjælper til, når der er fastelavn eller andre arrangementer.” 

Stiller op igen

Menighedsrådsformand Peter Poulsen stiller op til valget igen, og han har en forventning om, at det samme gælder de fleste af de øvrige medlemmer. Men nye folk fra lokalområdet skal også prikkes, for menighedsrådet ønsker aldrig igen at ende i samme situation som ved sidste valg.

”Det gør ikke noget, at der kommer et par nye ind, når der er valg, men det er bestemt ikke hensigtsmæssigt at skifte alle menighedsrådsmedlemmer ud på én gang,” siger formanden.