Menighedsrådet er ikke en nørkleklub
Svaret var i første omgang nej, da Hanne Terndrup i sin tid blev spurgt, om hun ville stille op til menighedsrådet i Ørbæk Sogn. Der var stort set ingen fra det gamle menighedsråd, der ville fortsætte. Ikke på grund af ballade, men fordi de havde været med i rigtigt mange år.
”Jeg kunne jo godt se, at det var en dum situation for sognet, og jeg lod mig overtale, men vi aftalte i det nye menighedsråd, at vi IKKE måtte gå samtidig”, fortæller Hanne Terndrup.
Menighedsrådsmedlemmerne i Ørbæk har bevidst arbejdet på, at menighedsrådet skal være et godt sted at være.
”Vi har i fællesskab fremelsket den gode tone i menighedsrådet. Vi synes, der skal være højt til loftet, og tonen skal være sober, og det italesætter vi. I 2018 genindviede vi kirken efter halvandet års renovering, og sådan et projekt er jo virkelig noget, der kan sætte gang i diskussionerne. Kirkeværgen og jeg var direkte uenige – vi har ellers et fantastisk samarbejde – men vi måtte på et tidspunkt tage en afstemning, hvilket ellers sker yderst sjældent. Mit synspunkt tabte afstemningen, og bagefter må man bare bakke den beslutning op, som flertallet har taget”, siger Hanne Terndrup.
Som formand er hun mødeleder, og hun mener, at mødelederen har en meget væsentlig opgave i at holde sig til dagsordenen, så møderne ikke løber ud ad en tangent og slutter til midnat i stedet for klokken 21.
”Det er jo dejligt, når medlemmerne brænder for noget, men alle skal have taleret, og vi skal også hjem i ordentlig tid, så der skal mødeledelse til,” siger Hanne Terndrup.
Professionelt frivilligt arbejde
Hun mener, det er vigtigt at finde kandidater, der har lyst til at arbejde med f.eks. personale og regnskab, eller som interesserer sig for kirkebygningerne, for som hun siger:
”Menighedsrådet er ikke en lille nørkleklub. Her er vi nødt til at være realistiske. Ja, det er frivilligt arbejde at sidde i et menighedsråd, men det er professionelt frivilligt arbejde. Vi er arbejdsgivere for de ansatte, og det skal gøres professionelt. Det kan ikke nytte noget at lave aftaler i porten. De ansatte har overenskomst og arbejdstidsregler, og det skal vi forholde os professionelt til, lige som vi skal til den regelregn, der kommer fra Kirkeministeriet”.
Der er kun et enkelt medlem, der forlader menighedsrådet i Ørbæk efter mange års indsats. Hanne Terndrup genopstiller selv, fordi:
”Vi har en meget dygtig sognepræst, som jeg holder meget af, og så er arbejdet i menighedsrådet både hyggeligt, givende og interessant”.