Jeg hoppede bare ud i det
Jeg begyndte at komme i kirken, da min søn gik til konfirmandforberedelse for flere år siden, og op til sidste menighedsrådsvalg spurgte menighedsrådsformanden, om jeg ville stille op til valget. Jeg overvejede det ikke så længe. Jeg hoppede bare lige ud i det og sagde, at det ville jeg godt.
Jeg vidste ingenting om menighedsrådsarbejde på forhånd, men heldigvis ligger der på nettet nogle korte videokurser, som hedder ”Godtfrastart”. Jeg så kurserne fra en ende af, og så var jeg egentlig klar til at gå i gang.
Efter de første to år i menighedsrådet blev jeg kontaktperson og skulle pludselig sætte mig ind i løn- og ansættelsesforhold, for vi skulle have ansat både kirkesanger og gravermedhjælper. Det var en stor mundfuld, men heldigvis er vi gode til at hjælpe hinanden, og jeg har også fået hjælp fra vores præst og fra Fyens Stift.
Jeg vidste noget om arbejdsmiljø, MUS og arbejdspladsvurderinger, for jeg har arbejdet som arbejdsmiljøsygeplejerske, men jeg har også lært meget nyt via menighedsrådsarbejdet, og det er jeg glad for. Det er helt klart kompetencer, som jeg kan skrive på mit CV.
Selvom menighedsrådsarbejdet er tidskrævende, har jeg aldrig fortrudt, at jeg stillede op.
I menighedsrådet er vi med til at skabe rammerne for Østrup, Skeby og Gerskov kirker, og selvom man ofte tænker, at traditioner og gentagelser præger kirken, så synes jeg, at det er muligt at have et moderne menighedsråd, der arbejder meget dynamisk.
Den grønne omstilling er for eksempel rigtig vigtig for os. Vi har lige lagt 11 hektar præstegårdsjord om fra konventionelt landbrug til vild natur. Halvdelen af jorden er plantet til med skov, og en del af skoven er plantet af skoleelever fra lokalområdet.
Som menighedsrådsmedlem kan man være med til at gøre noget godt for sit lokalsamfund, når man for eksempel arbejder sammen med skolen, eller når man arbejder for den grønne omstilling. Det, synes jeg, er vigtigt – også hvis man gerne vil have nogle yngre kræfter til at stille op.
Man er med til at skabe noget, og selvom menighedsrådsarbejdet nogle gange er tidskrævende, har jeg aldrig fortrudt, at jeg stillede op.