Fortsæt til hovedindholdet

Jeg er med til at udvikle kirken

Elene Fleischer, menighedsrådsmedlem i Hans Tausens Sogn i Odense:
Fortalt til Anette Jorsal
Foto: Lasse Skov

Hvis man går ind i et menighedsråd og har ideer og kan argumentere for dem, så kan man virkelig være med til at udvikle kirken. Et eksempel. Vi har et stykke jord på sydsiden af kirken, og jeg argumenterede for, at vi skulle lægge blomsterløg i jorden og appellere til menigheden, om at give stauder til jordstykket. Nu har vi fået en lille kirkehave, og både Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad har skrevet om det.

Jeg er kontaktperson for kirkens fire medarbejdere, men jeg har valgt, at jeg også er kontaktperson for de 22 frivillige, der er knyttet til kirken. De frivillige følte sig ikke rigtig set og hørt, og vi har nu udarbejdet en frivillighedspolitik, så de er mere synlige, og nu ved de også i hvilket omfang, de kan trække på f.eks. kirketjeneren. Det er bare nogle eksempler på, at man kan udrette noget, hvis man vil.

Jeg genopstiller til næste valg, for det har givet mig så ekstremt meget at være med i menighedsrådet. Jeg blev mødt med åbne arme af medarbejderne. De har ladet mig komme ind og lede. I menighedsrådet er vi både nye og gamle medlemmer, og når der kommer sådan en akademiker ind som mig og med min alder, skal man lige ses an, og jeg vidste, at hver gang jeg åbnede munden, skulle jeg også selv være parat til at handle.

I flere år sagde jeg nej til at stille op til menighedsrådsvalget, når vores præst prikkede mig. Ved det seneste valg i Hans Tausens Sogn manglede der kandidater, og jeg tænkte: Er det nu jeg skal stille op? Jeg skulle først finde ud af hvilke funktioner, der var i menighedsrådet, for jeg var fuldkommen afklaret med, at jeg ikke ville være menigt medlem. Jeg ville gerne have en af de tungere poster. Kontaktpersonen er en post, som jeg kunne se mig selv i, for jeg har mange års erfaring som leder og har både arbejdet med ansatte og frivillige.

Jeg kontaktede først min præst for at høre, om jeg var for gammel til at stille op, for jeg var 78 år på det tidspunkt. Hun var lynhurtig til at sige: ”Det afhænger af hvem, det er – og DU er ikke for gammel!” Det fik mig til at stille op. Jeg sluttede mit arbejdsliv og havde gode erfaringer med mig, og jeg synes, det er spændende at lære noget nyt.

Det har givet mig så ekstremt meget at være med i menighedsrådet.  

Elene Fleischer, medlem af menighedsrådet i Hans Tausens Sogn
Fakta

Elene Fleischer

Elene Fleischer, 80 år har siden 2022 været medlem af menighedsrådet i Hans Tausens Sogn. Hun er uddannet socialrådgiver, har læst Køn og kommunikation på Syddansk Universitet og har forsket i selvmordsforsøg. Hun er desuden tidligere leder af NEFOS - et landsdækkende netværk for selvmordsramte.