Fortsæt til hovedindholdet

Det særlige ved folkekirken er, at den ledes nedefra

Af Hanne Uhre Hansen, teologisk konsulent i Fyens Stift 
Foto: Ard Jongsma

Selv i et lille land som vores, hvor man kan køre fra syd til nord og øst til vest på en enkelt dag, kan det ind imellem føles, som om de store beslutninger bliver truffet et godt stykke fra vores hverdag. Men sådan er det ikke i kirkerne.

I kirkerne har vi det, der så smukt kaldes nærdemokrati. De har stået der i århundreder – kirkerne. Nogle i næsten tusind år. Og grunden til at de stadig står der, er, at mennesker gennem de hundredvis af år har villet bruge og bevare deres kirke. Kirkerne står der, fordi man er kommet til gudstjeneste, fordi man har døbt sine børn, begravet sine kære og ladet sig vie til sin elskede – netop dér i sin lokale kirke. Og på den måde har kirken dannet ramme om utallige liv og om lokalsamfund, der har holdt fast i, at det er væsentligt at samle sig om netop det, der binder mennesker sammen: troen på Gud, håbet om fred og frelse og en grundlæggende tillid til at kærligheden er den stærkeste livskraft, der gives.

Hver eneste kirke i landskabet rummer alt det. Men kun fordi der er en menighed til stede. Det er faktisk noget af det, der gør vores folkekirke helt særlig i forhold til den øvrige verdensomspændende kristne kirke. I andre grene af kristendommen, eksempelvis den ortodokse og katolske kirke, ledes kirkerne oppefra og nedefter i et hierarkisk system. Men i den danske folkekirke er det lige omvendt. Her er kirken funderet i menigheden selv. Det er menigheden, der kalder deres præst. Det er menigheden, der gennem menighedsrådet beslutter, hvad der skal prioriteres af stort og småt – om kirken skal stå åben i dagtimerne, om der skal være sangaftner, fællesspisning, foredrag eller babysalmesang. Og det er menigheden, der gennem menighedsrådet sikrer, at kirken restaureres og bevares for eftertiden, så der også om hundrede år vil være kirker i landskabet.

Derfor kan vigtigheden af menighedsrådets arbejde ikke overdrives. Menighedsrådet er afgørende for, at kirken findes lige præcis der, hvor den er. ”Præster kommer og går, menigheden består” - som jeg kan huske en kollega sagde til mig, da jeg var landet i mit første embede. Og han sagde det ikke for at underkende min eller forgængeres indsats, men for at understrege den unikke gave, der ligger i, at menigheden selv bærer deres kirke videre fra generation til generation.

Alt det ved I, som læser dette, allerede. For I kender det jo indefra. I er nærdemokratiets hjerner og hjerter, hænder og fødder. Og når I nu skal ud at finde nye legekammerater i menighedsrådene, så husk at fortælle dem alt det: At man som nyt medlem af menighedsrådet kan få nærmest uhørt stor indflydelse på kirkens liv og virke. At man kan være med til at beslutte, hvordan kirken skal være kirke netop der, hvor I er. At man får et unikt indblik i en institution, der er lige så gammel som kongehuset og er med til at bære tro og traditioner videre til kommende generationer.

Og læg ikke skjul på, at det også indimellem er svært og krævende; det er alt i livet, som er betydningsfuldt! Menighedsrådsarbejdet kræver engagement og lyst til samarbejde, det kræver tid og deltagelse, kort sagt: Hjerne, hjerte, hænder og fødder.

Til gengæld er det givende og meningsfuldt i en så vanedannende grad, at man risikerer at blive dybt opslugt af det. Og hvor kan man ellers sige, at man arbejder frivilligt for selve livets mening?

Det gør man i menighedsrådet – og det er da slet ikke så tosset endda!