To fynske præster får pris for deres særlige gudstjenester
Odense Kommunes Handicappris 2024 går til Anja Damkjær True, præst i Glamsbjerg og Jonas Dean Weisenberg, præst i Allesø og Næsbyhoved-Broby.
Anja Damkjær True og Jonas Dean Weisenberg får prisen for deres specielt tilrettelagte gudstjenester for mennesker med handicap i Vor Frue Kirke i Odense. Gudstjenesterne afholdes tre gange om året og er en stor succes blandt kirkegængerne.
Også blandt brugerne på Odense Værkstederne, hvor Rasmus og Jannik holder til. Faktisk er de begge to så vilde med gudstjenesterne, at de på eget initiativ har indstillet Anja Damkjær True og Jonas Dean Weisenberg til prisen, der hvert år tildeles en ildsjæl eller flere, der gør en forskel for mennesker med handicap.
I begrundelsen lød det blandt andet, "… at præsterne gør meget ud af at være i øjenhøjde med målgruppen og inkluderer i deres gudstjenester både brug af musik, sange, rekvisitter og udklædning og ikke mindst også tegn-til-tale for at gøre det kristne budskab tilgængeligt og meningsfuldt for deltagerne."
Anne Damkjær True og Jonas Dean Weisenberg fik overrakt prisen af rådmand Brian Dybro ved en lille højtidelighed på Ældre- og Handicapforvaltningen på Ørbækvej tirsdag aften, og de to prismodtagere var både stolte og rørte.
”Vi anede ikke, at vi var blevet indstillet, og derfor er det ekstra rørende, at det er brugerne selv, der har indstillet. Vi tænker meget over, hvordan vi sætter tilhørernes sanser i sving. Det er ofte en kombination af flere ting. Til høstfesten var der f.eks. halm, man kunne røre ved. Vores ledestjerne hver gang er, at hver deltager bliver ’set, hørt og forstået”, siger Anne Damkjær True, og Jonas Dean Weisenberg fortsætter:
”At vinde handicapprisen 2024 gør mig både stolt og glad og viser, at målgruppen sætter pris på initiativet. Vi ser også altid selv frem til gudstjenesterne. Der var ikke et decideret kirke-tilbud for voksne handicappede, kun for konfirmander. Anja og jeg så en mulighed i at bruge vores erfaringer fra tidligere, og skabe et rum for alle aldersgrupper. Nu glædes jeg over, når jeg møder mine gamle konfirmander til gudstjenesterne.”
Fokus på nærvær og fællesskab
Ved de særlige gudstjenester gør Anja Damkjær True og Jonas Dean Weisenberg brug af tegn-til-tale under salmerne, tilpassede fortællinger, rekvisitter og musik. Efter hver gudstjeneste får deltagerne også en lille symbolsk gave med hjem. Det kan f.eks. være en lille engel på en klemme, som kan sættes på tøjet, eller også er de med til at skabe noget særligt sammen i kirken. De har blandt andet sammen skabt et kunstnerisk ”livstræ”, der blev dekoreret med alles fingeraftryk i forskellige farver.
Det blev også fremhævet i begrundelsen for prisen, at Anja Damkjær True og Jonas Dean Weisenberg altid har meget fokus på at skabe en tæt og personlig relation til alle i kirken ved bl.a. at tage sig tid til at gå rundt imellem deltagerne og tale med dem. Det gør gudstjenesterne mindre højtidelige og bevirker, at alle føler sig set og værdsat.
Den sidste gudstjeneste for målgruppen i år afholdes i Vor Frue den 5. december 2024.
FAKTA om Odense Kommunes Handicappris:
- Prisen tildeles en person, virksomhed eller organisation, der gør noget ekstraordinært for at styrke handicappedes livsvilkår.
- Prisen skal være med til at fremhæve det gode eksempler på, hvordan hverdagen for borgere med handicap kan gøres bedre. Det er ikke størrelsen af indsatsen, der tæller. Det er derimod betydningen af indsatsen, der vægtes. Selv en lille indsats, som de fleste ikke lægger mærke til i hverdagen, kan gøre en stor forskel for livskvaliteten hos mennesker med et handicap.
- Prisen gives til en person, en virksomhed eller en organisation, der gør en stor indsats på Handicapområdet, og som med sit arbejde og sine initiativer gør en stor forskel for odenseanere, der lever med et handicap.
- Det er repræsentanter fra Odense Handicapråd, der blandt de indstillede kandidater udpeger en endelig vinder.