Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2024
Nyheder

Indsatte gav kirkeskibet "Håbet" nyt liv

Det var en stor dag, da kirkeskibet "Håbet" blev hængt op i fængselskirken i Nyborg

Af Marianne Hyrlov

Kirkeskibet er bygget af en indsat i 1921. 
Nu har to indsatte givet det nyt liv

To indsatte i Nyborg Fængsel har brugt fem måneder og hundredvis af timer på at istandsætte fængslets kirkeskib, og ved en festlig gudstjeneste den 26. juni blev det hejst op under loftet i fængselskirken. 

Kirkeskibet hejses op i fængselskirken af Oliver, som har restaureret skibet, samt biskoppen og institutionslederen.

"Arbejdet har krævet stor tålmodighed," fortæller Oliver, som blandt andet har rengjort og slebet skibet samt givet det en gang lak. Desuden har han sammen med en medindsat skiftet al snorværk og rekonstrueret rælingen.

Det var en glad fængselspræst, Louise Lysholm som sammen med indsatte, frivillige, ansatte og gæster udefra kunne holde gudstjeneste med maritime salmer og efterfølgende skipperlabskovs fra fængslets kokkeskole. 

Biskop Mads Davidsen sagde blandt andet i sin tale: 

"Det er så vigtigt, at der her midt i kirkens rum hænger et skib, der hedder "Håbet......Vi har alle behov for et håb, selvom det blot er et lille håb. Et håb om et liv, et håb om en ny begyndelse, et håb om en fælles fremtid.  

Skibets historie

På en planche i fængselskirken fortælles kirkeskibets historie: 

Skibet hang fra 1923 i fængslets kirke, som dengang bestod af separate båse, hvor de indsatte sad uden at kunne se hinanden (øverste billede) 

Dengang var der pligt til at gå til gudstjeneste, hvis man var indsat. Først i 1933 blev det frivilligt. 

Efter kirken blev flyttet til nye lokaler i 1974 endte skibet i fængslets gamle gartneri, hvor det hensygnede indtil det blev fundet frem i vinteren 2023.

De øvrige billeder på planchen viser Oliver, som i månedsvis har været i gang med restaureringsarbejdet af fuldriggeren "Håbet". 

Alle dele af skibet er rengjort, malet og lakeret.

 

I dag må der af sikkerhedshensyn kun være otte indsatte til gudstjeneste samtidig i fængselskirken i Nyborg, så fængselspræsten holder rigtig mange gudstjenester, for at give alle, der gerne vil i kirke, mulighed for at komme det.