Samarbejde mellem læger og præster er en gevinst for alle

Af Kristina Løvenstrøm, præst i Vindinge på Østfyn

En af de bibelske læsninger ved dåben i kirken handler om at være som et barn – fordi det at være som et barn åbner for nye ofte usete muligheder. Noget af det, barnet kan, er at være nysgerrig. Og lige præcis nysgerrighed er udgangspunktet for det nye samarbejde, som vi er en række præster og læger om i Kerteminde-Nyborg.

Nyt er det kun på én måde, for vi har allerede været i gang et par år nu. Det nye består i, at ingen af os har gjort det før. Tænkt hinanden med ind i billedet. Lægerne hjælper med det, lægerne skal og kan. Præsterne hjælper med det, præsterne skal og kan. Undervejs taler vi sammen for at finde ud af, hvad det er, vi hver især kan. Og hvordan vi bedst kan hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. Og så henviser – eller leder – vi mennesker den ene og den anden vej, når der er behov for mere end det, vi selv magter.

Et Facebookopslag

Det hele begyndte med disse linjer fra et Facebookopslag, som mit eget lægehus sendte ud for et par år siden:

”Kære patienter. Vi læger brugte aftenen i går i selskab med Østfynklyngen samt flere personaler fra de respektive (Kerteminde og Nyborg) kommuners Sundhed- og forebyggelsesafdelinger. Temaet var, hvordan vi bruger hinanden bedre til gavn for jer patienter. Kommunerne har mange tilbud, som enten vi læger kan henvise til eller I borgere selv kan kontakte. Vi tror på, at et endnu stærkere samarbejde i fremtiden er vejen frem og et win-win for alle parter. Nedenstående kan man se et link med Nyborg Kommunes tilbud.”

Under opslaget var der en liste med et hav af gode muligheder for hjælp – primært hvad angår den fysiske del af et menneskes krop. Jeg reagerede på opslaget, ærgerlig over, at lægerne ikke havde tænkt præsterne og sjælesorgen med ind i deres arbejde. ”For” – som jeg skrev – ”vi kan ikke hjælpe på samme måde, som gode og dygtige læger kan. Men vi er her og har tid til mennesker, der har ondt i livet og den beklemte krop, som jo består af både legeme, sjæl og ånd”. Og så gik der faktisk ikke mange minutter, før jeg havde kontakt med Eilif Hedemann. Lægen ville gerne snakke om, hvordan læger kunne tænke præster med ind i deres arbejde med mennesker.

Patienten bestemmer

Efter to år kan vi se tilbage på en del gode samtaler læger og præster imellem. Og medmennesker og præster imellem. Lægerne henviser ikke patienter til præster – men hjælper til med at gøre opmærksom på muligheden for at tale med en præst, når noget gør ondt i livet. 

Om en patient hos lægen griber muligheden, er helt op til den enkelte, der efterfølgende selv kontakter den lokale sognepræst og beder om en sjælesorgssamtale. Eller får lægen til at hjælpe sig med kontakt, hvis det er for tungt selv at skulle.

Det vil være oplagt at stille spørgsmålet: Hvad får vi ud af sådan et netværk? Både patienter/konfidenter, læger og præster.

Mit umiddelbare svar, naturligvis fra mit ståsted og med de erfaringer, jeg har gjort mig indtil nu, er: meget mere, end jeg havde forventet! Jeg har muligvis skabt mig en fortælling om, at mennesker godt ved, at de kan komme til præsten og tale om det svære i livet. Det, der gør ondt ikke nødvendigvis i kroppen, men i sjælen. Men virkeligheden er nok snarere den, at nogle går til lægen, også når en samtale med en præst kunne være hjælpsomt. Måske fordi vejen til præsten i dag kan føles lang og ukendt. Måske fordi den er brolagt med en del besynderlige forestillinger om, hvad en præst er, og hvad en præst kan. At lægen, der i vores situation oftest kender præsten i sit nærområde, nævner præsten som en mulig samtalepartner, dér, hvor det giver mening i det enkelte menneskes livssituation, gør tilsyneladende en forskel.  

Befriende samtaler

Det er ikke nyt for mig at have samtaler med mennesker i forskellige livssituationer, og det glæder mig bestemt, at flere finder vej til præsten. Jeg oplever samtalerne som befriende og fulde af liv – trods det, at de oftest udspringer fra et svært sted for den, der opsøger præsten. Nyt for mig er det derimod som præst at have samtaler med læger. Og jeg skal gerne indrømme, at jeg på ingen måde havde forestillet mig, hvor udbytterigt og spændende det kan være at sætte sig sammen – læger og præster – og tale om mennesker og liv. Vores vej i Kerteminde-Nyborg er endnu ikke fastlagt, for der åbner sig nye muligheder hele tiden. Skal vi tænke samtaler en til en, eller kan det give mening at samle mennesker i grupper, hvor ikke bare sorgen fylder, men også emner, der berører det at være ung, det at være sårbar osv. Vi, læger og præster, taler sammen, vi spiser sammen, når vi mødes – lærer hinanden at kende og bliver med tiden klogere på og mere fortrolige med, hvem vi er, og hvad vi hver især kan. Og ikke mindst hvad vi kan hjælpe hinanden med at blive klogere på til fordel for de mennesker, vi hver især har med at gøre.