Lydhør kirkeminister på besøg
Biskop Mads Davidsen serverede brunsviger for kirkeminister Louise Schack Elholm, da hun i dag var på besøg i Fyens Stift. Men der var også tid til en snak om, hvordan stiftets mange landsbykirker fortsat holdes i god stand.
Der var naturligvis brunsviger på bordet, da kirkeminister Louise Schack Elholm gæstede Fyens Stift til en rundvisning og en samtale med biskop Mads Davidsen.
Biskoppen oplevede en lydhør minister.
"Vi talte blandt andet om de mange landsbykirker, vi har i stiftet, og hvordan vi sikrer, at de er i den bedst mulige stand fremover. Jeg gjorde opmærksom på, at økonomien i forhold til vedligeholdelse af kirker er noget, som vi skal tale om," fortæller Mads Davidsen og fortsætter:
"Jeg har indtryk af, at hun var meget lydhør, og jeg har også indtryk af, at hun har brug for at orientere sig i det her område."
LÆS OM DIFFERENTIERET VEDLILGEHOLDELSE OG BRUG AF KIRKEBYGNINGER
Ministeren fik en rundvisning på stiftsadministrationen og hilste på medarbejderne. Hun blev orienteret om stiftsadministrationens arbejde med blandt andet præsteansættelser, kirkebygninger og menighedsrådsvalg.
Louise Schack Elholm var også forbi fællesfondsløncentrets kontor på Fyens Stift. Fællesfondsløncentret (FLC) sørger for, at alle landets præster, stiftsansatte og ansatte i folkekirkens uddannelsesinstitutioner får løn til tiden.
"Det vigtigste var, at vi fik vist ministeren vores stift, og fik fortalt, hvad vi laver. Og så var det rart, at der også var tid til en sank om de udfordringer, vi har lokalt her i stiftet," slutter biskop Mads Davidsen.