Dronningen kastede glans over 500-års jubilæet
Odense Domkirkes Altertavle har 500-års jubilæum i år, og det blev fejret ved en festgudstjeneste med deltagelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe
Af: Marianne Hyrlov
"Den har vandret fra kirke til kirke her i Odense, den har været pakket væk under krigen af frygt for tyskernes bomber. Den står i dag som et livstræ midt i byen, der giver håb i en verden af bekymringer."
Sådan sagde biskop Mads Davidsen i sin prædiken ved festgudstjenesten i anledning af 500 året for Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke.
H.M. Dronning Margrethe deltog i gudstjenesten sammen med blandt andre borgmester Peter Rahbæk Juel og ikke mindre end to tidligere biskopper over Fyens Stift, nemlig Tine Lindhardt og Kresten Drejergaard.
Solen skinnede over byen, H.M. Dronning Margrethe strålede med sin kække blå hat på hovedet, Domkirken var fyldt af feststemte mennesker, og Domkirkens kor sang et nykomponeret bestillingsværk, skrevet til Odense Domkirke i anledning af altertavlens 500-års jubilæum.
Alt i alt en festlig dag for et kunstværk, som blev snittet og malet af Claus Berg og hans 12 svende i Odense for 500 år siden.
"Jeg ved ikke, om Claus Berg nogensinde ville have drømt om, hvilken betydning hans værk ville få for eftertiden," sagde biskop Mads Davidsen i sin prædiken, som sluttede således med altertavlens hovedmotiv:
"Den korsfæstede Kristus, der udånder midt i den enorme menneskemængde, giver med sin død et håb om forsoning og tilgivelse. Det håb lyder også til dig og mig….
Det lyder mens vi står på tæer, lægger hovedet på skrå, læner os frem og strækker hals for at se den smukke altertavle. Det lyder som et ekko, der lyder op gennem tiden og trodser reformation og billedforbud, reformationskrige og svenskekrige, verdenskrige og statsbankerotter.
Altertavlen har overlevet det hele. Den har vandret fra kirke til kirke her i Odense, den har været pakket væk under krigen af frygt for tyskernes bomber. Den står i dag som et livstræ midt i byen, der giver håb i en verden af bekymringer. Et håb om, at vi bliver indoptaget i det myldrende liv hos Gud, et håb om at vi som små konger og dronninger vil blive indoptaget i Guds store historie, som uskyldige børn, der står, sidder ligger og knæler for at få et blik, ja bare et lille glimt af evigheden og livets træ i paradiset."