Fynsk præst fik besøg af to kommende konger
H.K.H. Prins Christian har sammen med Kronprinsen været på dannelsesrejse til Kerteminde Kirke, hvor sognepræst Betina Noer Rasmussen fortalte om folkekirken. Besøget kan ses på DRTV fra lørdag den 14. oktober
Af Marianne Hyrlov
Det er ikke hver dag, at to kommende konger tropper op i Kerteminde Kirke, men det skete for nylig, da sognepræst, Betina Noer Rasmussen fik et usædvanligt besøg af Kronprinsen og hans snart myndige søn Prins Christian.
Prins Christian har i anledning af sin 18-års fødselsdag været på dannelsesrejse for at blive klogere på en række af de bærende institutioner i det danske samfund, og det blev sognepræst Betina Noer Rasmussens opgave at fortælle om folkekirken. Hun mødte en velforberedt og engageret ung mand.
”Prins Christian virkede både interesseret og opmærksom. Og bevidst om sin rolle! Far og søn er et virkeligt behageligt team. Spørgende, lyttende og deltagende,” fortæller Betina Noer Rasmussen.
De store ord
Betina Noer Rasmussen havde inden besøget grundigt overvejet, hvad hun gerne ville fortælle Prins Christian.
”Vi talte blandt andet om, at der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor det ikke er ligegyldigt, hvilken kultur eller hvilken tro, det er rundet af. Og der kommer tidspunkter for ethvert menneske, hvor der er behov for rammer, hvor der kan tales med ord, der er større end dem, vi sådan ellers går og bruger på hinanden. Ord, der kan tale om håb, om kærlighed og evighed, om skyld og tilgivelse, om liv og død og opstandelse,” siger præsten.
Hun viste de to Kongelige Højheder rundt i kirken og fortalte om, hvordan kirken bruges og om, hvordan det nogle gange kan være befriende at kunne lægge det, man kommer med, ind i et ritual – at mærke, at ritualet tager over, når vi ikke længere ved, hvad vi skal gøre eller sige.
Unge på kirkebænkene
Betina Noer Rasmussen talte også med far og søn om, hvordan mennesker i flere generationer kommer til kirken, og at der er tilbud til langt de fleste.
”Vi talte om de unges forhold til kirken, og jeg nævnte for Prins Christian, at det nok er meget naturligt, at det ikke er de unge menneskers første prioriteret at sidde på kirkebænken søndag formiddag. De har travlt med så meget andet. Men jeg oplever til gengæld også, at når behovet for at komme til kirken så indfinder sig, så er der en stor tiltro til, at kirken tager godt imod det, de kommer med, hvad enten det er glæde eller sorg. Og den tiltro og forventning skal vi være virkelig glade for. Det er noget af det vigtigste, vi kan give de unge – det, at lade dem vide, at kirken er der, og præsten er der, både når det brænder på, og når det bare er helt almindeligt,” fortæller præsten.
Bærer af et embede
Prins Christian og Kronprinsen var med i sakristiet for at se præstekjolen om høre om kjolens betydning.
”Vi talte lidt om det gode ved at kunne mærke kjolens tyngde og derved blive mindet om, at man er bærer af et embede. Man står der ikke for sine blå øjnes skyld. Det forstod Prinsen så fint. Han sagde, at det kan være ligesom at mærke, at man bliver omfavnet, og det gav jeg ham ret i,” siger Betina Noer Rasmussen.
De Kongelige Højheder fik også tid til at hilse på organisten, Jesper Gram Petersen, og Prins Christian fik mulighed for selv at prøve at spille på orglet.
”Til slut gik vi på loftet – for lige at se det hele lidt fra oven og for at se den gamle klokke fra middelalderen, den der kaldte folk fra huse, når der skulle alarmeres, eller når fiskerne kom ind til land, og der kunne handles,” fortæller præsten, som nu har formidlet viden om folkekirken videre til yngste generation i kongehuset.
”Jeg er superglad for at have fået den oplevelse og for at få mulighed for at fortælle om den kirke og den tradition, som jeg holder så meget af. Forhåbentligt har Prins Christian fået et godt indtryk af, hvad det vil sige at være præst og af Folkekirkens virke,” slutter Betina Noer Rasmussen.
Prins Christian og Kronprinsen besøgte ud over folkekirken også Folketinget, et ministerium, Højesteret og forsvaret. Programmet kan ses på DRTV fra lørdag den 14. oktober.